Med udgangspunkt i en renjagt for flere år siden konkluderer Henning Kørvel, at deltagerne én bloc bør kende deres opgaver og medvirke til at alle får en god oplevelse, og jagtrejsen således vil blive et varigt godt minde
Renjagt med forviklinger
Sammensatte grupper af jægere kan sommetider give uventede problemer. Det gjorde det i hvert fald på en renjagttur til Norge. Den lære, der kan drages, er, at på en jagtrejse, hvor deltagere bor og spiser sammen, bør håndplukkes, og spilleregler fastlægges, så at deltagerne én bloc kender deres opgaver og får en god oplevelse, og jagtrejsen således vil blive et varigt godt minde.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Jægere med et højt aktivitetsniveau, der løbende kommer i berøring med et stort antal jægere i ind- og udland, vil nu og da uvægerligt blive ført sammen med andre jægere, som man for sent finder ud af, ikke matcher med og derfor gør en jagtrejse til en spektakulær oplevelse.
Gennem mit lange jægerliv (64 år i 2022) er jeg i det store og hele gået fri af sådanne oplevelser. Ud af et betydeligt antal jagtrejser har jeg nemlig kun to gange skullet dele et arrangement med jægere, som jeg formoder, havde en helt anden oplevelse af sig selv og sin adfærd end ego og således formentlig selv har syntes, at de var OK, selv om den pågældendes adfærd var rent ud sagt rædderlig og spolerede andres (min) totaloplevelse.
En jagttur, der til min store overraskelse kom til at forme sig sådan, og stadig står for mig som et skræmmebillede på sammensatte grupper, fik jeg på min anden tur til Østerdalen i Norge for at jage renbuk.
Året forinden havde jeg jaget og nedlagt en stor gammel renbuk på stedet sammen med en jagtven, som jeg her vælger at anonymisere som A. Han var skytte på et sydsjællandsk gods og havde ikke før jaget udenlands, endsige skudt vildt større end råvildt.
Turen forløb i en harmonisk atmosfære og gav både nye gode oplevelser og nyttige erfaringer. Desværre fik han modsat ego ikke nedlagt renbuk, men da han var opsat på at tage revanche, og jeg også godt kunne tænke mig at jage renbuk endnu en gang, blev en ny tur planlagt året efter.
Ved den lejlighed inviterede jeg min spanske jagtven, Rafael, som jeg har kendt siden 1980 og jaget sammen med i seks europæiske lande, med. Med på holdet var også en ældre jagtven, Kaj, der kun manglede renbuk for at kunne erhverve Europæisk Slam i Nordisk Safari Klub, som han på det tidspunkt var formand for, og som kræver nedlæggelse af syv trofæbærende vildtarter. En af disse er europæisk renbuk.
Splittet op i to grupper
Fordi jeg sanktionerede, at A tog en ven, B, med, kom gruppen så op på fem personer. Men det kunne mageligt gå an, fordi reviret i Norge er over 20.000 hektar stort. Desuden så jeg på det tidspunkt heller ikke noget problem i, at A tog B med, fordi jeg periferisk havde kendskab til B og umiddelbart antog ham for at være OK.
Men det indtryk devaluerede A imidlertid selv, da han – efter at drejebogen til arrangementet var skrevet færdig – ringede til mig for at fortælle, at B, og nu også ham selv, ikke mente, at de skulle betale det samme for storbuk som os tre andre jægere, der hver især betalte 10.000 DKK pr. storbukkelicens. Jeg var desværre flink, men i bagklogskabens ulideligt klare lys indså jeg, at jeg burde have sagt nej, og hvis de fastholdt, så have droppet dem af arrangementet.
