To af landets jagtforeninger sagde i 1971 ja til at særfrede knortegæs forudsat at jægerne fik jagten tilbage, hvis arten rettede sig, men selv om mørkbuget knortegås i dag tåler jagt, er den femårig sæfredning endnu en totalfredning
Femårig særfredning blev en totalfredning
To af landets jagtforeninger sagde i 1971 ja til at særfrede knortegæs for fem år under forudsætning af, at vi fik jagten tilbage, hvis arten havde rettet sig ved fredningens udløb. Mørkbuget knortegås var i vækst, mens den lysbuhede var i bund, og derfor mente biologerne på Kalø, at knortegåsen skulle være fredet i endnu nogen tid efter særfredningens udløb. Billedet blev dog totalt mudderet til, da Vildtforvaltningsrådet tog over, for selv om mørkbuget knortegås notorisk tåler jagt, så vender jagtmodstandere i VFR tommelen ned ad til dette.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Når en jagttid for mørkbuget knortegås bringes i spil, er man anstændigvis nødt til at drage en parallel til kortnæbbet gås, der findes i to bestande, henholdsvis i Østgrønland og på Svalbard, hvoraf sidstnævnte er relevant for danske forhold, fordi den på trækket forekommer her, og foruden i Norge, Sverige, Holland og Belgien.
Kortnæbbet gås er nemlig et interessant lærestykke, for fra cirka 30.000 fugle i 1990-erne, hvor ingen jagtmodstandere offentligt satte spørgsmålstegn ved jagt på arten, er den steget til i dag cirka 80.000 fugle.
Forvaltningen af kortnæbbet gås er adaptiv, og et mindre fald i bestanden i de senere år kan med al sandsynlighed tilskrives dette, fordi formålet med jagten i blandt andet Danmark er at stabilisere bestanden på omkring 60.000 fugle.
En stigende andel af bestanden forbliver i Danmark om vinteren, hvilket tilsyneladende skyldes forbedret fødeudbud i form af majs og vintergrønne marker.
Det danske jagtudbytte er femdoblet siden 1995 fra cirka 2.000 til i dag omkring 10.000 fugle pr år. Kortnæbbet gås jages især langs den jyske vestkyst og langs Limfjorden, men forekommer herudover på Lolland-Falster.
Arten er listet som livskraftig på både den europæiske og danske rødliste. I regi af AEWA er kortnæbbet gås den første case med en adaptiv forvaltningsplan, der som nævnt har til formål at stabilisere bestanden på cirka 60.000 fugle.
Strandjagtforening imod særfredning
Jagten i Danmark har vist sig at påvirke den samlede afskydning af arten betragteligt, og håbet er, at det kan bruges som værktøj til opfyldelse af målsætningen i det adaptive forvaltningsplan, der er indrettet sådan, at fald eller stigning i bestanden vil kunne medføre begrænsning eller lempelse af jagttiden (1. september – 31. januar).
Når kortnæbbet gås er interessant i forhold til mørkbuget knortegås, der i 2022 har været fredet i 50 år (siden 1972), så er det, fordi den kortnæbbede gås i dag tæller 80.000 fugle, mens mørkbuget knortegås der tæller over 200.000, ikke jages, hvilket set i forhold til bestandsstørrelsen og bestanden af kortnæbbet gås, er ulogisk, men desværre symptomatisk for Vildtforvaltningsrådets agens.
Dette forhold fik da også DMU-leder Henning Noer (24, februar 1948 – 21. oktober 2018) i nullerne til over for ego at udtale, at når man kan jage kortnæbbet gås, som dengang talte omkring 50,.000 fugle, så burde mørkbuget knortegås, hvis bestand er over 200.000, også kunne jages, men her pegede han samtidig på akilleshælen: En daværende principaftale mellem DOF og Jægerforbundet om, at Jægerforbundet ikke bragte ønsket om jagttid for mørkbuget variant i spil. Denne aftale er sagt op og gælder således ikke længere.
Mørkbuget knortegås blev fredet, fordi den lysbugede variant var nået ned på godt 2.000 fugle, men fordi den lysbugede variant ville kunne forveksles med sin mørkbugede slægtning, blev begge arter med virkning fra 1972 særfredet for foreløbig fem år, selv om den mørkbugede race på det tidspunkt gik frem og talte 45.000 fugle.
