Skubkanejagt med storkalibrede haglbøsser er ikke længere tilladt, men i denne artikel fra 1975 har Henning Kørvel en snak med en tidligere udøver af andejagt med muskedonnere
Andejagt med muskedonnere
Tekst og foto: Henning Kørvel (1975)
For 90 år siden blev skubkanejagt med storkalibrede haglbøsser i Vadehavet forbudt. En af dem, der udøvede jagten i 10 år, var Thomas Madsen, Nordby på Fanø, og i 1975 fortalte han Henning Kørvel, at han havde oplevet, at en skubkanejagt gav 160 ænder, men det normale var seks-syv ænder pr. deltager. Han mente ikke, at skubkanejagt truede bestanden og følte sig overbevist om, at der tilbage i 1970-erne ville have været flere ænder ved Fanøs østkyst, hvis jagten med skubkane og fuglekøjerne stadig havde været tilladt.
Veserjagt blev den kaldt, men den kendes også som skubkanejagt og blev udøvet i Vadehavet, indtil den blev forbudt med Jagtloven af 1931 fra jagtsæsonen 1932.
Skubkanen var en kane med en skærm, som jægere på Fanø skubbede foran sig, og jagten fandt sted om natten, når ænderne fouragerede på veseren – de tørlagte flakker. Med skubkanerne foran sig sneg jægerne sig ind på skudhold af andeflokkene og dækkede sig bagved den lille skærm.
En af dem, der udøvede skubkanejagt, var Thomas Madsen, Nordby, Fanø, som medvirkede i artiklen af ego om jagtformen i ”Jagt & Fiskeri” (nr. 6, 1975).
Han blev i 1921 optaget i sjakket af skubkanejægere på Fanø, og var aktiv skubkanejæger, indtil jagtformen blev forbudt sammen med kuglekøjer og flyvenet til fangst af gæs på flakkerne i 1931.
Tilbage i Vadehavet var tøndejagten, der blev forbudt i 1982. Og i dag er forlandsjagt kun tilladt nogle få steder ved Vadehavskysten, og fra 1. oktober er jagt desuden tilladt uden for Rejelinjen. Under denne, hvor jægerne står i vandet med lokkefugle foran sig, jages hovedsagelig edderfugle.
Nemt var det ikke at komme med i sjakket af skubkanejægere på Fanø. Reglen var, at jagten ikke måtte udøves med et mindre kaliber end 4, men det var uhyre vanskeligt at opdrive sådan en muskedonner, fordi de blev opkøbt af aktive skubkanejægere, efterhånden som gamle jægere faldt fra. Og nye haglbøsser af så store kalibre var ikke til at skaffe.
Modvind til flokken
Thomas Madsen var heldig. Af en ivrig Fanøjæger, Ib Pauli Bergs far – lånte han en etløbet haglbøsse, der var større end kaliber 2. Den blev derfor kaldt kaliber nul, uagtet at den ikke kan have haft denne kaliberbetegnelse.
Thomas Madsen var ikke utilbøjelig til at mene, at det måtte have været i beundring over, at han magtede at håndtere muskedonneren, at han blev tilbudt at måtte købe en kaliber 4, og den var i brug, indtil forbuddet mod skubkanejagt kom i 1931, og de storkalibrede haglbøsser blev indsamlet til destruktion af Landsjagtforeningen af 1923.
Skubkanejagt blev altid drevet af et sjak på minimum fire-fem mand, men til tider deltog 10 skubkanejægere, og i sjældne tilfælde samtlige skubkanejægere på Fanø, hvilket vil sige 14.
Udgangspunktet for de natlige jagter var Æ’ Burhus på et engdrag på den østlige side af Fanø – tæt på veseren.
Her mødtes jægerne, som troppede op pr. automatik, når det var vejr til skubkanejagt. Månens størrelse skulle være fra første til sidste kvarter, og det måtte ikke være diset. Der måtte heller ikke være rim, for så kunne jægerne ikke komme på skudhold af ænderne.