Som grund angav han, at de to ikke havde behov for guide/hjælper, selv om dette indgik i udlejerens pakkepris, der udover jagt inkluderede leje af hytte ude i fjeldet. Selvsamme A havde sanktioneret disse konditioner, da han og jeg aftalte den nye tur, før B kom ind i billedet, der imidlertid synes at have fået A til at vende rundt på en tallerken. Det indtryk, som jeg nu fik af B, var, at han var en ”bad boy”, der er totalt uegnet til at deltage i en gruppejagtrejse, når han ville sætte en ny dagsorden, efter at en dagsorden først var sat af ego og A, og han i øvrigt ikke havde noget med turens tilrettelæggelse at gøre overhovedet, men kun ”hængte på”.
I betragtning af, at arrangementet var mit, og jeg havde lavet benarbejdet, idet jeg via en norsk ven havde skaffet renjagt-muligheden i Østerdalen, blev jeg ærligt talt knotten og fandt det grænseoverskridende, at B som tredjemand, som jeg end ikke havde talt personligt med om hans deltagelse i jagtarrangementet, men kun over for A havde sanktioneret, kom med på turen, stillede krav om en lavere pris end den, som A havde accepteret og været indforstået med, indtil B kom ind i billedet. Jeg bebrejdede mig selv, at jeg havde sanktioneret B’s deltagelse i turen.
Enden på det blev imidlertid, at A og B ved forhandling med godsejeren uden om ego fik prisnedslag, hvilket uvægerligt lagde kimen til opsplitning af gruppen i to lejre med Rafael, Kaj og ego i den ene, som havde en terrænkendt hjælper – ”kjendtmand” – til rådighed, og A og B i den anden lejr, som skulle klare sig selv under jagten.
Det hører med til profileringen af B, at heller ikke han tidligere havde udøvet jagt uden for Danmarks grænser, og hidtil heller ikke havde nedlagt klovbærende vildt større end råvildt. Hvis vedkommende derimod havde været berejst, så formoder jeg, at hans attitude så ville have været noget anderledes, fordi han, der var pædagog (folkeskolelærer), men angiveligt så sig selv som det jagtgeni, som han dog ikke var, så antagelig ville have været bedre klædt på, idet han så må formodes at ville have vidst, at overalt i verden udøves trofæjagt med ganske få undtagelser altid under kyndig guidning helt uden hensyn til, om klienten er kongelig, adelig eller borgerlig.
Inden afrejsen på den dag i september, der var programmeret til køreturen op gennem Sverige til Norge, briefede jeg Rafael og Kaj om intermezzoet. Kaj lagde bil til, og vi kørte således i hans Jaguar, og vel ankommet til jagtstedet tidligt om aftenen, mens det endnu var lyst, blev vi hjerteligt modtaget af jagtudlejeren, der præsenterede os for Trond Østås, som skulle være os behjælpelig under jagten.
Denne viste os snart vej til den hytte ude i fjeldet, vi skulle bo i, og da vi var de først ankomne, installerede vi os i to af de tre soveværelser, som tiltalte os. Hytten var indrettet med et stort spisekøkken, der gik ud i ét med opholdsstue med åben pejs og var således en perfekt ramme om den forestående renjagt.
Køkkenet lignede en svinesti
A og B ankom først, efter det var blevet bælgravende mørkt samme aften, og det stod straks klart, at stemnings-barometret stod på nul. Og der blev det også stående, da A under sin og kammeratens spisning uden først at forhøre sig, om Kaj, Rafael og ego havde lagt en strategi sammen med hjælperen for jagten den følgende dags morgen, kundgjorde, at han og B ville ”arbejde hårdt” og således stå tidligt op for at forlade hytten, mens det endnu var mørkt for at være fremme på stedet for morgens jagt, før det lysnede.
Hertil bemærkede Kaj og ego, at vi for vores part først ville stå op ved sekstiden for at være klar til at tage ud i fjeldet, når hjælperen efter aftale med denne ville indfinde sig i hytten ved syvtiden, hvilket også var det tidspunkt, hvor A og ego året før havde indledt jagten under medvirken af den samme lokalkendte guide, som stod til vores rådighed på dette mit første besøg på stedet.
