Regeringen ønsker at fremme de gamle bukke og derfor skal jægerne indsende ét horn fra hver nedlagt råbuk til aldersvurdering og dermed garantere, at naturen ikke lider under mangel på gamle bukke

Af Netnatur-Rokoko-redaktionen (Vigtigt: Læs mere nederst i denne opdatering) 

Fremover skal danske jægere indsende det ene horn af deres nedlagte råbukke til aldersvurdering.

Det erfarer Rokoko-nyhederne, som kan oplyse, at aldersvurdering skal ses i lyset af regeringens ønske om at fremme antallet af gamle bukke i naturen, så også ikke-jægere får muligheden for at se en rigtig gammel buk luske rundt i skoven.

– Vi mener, at der er plads til endnu flere gamle bukke i den danske natur, og derfor vil vi sikre os, at jægerne ikke skyder dem alle. Og for at sikre os dette foreslår vi, at jægerne indsender bukkeopsatsens ene horn til aldersvurdering

Sådan lyder det Esben Lunde Larsen, der er landets siddende minister for miljø og fødevarer.

Ministeren forklarer, at han næsten selv har udtænkt ideen og den opstod, da han gav sin tilslutning til en tilsvarende aldersvurdering af kronvildt.

Ministeren oplyser i øvrigt, at han er meget glad for den brede opbakning, som forslaget har modtaget blandt de øvrige partier i Folketinget.

Ja, det er lige før, at selv Enhedslisten vil stemme for forslaget, men Enhedslistens betinger sig, at det indsendte horn da skal være det, som sidder til venstre på bukken.

– Og den betingelse kan vi naturligvis ikke acceptere. Det indsendte horn skal være det, som sidder til højre for midten, lyder det fra miljø- og fødevareministeren.

Metoden er testet på 10 dyr

DCE, Aarhus Universitet har testet metoden på 10 dyr. Alle dyr var med kendt – eller næsten kendt alder – og i det fleste tilfælde var der stort sammenfald mellem dyrets kendte alder og den alder som fremkom, når man analyserede det afsavede horn

Det fortæller talsmanden fra DCE, Jørgen Hornlyst, og fortsætter:

– Faktisk har det vist sig, at aldersvurdering af råbukke via opsatsmetoden er langt mere simpel end den tandsnitmetode, der nu skal anvendes til kronvildt.

– En spidsbuk er næsten altid ét år gammel. En buk med to ender (gaffelbuk) er ofte to år og en buk med tre ender i den ene stang er næsten altid en gammel buk.

Han oplyser, der dog altid vil være en vis usikkerhed. Men fakta er, at metoden alligevel virker, udtaler Hornlyst, der ser mange perspektiver i det nye tiltag:

– Når vi ved hvor mange gamle bukke, der er skudt – så ved vi jo, hvor mange gamle bukke der kunne have været – altså … hvis ikke de allerede var blevet skudt … 

En vis usikkerhed

Aldersvurdering af hjortevildt har den seneste tid været genstand for meget kritik, da flere har påpeget, at de  anvendte metoder er forbundet med stor usikkerhed.

Landets siddende regering kan dog godt leve med en vis usikkerhed i vurderingen, erfarer Rokoko nyhederne.

Man kan sige, at det er med aldervurdering af råbukke, som det er med vildsvinehegn i grænseområdet. Det virker ikke, men det handler om signalværdi. 

– Og for jægerne må der da også være stor signalværdi i en trofævæg med lutter én-hornede råbukke, lyder det afslutningsvist fra ministeren.

Afsavede bukkehorn skal sikre flere gamle bukke
Bukeopsatsens ene horn skal saves af lige under rosenkransen og sendes til aldersvurdering på endnu ukendt adresse. Ønsker man hornet retur skal der vedlægges frankereret retur-kuvert og kr. 150,- i kontanter til håndtering af returneringen. Men så følger der også en tube lim med til hver opsats..

Hvor meget regeringen vil betale for aldersvurdering af de mange horn, har Rokoko-nyhederne ikke formået at få indsigt i. Det forlyder, at opgaven skal ud i en offentlig licitation, og så er der formentlig flere, som gerne vil byde ind på opgaven.

Vildtforvaltningsrådet er glade

Også i Vildtforvaltningsrådet er man glade for den nye metode.

Vi skal ikke lægge skjul på, at vi er glade for at indsamlingen denne gang bliver obligatorisk, oplyser formanden, og henviser til en netop afsluttet indsamling af kæber fra nedlagte krondyr. En indsamling som kun førte til 192 kæber.

Der er naturligvis en risiko for, at gamle spidsbukke ryger med i købet som årsbukke, men det er til at leve med. Såkaldte enhjørninger – dvs. bukke med kun én stang, løser vi nemt, da jægeren så blot skal indsende halvdelen af stangen.

– Jeg kan kun opfordre til, at de danske jægere – især dem på Facebook – klapper kaje og sender de horn ind som de skal. Jeg kan nemlig forsikre, at et horn i konvolutten er langt at foretrække fremfor et horn i siden,

lyder det fra et rådets formand …

Folketingets tredje og sidste behandling af forslaget er sat til den første 1. april 2019 og går alt efter planen træder forslaget igennem fra den næstkommende jagtsæson.


Netnatur Rokokoredaktion gør opmærksom på, at enhver sammenligning med nulevende og afdøde personer er aldeles utilsigtet. Hertil kommer, at Rokoko redaktionen er uden nogen form for jordforbindelse.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version