Adaptiv forvaltning ifølge Vildtforvaltningsrådet

Adaptiv Vildtforvaltning skal – hvis det står til Vildtforvaltningsrådet – rulles ud i 2024, men hvad mener Vildtforvaltningsrådet egentlig, når de taler om adaptiv forvaltning?

Af Redaktionen på baggrund af Vildtforvaltningsrådets skrivelse om adaptiv forvaltning

Adaptiv forvaltning er en metode til at strukturere og gennemføre beslutningsprocesser i forvaltning af både arter og naturområder. Adaptiv forvaltning er især anvendelig i situationer, hvor der er store usikkerheder i viden om et givent system og hvordan det vil reagere på forvaltningstiltag. Endvidere er processen velegnet til at adressere situationer med værdibaserede interessemodsætninger og modsatrettede behov, som skal løses.

Ofte har man ikke den perfekte viden, når man starter en forvaltningsproces. I adaptiv forvaltning er det indbygget i processen, at man arbejder sig frem ud fra det grundlag man har og gradvist opbygger viden og derved får reduceret usikkerhederne.

Der lægges vægt på inddragelse af aktører gennem hele processen for derigennem at få skabt gensidig forståelse og tillid, fælles læring og samarbejde om at finde fælles løsninger.

Adaptiv forvaltning er opdelt i to overordnede faser med en række trin: Startfasen:

1. Problemformulering. Aktørerne diskuterer og beskriver de problemstillinger, der har udløst den situation, man står i – det være sig fagligt biologiske og samfundsmæssige, værdibaserede problemer. Her beskrives, hvorfor der er behov for handling og på hvilken skala der skal arbejdes for at finde en bæredygtig løsning. Endelig tages der stilling til, hvem der vil være ansvarlig for en given forvaltningsplan og hvilke aktører, der bør have en stemme i processen, inklusiv aktører uden for etablerede institutioner og organisationer.
2. Målsætninger. Baseret på problemformuleringen diskuteres de værdibaserede mål, som man ønsker, at en given plan skal opnå inden for de gældende juridiske rammer (lovgivning, internationale direktiver og konventioner). Målsætninger struktureres med et overordnet strategisk mål, grundlæggende målsætninger og operationelle, handlingsorienterede målsætninger. De grundlæggende målsætninger bør være specifikke, målbare, realistiske og opnåelige inden for en relevant tidsramme.
3. Alternative handlinger. Alle mulige handlinger, som kan anvendes til at opnå en given målsætning (inden for de juridiske rammer), drøftes, også selv om der kan være uenighed mellem aktørerne om brug af visse handlinger.
4. Afvejninger og risikovurdering. Der udføres en kvalitativ (eller kvantitativ hvis datagrundlaget herfor eksisterer) afvejning af, hvad man kan opnå ved forskellige handlinger eller kombinationen af handlinger. Aktørerne diskuterer, hvordan alternative handlinger kan afvejes og prioriteres ud fra en vurdering af den eksisterende viden eller erfaring om deres mulige effekter. Aktørerne diskuterer også kort- eller længerevarende risici ved at benytte forskellige tiltag. På baggrund af diskussionerne beslutter aktørerne sig for, hvilke handlinger, der skal prioriteres i første omgang.
5. Modeludvikling. For at styrke forudsigelserne af effekter af tiltag udvikles modeller, som kan være kvalitative eller kvantitative, hvis der foreligger et tilstrækkeligt datagrundlag. Modellerne skal være målrettede i forhold til de spørgsmål, der rejses ud fra de grundlæggende målsætninger, og det kan være rent økologiske modeller eller koblede socio- økologiske modeller. Modeludviklingen vil kræve input fra eksperter, men aktører inddrages for at forstå modellerne og give input.
6. Overvågning. En systematisk overvågning udføres for at følge i) systemets tilstand og dynamik, f.eks. en arts bestandsudvikling og udbredelse eller en habitats tilstand, ii) effekter af de aftalte forvaltningstiltag og iii) målopfyldelse. Overvågningsprogrammet designes dels ud fra karakteristikken af det biologiske system, dels ud fra de grundlæggende målsætninger og indikatorer for målopfyldelse. Indikatorer inkluderer både biologiske variabler så som populationstæthed, fekunditet, overlevelse, antal nedlagte dyr eller mål for biodiversitet og socioøkonomiske variabler så som mål for økonomiske omkostninger, acceptans, borgerinddragelse (f.eks. citizen science input) eller økosystemtjenester. Udvikling og vedligeholdelse af overvågningen vil kræve input fra eksperter, men aktører inddrages for at give input og deltage i udførelsen. Overvågningsprogrammet bør planlægges tidligt i forløbet for at afstemme resursemæssige forventninger.

Den iterative fase:

1. Plan for opfølgning og rollefordeling. For at sikre effektiv implementering af planen aftales inden igangsættelse af nye handlinger i) hvad der skal udløse, at der iværksættes en given aftalt ny handling i forhold til den eksisterende situation, ii) interval for opfølgning, evaluering og justering af handlinger, iii) ansvar, organisation og aktørers roller for planens udførelse og kommunikation og iv) tidspunkt for planens revision, hvor også problemformulering, målsætninger, organisation etc. kan revurderes. Der etableres en arbejdsgruppe, evt. med et hierarki af en nationalt koordinerende enhed og lokale/regionale undergrupper.
2. Udførelse af handlinger. Aftalte handlinger gennemføres og beskrives, således at dees effekt efterfølgende kan evalueres i forhold til modelforudsigelser og overvågningsdata. Hvis der er behov for hurtigt at opnå ny viden, kan der aftales målrettede forsøg til at supplere handlingerne.
3. Evaluering. Handlinger, forudsigelser og overvågningsdata sammenholdes og vurderes af arbejdsgruppen og tilknyttede eksperter. Modeller skal eventuelt justeres, hvis overvågningsdata og erfaringer giver nye information, som giver anledning til reviderede hypoteser.
4. Justering af handlinger. På baggrund af evalueringen justeres handlingerne.

Trin 2-4 gentages i et kredsløb, typisk over en årrække, hvor handlinger gradvist optimeres og/eller suppleres med andre handlinger, hvis de valgte tiltag ikke er tilstrækkelige eller der sker en ny udvikling.