Det første år havde A ikke gjort indvendinger imod at indlede jagten ved syvtiden, når det var blevet lyst, og vi således kunne orientere os. Når han nu partout ville begive sig ud i fjeldet, før fanden fik sko på, så tog jeg det som udtryk for, at B havde overbevist ham om, at med – hvad han betegnede som ”hårdt arbejde” – kunne de hurtigt skyde hver en storbuk. Jeg havde på det tidspunkt personligt kendt A i omkring otte år, men havde ikke før oplevet ham orkestreret af et andet menneske, altså the bad guy, B.
Som ventet havde A og B forladt hytten, da vi stod op ved sekstiden næste morgen, og vi formodede, at de måtte have haft travlt, for de havde ikke gjort rent og ryddet op efter sig. På spisebordet havde de således efterladt deres brugte kopper og bestik, og bordet flød med brødkrummer, pølseskind og osteskorper. Desuden var bordet fedtet ind i smør eller margarine.
I betragtning af, at vi alle fem skulle bo under samme tag i en uge, og det således var et must, at den enkelte gør rent og rydder op efter sig i det område – køkkenet – der var fælles, levede det syn, der mødte Rafael, Kaj og ego bestemt ikke op til vores standard, og før vi kunne spise morgenmad, nødsagedes vi først til at vaske op og gøre rent, fordi ingen af os naturligvis ønskede at indtage morgenmaden i en ”svinesti”.
Kaj blev godt knotten og spurgte, hvad det dog var for et par krykhusarer, jeg havde taget med? Jeg forsvarede mig med, at jeg kun kendte A ret godt og hidtil havde kunnet stå inde for ham, men indså nu, at han tilsyneladende havde en iboende Dr. Jekyll og Mr. Hyde, som jeg ikke havde kendskab til. Jeg havde i hvert fald ikke tidligere været vidne til en adfærd som den, jeg så udfoldet her.
Ved ankomsten til reviret var vindretningen sydvestlig, og temperaturen cirka 20 plusgrader, men da rener vandrer imod vindretningen, så stod størsteparten af områdets rener derfor flere kilometer borte i den retning, vinden kom fra. Bortset fra, at vi ikke spottede rener, så gjorde den høje temperatur og den blå himmel søgningen efter rener på fjeldet til en god oplevelse, idet vi spottede mange ryper, men den resultatløse renjagt forbedrede ikke stemningen i gruppen.
De kunne ikke irettetales
Kaj, Rafael og ego vendte efter dagens jagt tilbage til hytten i skumringen, når der ikke længere var dagslys nok til jagten, og ankom før A og B. Vi tre stod for aftensmåltidet, og efter ankomsten til hytten gik vi i gang med lave mad, men da det efter vores opfattelse ville være upraktisk, hvis vi af fælles aftensmad skulle spise i to hold, ventede vi med de sidste forberedelser, til A og B ankom, således at vi alle kunne spise samtidig.
Ved deres ankomst skulle A og B så blot indtage deres pladser ved det dækkede bord og supplere med egne drikkevarer. En dag, hvor vi havde lavet salat, spurgte vi A og B, om de kunne tænke sig at få noget af det.
Svaret fra B lød: ”Tror du, at jeg er en kanin”.
Snakken ved bordet fokuserede naturligvis på renerne, der ikke var hjemme, men Kaj og ego fandt det også relevant at gøre A og B opmærksom på, at vi gerne så, at de om morgenen vaskede det brugte service og bestik op og gjorde rent på køkkenbordet og spisebordet efter sig. Kaj kaldte deres efterladenskaber til os for en ”svinesti”, som vi ikke ville acceptere.
Det fik vi dog ikke tilsagn om, at de ville gøre, og næste morgen var det syn, der mødte os i køkkenet analogt den foregående dags. A og B havde åbenbart sat sig for at køre helt deres eget løb og blæse os andre en hatfuld.
