Budfrist mandag den 25. marts 2024 kl. 12:00.
Riffeljagten i Stensbæk Plantages østlige del, beliggende mellem Ribe og Gram, udlejes for en 5-årig periode fra april 2024 til 31. marts 2029.
Lejemålet udgør i alt ca. 268 hektar, fordelt på ca. 70 ha eng/hede og 198 ha skov. Der er overvejende tale om nåleskov samt blandede løv- og nåletræsbeplantninger efter stormen i 1999. Området ligger i sammenhæng med et samlet skov- og hedeområde på ca. 1.200 ha administreret af Naturstyrelsen. Ca. 70 hektar af hede- og engarealerne plejes af græssende får og kreaturer med henblik på naturpleje.
Stensbæk Plantage byder på en varieret jagt for riffeljægere. Der findes en fast bestand af kron-, då- og råvildt.
Jagtretten har tidligere omfattet både hagl- og riffeljagt, hvor sneppejagten har haft det primære fokus. Med henblik på at begrænse konflikter med øvrigt publikum, og for at skabe mere ro for hjortevildtet, begrænses jagtretten i perioden til kun at omfatte riffeljagten.
Specielt for dette lejemål gælder:
- Udlejer kan efter forudgående aftale give jagtudøverne tilladelse til begrænset motorkørsel på eget ansvar på skovens veje i forbindelse med jagt. Der kan forventes op til fire stk. køretilladelser, som kan benyttes i forbindelse med jagtafholdelse, herunder afsætning af poster på fællesjagter, bjergning af vildt eller vedligehold af skydetåre.
Parkering må udelukkende finde sted på de markerede P- pladser på kortbilaget og udelukkende med en synlig køretilladelse liggende i forruden, hvor der ellers er lukket for privat kørsel. Parkering skal ske, så det ikke forhindrer skovens drift eller publikum, herunder så lastbiler og andre køretøjer kan komme forbi. Kørsel må udelukkende ske på befæstede skovveje, ikke på stier eller kørespor.
- Der fastsættes følgende årlige afskydningskvote/-er:
Kronvildt, maximalt 10 stk. i alt
-
- Hjort: Maksimalt 1 stk., som mindst er en lige 12-ender.
- Hind og smalhind: Maksimalt 4 stk.
- Spidshjort: Maksimalt 1 stk.
- Kalv: Op til 10 stk., modregnet eventuelt nedlagt kronvildt i kategorierne ovenfor.
Dåvildt
-
- 2 kalve
Råvildt, maksimalt 10 stk.
-
- Råbuk: Maksimalt 3 stk.
- Rå og lam: Op til 10 stk., modregnet evt. nedlagte bukke
Såfremt udlejer konstaterer væsentlige vildtskader, kan kvoten forhøjes
- Der må afholdes 4 fællesjagter med riffel i løbet af jagtsæsonen med indtil 20 deltagere.
- Der må udelukkende drives jagt med riffel.
- Skydetårne og stiger må kun opsættes efter aftale med udlejer.