Fredningsorganisation presser vildtforvaltningen i delstaten, New Mexico, til at ændre de hidtidige regler for tildeling af jagtlicenser til pronghorn antilope.
Af Redaktionen
Den amerikanske delstat, New Mexico, er efter al sandsynlighed den, der byder på den ypperligste trofæjagt på pronghorn antilope i USA. Men det kan ifølge The Hunting Report snart ændre sig. Gennem adskillige år har fredningsorganisationen, New Mexico Wildlife Federation (NMWF), nemlig lagt pres på New Mexico Game and Fish Department for at få ændret reglerne for jagt på den prægtige antilope. Siden foråret 2010 er presset blevet øget. New Mexico Game and Fish Department har for sin part dels evalueret forvaltningsmodellen, A-Plus (Antelope Private Land Use System Program).
Dels har borgere, som emnet angår, haft mulighed for at give besyv med i en offentlighedsfase. Og en beslutning om den forvaltningsmodel, der skal gælde i fremtiden, bliver efter al sandsynlighed truffet i denne måned. Helt enkelt har fredningsorganisationens lobbyisme til formål at reducere antallet af farmeres jagtlicenser på pronghorn antiloper i A-Plus programmet, der er vildtforvaltningens model til bedømmelse af privatejede arealers og private farmeres bidrag til forvaltningen af pronghorn antilope og deres levesteder, samtidig med at der sker en høst af bestanden ved trofæjagt.
Dette er langt fra et frit licenssystem, sådan som det ifølge The Hunting Report er blevet udlagt af fredningsorganisationen. Desuagtet overvejer vildtforvaltningen, at størrelsen af farmenes jorder, beskaffenheden af antilopernes levesteder, størrelsen af antilopeflokkene, forholdet mellem bukke og hundyr og selv graden af ørkenagtig landskab skal være afgørende for den fremtidige tildeling af jagtlicenser.
For at kunne komme i betragtning til licenser bliver farmere i fremtiden således nødt til at give oplysning om størrelsen af de tilskødede jorder og størrelsen af lejede arealer, der enten ejes af det offentlige eller private.
Der lægges endvidere op til, at farmere ved den årlige ansøgning skal vælge imellem enten deciderede farmlicenser eller Unit-Wide/Reassingnable licenser. Sidste år blev 76 procent mod 70 procent i de foregående år af antilopelicenserne i New Mexico givet til farmere med henblik på enten videresalg, eget brug, eller de kunne kaste dem bort.
Op til det fastsatte loft for afskydning udbydes herudover et antal licenser ved offentlig lodtrækning. Men jægere, der får adgang til jagt på pronghorn på denne måde, vil ikke være ringere stillet end andre jægere, idet de har fuld adgang til det relevante areal i hele jagtsæsonen, såvel som de to dage før dens åbning har tilladelse til at udføre rekognoscering for at kunne danne sig et indtryk af stedets antilopebestand og terrænets beskaffenhed i forhold til den forestående jagt.
Fakta om pronghorn antilope
Pronghorn antilope (Antilocapra americana) måler mellem 80 og 100 centimeter over skulderen og vejer 50-70 kg. Medregnet hovedet er dyrets længde 1,00-1,50 meter. Halen er 40-60 centimeter lang. Udbredelsesområdet strækker sig fra det sydlige Saskatchewan og Alberta til alle de store åbne præriearealer i det nordlige, centrale og vestlige USA og mod syd til det centrale Mexico. Pronghorn antilope foretrækker en biotop, der er en blanding af tør halvørken, bush og græsslette, og arten er aktiv såvel om dagen som i tusmørke. Føden udgøres af græs såvel som blade og kviste fra træer og buske. I sommerhalvåret lever antiloperne normalt i familieflokke, men om vinteren færdes de sammen i store flokke, der i bedste fald kan tælle op imod 1.000 individer.
Bestanden anslås til omkring 400.000 og betegnes som stabil. Sjælden er derimod underarten, Antilocapra a. mexicana i Mexico, men ikke i USA. Sjælden er endvidere Antilocapra a. peninsularis i det sydlige Californien og Baja California i Mexico og Antilocapra a. sonoriensis i det sydlige Arizona og det centrale og vestlige Sonora i Mexico. I forhistorisk tid skønnes det, at bestanden af pronghorn antilope talte 30-40 millioner individer. Omkring 1920 var tallet nede på cirka 13.000. Antiloperne blev forfulgt og jaget skånselsløst, fordi de blev betragtet som konkurrenter til græssende kreaturer.
Mange års målrettet indsats ligger bag det nuværende bestandsniveau, som er et enestående eksempel på, hvordan en vildtbestand der har været presset i bund ved for hård jagt, kan genvinde fodfæstet gennem holdningsbearbejdning, regulering af jagten og en anden biotopforvaltning.