Andet indtryk kunne vi ikke få. De gjorde i hvert fald intet for, at opholdet skulle være rart og hyggeligt for os alle sammen, og fordi de åbenbart havde en anden dagsorden, deltog de heller ikke i andre praktiske gøremål, som er normalt for medlemmer af en gruppe såsom at feje gulvet og hente drikkevand, hvilket skulle ske i dunke i en bæk godt hundrede meter fra hytten, men de brugte gerne af det vand, vi andre hentede til kaffe og deres personlige soignering.
Også Rafael, der havde kendt A i nogen lunde det samme åremål som ego, og hidtil havde haft et positivt indtryk af ham, stod uforstående over for den adfærd, han her blev vidne til.
Ukendt for Rafael og ego var også det alter ego, A udfoldede om aftenen på den anden jagtdag. Her kundgjorde han, at i betragtning, hvor hårdt B og han ”arbejdede” for sagen, burde de allerede have nedlagt storbuk.
Fordi han kun nævnede B og ham selv, gjorde Kaj og ego gjorde opmærksom på, at han, Rafael og ego, skam også arbejdede hårdt for sagen, men at det afgørende netop ikke er tidsforbruget. Timingen er vigtigere, hvilket vil sige heldet, at heldet til at være på rette sted på det rigtige tidspunkt er mere afgørende end tidsforbruget til jagten. Det held havde hverken A eller B til trods for, at de ”arbejdede hårdt” for sagen.
Da renerne vendte tilbage
Fra sydvestlig vindretning og 18-19 plusgrader kom temperaturen ned på to-tre grader, da vinden på fjerdedagen drejede i nordvest. Renerne reagerede omgående og bevægede sig nu i retning mod ”vores” fjeldområde, lød meldingerne fra vores hjælpere.
Da Kaj, Rafael og ego på fjerdedagen havde været tilbage til hytten for at spise frokost, spurgte jeg dem, efter vi havde spist, om de havde lyst til at gå med en tur på fjeldet for at se efter rener, før hjælperen ville hente os midt på eftermiddagen.
Fordi Kaj var træt, og Rafael havde trådt forkert på den ene fod, foretrak de at blive i hytten for at hvile sig. Jeg gik derfor på fjeldet alene. Efter to-tre to-tre kilometers gang spottede jeg inde på fjeldet fire renbukke, som jeg med en sø som pejlemærke pyrschede til, og først skød en fejet repræsentativ buk og herefter en ungbuk i bast, som jeg også havde licens til, fordi udlejeren udover fritdyrskortet som jeg satte på den repræsentative buk, havde givet mig et kort til ungbuk og kalv. Da jeg havde brækket bukkene op og forebygget, at ravne mæskede sig i kødet, idet jeg på hver renbuk lagde et patronhylster, gik jeg tilbage til hytten, og da Kaj og Rafael spottede blodet på mine hænder fra opbrækningen, blev jeg bombarderet med spørgsmål, og da jeg berettede om min oplevelse, blev da de klar over, at rener var begyndt at komme tilbage i reviret, hvilket gav håbet om jagtheld til storbuk ny næring.
Da A og B samme dags aften vendte tilbage til hytten, havde de også havde været i kontakt med rener. A havde således nedlagt en simle med et lille gevir, som han hånligt smed fra sig uden for hytten.
På den sidste jagtdag tog Rafael og Kaj af sted tidligt om morgenen sammen med en af hjælperne, mens jeg – efter at have brugt to licenser dagen forinden – gik til en langstrakt myr cirka en kilometer fra hytten. Jeg satte mig i kanten af den, og da jeg havde siddet der i nogen tid, spottede jeg en flok rener på en halv snes stykker anført af en mega storbuk med imponerende brunstfjøl.
Da de midt på myren nåede ud for ego siddende på min rygsækstol bagved en fjeldbirk, må jeg indrømme, at jeg legede med tanken om at skyde storbukken, men da jeg havde brugt fritdyrskortet dagen før, så ville jeg i tilfælde af, at jeg skød den, stå med et kæmpe problem, jeg end ikke ville kunne snakke mig ud af, men derimod ville blive bandlyst i Norge i mange år fremover.