”Vindretningen var af lige så afgørende betydning. Jagten kunne kun drives i modvind, og da vi altid startede i nord og gik sydover – mod Albuebugten – skulle vinden enten komme fra øst eller syd. Ved vestenvind kunne det ikke lade sig gøre at drive skubkanejagt, fordi ænderne ville få fært af os på grund af deres fremragende lugtesans”, fortalte Thomas Madsen.
Skubkane, som jægerne på Fanø ved nattetide sneg sig ind på skudhold af navnlig pibeænder med. De styrede kanen med begge hænder på tværpinden.
Spjættede med det ene ben
”Jagten tog sin begyndelse på ”halvtid faldet vand”, hvilket vil sige, når det havde været ebbe i tre af de seks timer, som vandet pulser frem og tilbage mellem Vadehavet og Nordsøen. Kikkert havde vi ikke, så vi kunne se, hvor flokkene stod, og vi vandrede derfor stille af sted på engen for at lytte til lyden fra pibeænder ude på flakkerne”.
”Stod en andeflok på flakkerne nær land, måtte vi kravle af sted på engen med skubkanerne foran os, og passagen ud over engkanten skulle foregå forsigtigt, Var der derimod langt ud til ænderne, skete der ikke noget ved, at vi gik oprejste inde på engen, men så snart vi kom ud på flakkerne, ”gik vi i kanerne”.
”I sjakket havde vi en anfører, og hele tiden skulle vi være på linje. Fremdriften var meget enkel: Med det ene knæ lå man på kanen, styrede med begge hænder på en tværpind og spjættede bagud med det andet ben. Til tider kunne det gå helt stærkt, men jo nærmere vi kom til ænderne, des mere skulle vi tage os i agt for ikke at blive opdaget. Skete det, at ænderne strakte hals, måtte vi ligge stille, indtil de atter var optaget af at fouragere”.
Ib Pauli Berg demonstrerer, hvordan skubkanen blev brugt. Under jagten lå jægeren med det ene knæ i kanen og skubbede den frem ad med det andet ben.
Er I så klar!
”I gunstige tilfælde kunne vi komme ind på 40 alen (25,10 meter) af en andeflok, men det normale var et skudhold på 70 alen (43,93 meter). Når vi var inde på skudhold, gjorde vi holdt, lagde bøsserne op i hakket i skærmen og spændte hanerne. Derpå lød det fra anføreren:
Er I så klar”?
”Lød der ingen mukkeri, sagde han blot: Et, og vi lod skuddene gå. Selv trykkede anføreren på aftrækkeren samtidig med, at han sagde ét, hvorved han vandt lidt tid, men forspringet var dog så beskedent, at det ingen indflydelse fik, fordi det drejede sig om brøkdele af sekunder”.
”Det højeste antal ænder, som jeg kan huske, vi har fået i ét skud, var 160. Hovedparten var – som altid – pibeænder, men det forekom, at der var enkelte krikænder og spidsænder imellem. Tilføjes må det dog, at da vi fik 160 ænder, var vi fuldtallige, hvilket vil sige 14 mand.
Så stort udbytte fik vi dog meget sjældent. Vi anså det for et godt skud, når det gav seks-syv ænder pr. mand”.
Ib Pauli Berg står her med to haglbøsser, der blev brugt til skubkanejagt, til venstre er det det en dobbeltløbet kaliber 4, og til højre haglkanonen, som Thomas Madsen mente, kunne være et ombygget harpungevær fra et hvalfangerskib.
Hvem skal have dette bundt?
”Almindeligvis fik vi kun lejlighed til at skyde én gang på en nat, men enkelte gange kom vi op på to skud, og i sjældne tilfælde tre skud. Sidstnævnte kunne selvsagt kun lade sig gøre, når ænderne var ekstraordinært villige til at holde, og der var nok af dem på flakkerne”.
”Jagten blev gerne indledt cirka 15. september, og den varede til hen i november. I november var det nemt at lokalisere pibeænderne, fordi andrikkerne var begyndt at pibe, men til gengæld var de vanskelige at komme på skudhold af”.
”Når vi havde skudt til en flok, begav vi os hen for at salme op. Dog blev én mand tilbage ved kanerne for at holde vagt”.