Dansk Strandjagtforening modsatte sig på den baggrund særfredning af mørkbuget knortegås, men den femårige særfredning blev sanktioneret af både Dansk Jagtforening og Landsjagtforeningen af 1923 under forudsætning af, at arten atter blev jagtbar igen, når og hvis navnlig den lysbugede variant reagerede positivt på den femårige særfredning.
Lysbuget knortegås, der yngler Nordøstgrønland og på Svalbard, har imidlertid reageret positivt på fredningen, for i dag skønnes bestanden til cirka 14.000, og en tredjedel af bestanden opholder sig i efteråret i Danmark, men i princippet vil den ifølge ”Vandfugleaftalen” ikke kunne få en jagttid.
Den daværende formand for Landsjagtforeningen af 1923, Frede Petersen, var meget fortørnet over, at jagten på mørkbuget knortegås ikke kom tilbage ved udløbet af den femårige særfredning i 1977, når arten havde reageret positivt på den.
Særfredning blev totalfredning
Frede Petersen var alternativt rede til at acceptere en jagttid på den mørkbugede knortegås i kun november, og for at beskytte den lysbugede knortegås imod jagt, kunne han acceptere, at knortegåsejagt ikke skulle være lovlig der, hvor den lysbugede variant forekommer, hvilket primært var/er Mariager Fjord og den østlige del af Limfjorden.
Biologerne på Kalø mente imidlertid, at knortegåsen skulle være fredet i nogle år endnu. Frede Petersen var skarp og udtalte, at han ikke ville acceptere, at en totalfredning var ”camoufleret” som en særfredning.
Men det synes dog ikke desto mindre at være lige det, som er sket, for efter at have været en sag imellem Danmarks jægere og det daværende landbrugsministerium med Vildtbiologisk Station som biologisk rådgiver og Jagtrådet som advicer for landbrugsministeren, er billedet mudderet til, fordi Vildtforvaltningsrådet har taget over som rådgivende organ for miljøministeren, og rådet således indstiller vildtarter, der skal have en jagttid eller det modsatte, til ministeren, men fejlen er, at VFR er kommet ind i den verserende sag om eventuel knortegåsejagt fra sidelinjen, og ikke har været med fra den spæde start i 1971.
Blot er mørkbuget knortegås på trods af, at den i dag er steget til over 200.000 stadig ikke jagtbar, fordi kræfter i Vildtforvaltningsrådet ifølge Jægerforbundets nuværende formand, Claus Lind Christensen, ikke er stemt for det.
Derfor ligner den særfredning, som flertallet af jægere gik med til i 1972 under forudsætning af, at man fik jagten tilbage, når arten havde rettet sig, med Frede Petersens ord reelt en totalfredning, for selv om Jægerforbundet foreslår en jagttid på mørkbuget knortegås, så vender medlemmer af rådet, der ikke har meget sympati for jagt på vilde fugle, pr. definition tommelen ned ad.
Hvad kan man lære af det? At vi naturligvis ikke igen skal acceptere at blive taget med bukserne nede, og når/hvis en vildtart i fremtiden går tilbage og ønskes fredet, så må reaktionen fra jægerside være, at den pågældende art skal have en kort jagttid på for eksempel 14 dage, som der kan skrues op for, når/hvis arten stabiliserer sig, så fredningen ikke udarter sig til en totalfredning, der ”luskes” ind ad bagdøren.
Vi bør lære af de fejl, der er begået, og læren om mørkbuget knortegås et lysende eksempel.
Henning Kørvel ses her efter vellykket jagt på mørkbugede knortegæs ved Aflandshage, Sydvestamager 1969. Det år var der mange knortegæs på stedet i en del af oktober måned.
Kravlejagt på mørkbugede knortegæs, der var relative lette at komme på skudhold af i den første tid, gæssene opholdt sig i Danmark, men de blev mere sky, når de havde været beskudt nogle gange.
Nedlagte mørkbugede knortegæs og edderfugle (på agterdækket). Det var relativt let at undlade at skyde ældre fugle, fordi de har hvid halstegning, mens ungfuglene der ses ligge på stenen, er uden halstegning.