Fordi jeg til gengæld stadig havde et kalvekort i lommen, så skød jeg simlekalven bagest i flokken, mens jeg bebrejdede mig selv, at jeg i går havde brugt fritdyrskortet til en repræsentativ renbuk, men på det tidspunkt med en jagtdag tilbage ræsonnerede jeg, at jeg var jeg nødt til at tage chancen og skyde den repræsentative buk. Jeg tror, at mange jægere ville have handlet sådan. At den storbuk, som jeg brændende havde ønsket mig, så bød sig til på sidste udkald, gjorde ikke selvbebrejdelsen over at have brugt fritdyrslicensen dagen før mindre.
Da jeg nåede tilbage til hytten, kom den anden af vores hjælpere, Dag Bagge. Han havde netop, fortalte han, fået at vide, at Rafael havde skudt en storbuk ud af en flok rener på op imod 150.
Kort efter indfandt A og B sig i hytten. De var færdige med jagten, fortalte de, og skulle tilbage til Danmark, A til hans søns 18-års fødselsdag og B til en lokal hundeprøve, der set med mine briller var totalt uvæsentlig, når rener nu myldrede ind i området, og Rafael og ego tilsammen havde skudt fire styk, fordelt på tre bukke og en simlekalv.
Det lod ikke til at anfægte dem, og det stod nu lysende klart for mig, at fordi de havde en jagtdag mindre end Rafael, Kaj og ego, var de stressede og havde hjemmefra besluttet sig for at skulle jage så meget desto mere intenst for at kompensere for, at de havde en jagtdag mindre end os tre andre, men enhver der har prøvet at på jagt under stresspåvirkning, ved, at det ikke fungerer, hvilket det så heller ikke gjorde for A og B.
Da de havde brugt det sidste vand i dunkene til at vaske sig i, gjorde jeg opmærksom på, at i betragtning af, hvor lidt de havde ydet til fællesskabet under opholdet, så ville det være rimeligt, at de hentede vand i bækken til os, der blev tilbage.
B grinede hånligt: ”Det kan du selv gøre”. Og så forlod de hytten. Jeg har ikke siden hen talt med eller mødt hverken A eller B, men af andre jægere har jeg fået refereret deres version af turen, som ikke overraskende er løgn, men A og B har naturligvis ikke har kunnet fortælle omgivelserne, at de ikke opførte sig ordentligt, og har derfor sat aben over på vores skuldre, hvilket var både nemt og omkostningsfrit for dem.
Gruppedeltagere skal håndplukkes
Af hændelsesforløbet kan drages den lære, at ved sammensætning af en gruppe jægere er det et must, at deltagerne håndplukkes, og man har et godt kendskab til den enkelte og således har en vis garanti for, at vedkommende er kapabel til at jage i en gruppe og respekterer den forskel fra jæger til jæger, som uvægerligt vil være til stede, ligesom det er et must, at den enkelte medvirker til udførelse af de pligter, som knytter sig til at jage i et fællesskab, så det ikke – som ved renjagten i Norge – bliver de samme personer, der for husfredens og deres egen tilfredsstillelses skyld, påtager sig alle praktiske gøremål for gruppen. Et must burde det endvidere have været, at gruppen kørte i en bil, og ikke som her, i to biler med ankomst på to tidspunkter.
Netop fordi manglende matchning imellem jægere giver problemer, så sammensætter de fleste jagtrejsebureauer af selvsamme årsag ikke grupper af jægere til jagtrejser, men overlader dette til jægerne, så det er deres og ikke jagtrejsebureauets ansvar, hvis gruppesammensætningen er skyld i, at et givent jagtarrangement kikser på grund af manglende matchning.