”Når vi kom tilbage efter at have samlet ænder op, skulle vi til ham, der havde holdt vagt, fortælle, hvor mange ænder vi havde, og det holdt han så tal på”.
”Fordelingen af udbyttet skete ligeligt, for det må huskes, at udøverne var småkårsfolk, for hvem skubkanejagten var bibeskæftigelse, som skulle så stort afkast til den enkelte deltager som muligt”.
”Når vi kom ind i Æ’ Burhus efter jagten, blev ænderne lagt ud i bundter, svarende til det antal jægere, der havde deltaget i jagten. Fordelingen foregik på den måde, at en mand med en stok pegede på hver af bundterne og spurgte en jagtdeltager, som stod med ryggen til:
Hvem skal have dette bundt, og så fremdeles”.
Dagen efter skudkanejagten blev engene gennemsøgt for anskudte ænder af to mand med ”små haglbøsser” (kaliber 12 og 16) og hunde. De ænder, som de fandt, blev fordelt efter samme princip: Lige mange til de jægere, der havde deltaget i jagten aftenen forinden. Var der ikke så mange ænder, at antallet passede til antallet af jægere, så blev ænderne solgt, og de penge salget indbragte, blev fordelt ligeligt, endda på ører”.
Jæ’ regnede det ’et da, var Thomas Madsens kommentar til at skyde med den store haglkanon. Fordi den vejede 10 kg, tog vægten det meste af rekylen.
Hvidt og blåt kort
Gennem de 10 år, hvor Thomas Madsen drev skubkanejagt, skød han 300-400 ænder pr. år, hovedsagelig pibeænder. De fleste ænder blev solgt, og i 1920-erne fik man 60-65 øre for en pibeand, mens knortegæs, som især blev fanget i flyvenet på flakkerne, ligeledes om natten, indbragte 1,75-2,00 kroner pr. stk.
Megen strandjagt, også uden for Fanø, blev dengang drevet som bibeskæftigelse og var ofte kombineret med fiskeri, men også med mindre landbrug. Som bibeskæftigelse blev jagten af Fanøs jægere også drevet på engene. Jægerne kravlede til ande- og gåseflokke i vandhullerne og affyrede deres storkalibrede haglbøsser imod dem.
Landjagt havde skudkanejægerne derimod ikke adgang til på Fanø, for reglen var, at man ikke både kunne drive skubkanejagt og samtidig være udøver af jagt på land.
For at kunne holde styr på disse regler, udstedte jagtforeningen et blåt kort til dem, der drev skubkanejagt. Kortet gjaldt kun til skubkanejagt på flakkerne øst for Fanø. Til gengæld var reglen også den, at skudkanejagt ikke måtte udøves med mindre kaliber end 4. Det var en effektiv måde at holde antallet af udøvere af skubkanejagt nede.
Til venstre mundingen på kaliber 4-haglbøssen og til højre den storkalibrede haglkanon, som ikke havde nogen kaliberbetegnelse, men desuagtet blev kaldt for kaliber nul.
Opsluger rekylen
Til udøverne af landjagt udstedte jagtforeningen et hvidt kort. Det gav også ret til at udøve jagt på et område af søterritoriet, kaldet ”Vigen” nord for det område, der var forbeholdt for skubkanejægerne.
Jagtinddelingen og reglerne om blåt og hvidt kort var et levn fra den tid, da beboerne på Fanø ved kronafløsningen købte øen fri og kollektivt blev ejere af jagtretten, en ordning, der til dels stadig gælder.
Hvor længe skubkanejagt har været drevet fra Fanø, vides ikke med sikkerhed. Thomas Madsen mener dog, at den i alt fald havde været drevet siden 1850-erne, for på det tidspunkt drev hans bedstefar skubkanejagt. Heller ikke de storkalibrede haglbøsser kender man kilden til, men Thomas Madsen fremsatte i 1975 denne teori:
At nogle af dem kan have været brugt som harpungeværer på store hvalfangerbåde og derefter er blevet bygget om, til haglbøsser.
”Om det ikke krævede sin mand at skyde med de store muskedonnere?
