For mange hunde under apporteing af ikke dødkskudt og bortløbet vildt kan have samme effekt som for mange kokke kan i et køkken
Af Michael Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Når det gælder apportering af bortløbet vildt, er det vigtigt kun at sætte én hund på opgaven. Først når denne svigter og ikke kan løse apporteringen, kan man forsøge sig med en ny.
Desværre er der en tendens til, at jægere mener, at to hunde må være bedre end en ud fra devisen om, at en plus en er to. Ikke meget er dog mere forkert. Under eftersøgningen vil hundene stresse og presse hinanden frem i området på bekostning af grundigheden. Og når det gælder eftersøgning af fuglevildt, er det den koncentrerede eftersøgning med lav næseføring, som giver det bedste resultat.
I det hele taget er der en tendens til, at for mange hunde har det ligesom for mange kokke. Kokkene fordærver maden, og hundene jagten. En januardag for mange år siden deltog jeg på en rævejagt, som blev afholdt i et vildtrigt engareal, hvor jeg ofte trænede mine stående hunde.
Dengang startede jeg altid op på forårstræningen ved årsskiftet, og efter et par besøg i området var jeg særdeles godt kendt med bestanden af agerhøns og fasaner. Derfor undrede det mig, at navnlig fasanerne var som sunket i jorden, da den lokale jagtforening slap det store antal hunde. Selv om området tilsyneladende blev løbet tyndt, så vi kun ganske få fugle på vingerne.
Situationen gjorde mig interesseret i problematikken, og i dag er jeg ikke i tvivl om, at én trænet hund finder flere fugle end et hel kobbel, der præges af hunde med et svingende erfaringsniveau.
De mange hunde er i udpræget grad fokuseret på hinanden, og under mere vanskelige færtforhold vil det nedsætte evnen til at finde ganske mærkbart. En vildtfinder kendes i særdeleshed på dens evne til at arbejde 100% målrettet om den ene opgave at finde vildt. Noget der virker bedst, hvis ejeren holder sin fløjte i ro og jagtkammeraterne deres hunde i snor.
Apportering med klare øjne
En jagthund må ikke selv tage livet af de anskudte fugle, den finder. Er fuglen i stand til at løfte hovedet, mens den er fastklemt i hundens mund, er det et godt tegn.
Hunde, der sendes på en anskudt fugl, vil ofte afslutte eftersøgningen med en mere eller mindre voldsom jagt efter fuglen, der naturligvis forsøger at unddrage sig hunden. Under jagten kan det ske, at fuglen kommer til skade og enten river sig på en hjørnetand eller på en gren, såfremt eftersøgningen afsluttes i et bevokset terræn.
Navnlig unge hunde vil mangle den resoluthed, som kendetegner mere drevne apportører. Derfor kan de godt forsøge sig et par gange, inden de endelig finder den rigtige måde at gribe fat om problemet og fuglen på. F.eks. er det ikke sjældent, at den unge hund griber efter fasankokkens lange halefjer, inden den erfarer, at dette kun giver løse fjer i munden. Og selv om det naturligvis er ærgerligt at modtage en haleløs fasanhane, skal man ikke være nervøs.
Er fuglen stadig i live, er det i hvert fald et godt tegn. Da har fuglen næppe været udsat for hårdmundet behandling, og hunden vil før eller siden erfare, hvordan den skal gebærde sig i de forskellige situationer og med de forskellige vildtarter.
Derimod skal man være på vagt, hvis hunden konsekvent afleverer dødt vildt. Hvis de lettere anskudte fugle også er livløse, når de dumper ned i ens hånd, tyder det på, at man har et problem. Desværre er der ikke nogen nem og enkel kur mod hård mund.
Ikke tage levende fugle
Det sker af og til, at en hund nægter at tage en fugl, som endnu ikke er forendt. Evt. fordi den bliver nervøs. Årsagen kan bunde i både arv og miljø. Men uanset forklaringen er det naturligvis helt afgørende, at hunden bringes ud af denne forestilling.
Af og til kan problemet løses ved at lade hunden apportere en apport, som bevæger sig. F.eks. ved at binde et apportemne til en snor, som er fæstnet til en lang stiv pind.
Denne fiskestangsmetode har mange tilhængere. Hunden lærer at apportere et emne, som flytter sig og den lærer, at den skal være hurtig og beslutsom. Af og til ses hunde som mangler beslutsomhed i det afgørende sekund, hvor den er fremme ved den anskudte fugl.
Ofte medfører det, at fuglen undslipper. Det gælder ikke mindst apportering af anskudte ænder, som dykker. Sekunderne efter anskydningerne er vildtet ofte lidt forvirret, og det er dette øjeblik, hunden skal udnytte.
Under træning med apportemner, som bevæger sig, må der ikke anvendes fuglevildt, da dette kan lede til dårlig vildtbehandling. Dummyer omviklet med fuglevinger er en bedre løsning.