Jægeres sammensætning af en gruppe er dog heller ingen skudsikker garanti for, at der så alligevel ikke opstår problemer, men det må imidlertid tages for givet, at risikoen for noget sådant minimeres, når jægere med personligt kendskab til de jægere, der tages med i en gruppe, selv står for udpegningen, end hvis det enkelte jagtrejsebureau skulle gøre det ud fra ”først til mølle-princippet”
Grundlæggende bør det først og fremmest vægtes, at den enkelte jæger i en gruppe er omgængelig, og ikke ”jeg alene vide-typen” som især B, og deltagerne samles til en briefing før afrejsen for at føle hinanden på tænderne, så den enkelte kan danne sig et personligt indtryk af samtlige deltagere.
Vigtigt er det også, at det etiske og jægerfaglige niveau matcher. Det var i hvert fald den erfaring, turen til Norge gav. Af turen kan også drages den lære, at på en jagtrejse hvor jægere bor og spiser sammen, er det et must, at pligter for fællesskabet uddelegeres til samtlige deltagere, således at madlavning opvask, rengøring, hente vand og brænde ikke klæber til de samme personer, blot fordi de er opsatte på at få opholdet til at forløbe bedst muligt.
Fungerer det i en gruppe ikke hensigtsmæssigt, så bør de andre jægere i gruppen enes om at påtale dette, så den eller de der skejer ud, får mulighed for at kunne rette ind efter gruppeordenen. Norgesturen viser også, at der ikke skal så forfærdelig meget til at spolere totaloplevelsen for andre i gruppen. På tilsvarende vis skal der heller ikke så meget til at få gruppefællesskabet til at fungere perfekt.
På Norgesturen ville det således blot have bestået i, at to jægere havde afstået fra at køre deres eget løb, fordi de var under tidspres og således naivt troede, at de under stresspåvirkning havde optimale muligheder for jagtheld ved at knokle en vis legemsdel ud af bukserne.
Uanset hvor jagten finder sted og uanset konditionerne, så er jagtglæden den enkelte jægers incitament for enhver jagtrejse, og af Norgesturen kan andre jægere der påtænker at samle en gruppe til en jagtrejse, drage den nyttige lære, at deltagerne bør håndplukkes, og spillereglerne fastlægges hjemmefra, så alt er på skinner, før jagtrejsen indledes, og der på jagtrejser straks gribes ind, hvis den enkelte deltager ikke overholder de aftalte spilleregler. Det skal naturligvis heller ikke accepteres, at en ”nævenyttig” jagtdeltager overtager teten og kontakter udlejeren for at aftale andre vilkår for enkelte deltagere, fordi disse naturligvis må rette ind efter de konditioner, som allerede er aftalt.
mens Kaj og Rafael holdt pause.
Europæisk ren
I Norge var renbestanden i bund omkring år 1900, men takket være målrettet forvaltning er bestanden livskraftig i dag. Vildrener findes i Norge i 23 definerede vildrenområder med Hardangervidda som det ubetinget største.
I hvert område tildeles årligt en kvote til jagt, og i 2014 blev der i alt givet fældningstilladelse til 21.025 rener i de 23 områder. Heraf blev der nedlagt 7.894 rener, og i Handangervidda, hvor der kunne nedlægges 9.075 rener, blev der nedlagt 2.588.
Renen er den eneste hjorteart, hvor begge køn bærer gevir – simlens er dog væsentlig mindre end bukkes. Kropsbygningen er kompakt, og den europæiske ren (Rangifer t. tarandus) har en kropslængde af 2-2,20 meter og er cirka 1,1 meter over skulderen.
Vægten for europæisk ren svinger alt efter køn og alder mellem cirka 60 og 160 kg. Klovene er brede og kan spredes ud, således at dyrene ubesværet kan færdes i dyb sne og i blød tundra. Sommerdragten bæres fra juli-september og er brunlig med lyse partier på halsesn. Vinterpelsen, der anlægges i september, er lysere og forholdsvis broget. Den er cirka fem centimeter tyk og består en en yder- og inderpels, der er så isolerende, at rener kan overleve i 50-60 minusgrader.