”Jæ regnede det ’et, da, bedyrede Thomas Madsen med et smørret grin, for man skal tage i betragtning, at en så tung haglbøsse som ”nulleren”, jeg lånte af Ib Pauli Bergs far med en vægt af cirka 10 kg, var så tung, at vægten opslugte det meste af rekylen.
Æ’ Burhus på engen på Fanøs østside, hvor skubkanejægerne mødtes før og efter den natlige skubkanejagt på flakkerne.
Får aldrig ro
Næsten samtlige af de storkalibrede haglbøsser var forladere, der blev antændt med fænghætte. Ladningen var meget enkel: Til en kaliber 4 brugte man et tolverhylster krudt og et sekstnerhylster hagl.
De gamle jægere brugte en haglstørrelse, som Thomas Madsen kaldte for tre nuller, mens de yngre jægere gik ned til 0-hagl, og resultatet viste sig med det samme. Det gav flere ænder.
Trods det, at der var tale om skydning ind i andeflokke, og at formålet med jagten var, at den skulle give et klækkeligt udbytte, var Thomas Madsen overbevist om, at bestandene ikke var truede. Tværtimod mente han, at der i 1975 ville have været mere vildt ved Fanøs østkyst, hvis det stadigvæk havde været tilladt at skyde med muskedonnere.
Skubkanejagt blev kun udøvet engang imellem, og kun i en begrænset periode, når det var vejr til jagtformen, og udøverne var få, hvilket vil sige 14 på Fanø. I 1975 blev der konstant drevet jagt på engene og flakkerne, og resultatet var, at fuglene aldrig fik ro, og der fandtes i 1975 heller ikke tilnærmelsesvis det antal fugle i området som tidligere.
At der i 1975 var færre fugle ved kysten, hænger også sammen med, at køjefangst af ænder blev forbudt. De opdrættede ænder, som man i køjerne brugte som lokkeænder, tiltrak vilde artsfæller.
Enkelte jægere fortsatte
Lokkeænderne trak om dagen fra køjerne ud på flakkerne, og med sig når de trak tilbage til køjerne, havde de vilde artsfæller. Sådan var trafikken dag efter dag, men ikke nok med det: De opdrættede lokkeænder trak om foråret sammen med de vilde artsfæller til yngleområderne, og når de vendte tilbage om efteråret, fulgte de vilde ænder med til Fanø – og fuglekøjerne.
Bevist bliver teorien, som bakkes op af mange ældre jægere på Fanø, ikke. En kendsgerning er det dog, at fuglenes antal i de kystnære områder aftog betydeligt efter, at køjerne fangede vilde ænder for sidste gang i 1931.
Baggrunden for forbuddet mod køjefangsten, som skabte megen bitterhed, var, at den gjorde et stort indhug i den hjemlige bestand af gråænder.
Et mere urigtigt grundlag kunne den ikke forbydes på. Der blev nemlig så godt som aldrig fanget gråænder i køjerne. Størsteparten af de fangede ænder var, hvad der også fremgår af fangstprotokollerne, krikænder, og dertil kom lidt pibeænder og spidsænder.
Heller ikke forbuddet mod storbøssejagten gik stille af, men det var ikke alle, der respekterede forbuddet. Nogle fortsatte i endnu nogle år. For Thomas Madsen, der har fortid som formand for Landsjagtforeningen af 1923’s vestjyske kreds, var skubkanejagten dog fordi, da forbuddet kom i 1931.
Som vidnesbyrd for dette skænkede han sin skubkane og kaliber 4 til Jagt- & Skovbrugsmuseet i Hørsholm, og efter museets nedlæggelse kan den i dag ses på Det Grønne Museum som et minde om en tid i dansk strandjagt, der er uigenkaldeligt forbi.
Omme var Thomas Madsens tid som jæger ikke i 1975. Han svang stadig haglbøssen, der dog ikke var en kaliber 4, men en af de lovlige.
”Sidste år skød jeg en hare, og på jagt skal jeg også i år”, sluttede Thomas Madsen, hvis beretning har stor museal værdi, fordi den er den eneste af sin slags om skubkanejagt.
