Undet træning udvikler hunden evnen til at apportere vingeskudt fuglevildt, men alligevel er det hundejeren, som bør styre de enkelte apporteringer

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Ofte sker det, at vildtet træffes med et eller flere hagl i de vitale dele uden at falde mod jorden. For den urutinerede kan det faktisk være vanskeligt at se det lille sæt, det giver i det flygtende vildt, når det træffes af et eller flere hagl.

Inden man ærgrer sig over sin åbenlyse forbier og kyler de afskudte patronhylstre i tasken, er det dog en god regel at holde øje med det vildt, der er skudt til. Fuglevildt, der alligevel er ramt, når ikke langt, før det søger mod jorden.

Glider fuglen på stive vinger, er det et ret sikkert tegn på, at den er forendt. Inden den kolliderer med jorden, vil den i reglen kollapse og falde hovedkulds, som om skuddet pludselig indhentede den. Den slags fugle kan samles op det sted, hvor de falder.

Derimod skal man være mere varsom, når fuglene bremser farten med vingerne og sætter sig, som den normalt gør.

Først når man med bøssen i anslag er helt fremme i det område, hvor fuglen faldt, slippes hunden.

Måske er fuglen allerede forendt, og da er alt godt. Men af og til er den påskudte fugl i stand til at lette efter at have sundet sig over det første chok. Og sker det, er det naturligvis vigtigt, at man forsøger at hente den med et skud eller to.

Også i de tilfælde, hvor den anskudte fugl letter på kanten af det forsvarlige skud, bør man forsøge at hive den mod jorden. Måske vil blot et enkelt hagl eller to være det udslagsgivende, der sender den sårede fugl tilbage mod jorden.

Slutteligt bør det nævnes, at også vildt, der ikke forender i en sky af fjer og afskudte hår, er at regne som anskydninger. I hvert fald set fra hundens synspunkt.

I mange tilfælde er der blot tale om nerver, som ikke rigtig vil forlade vildtkroppen. Navnlig i de tilfælde, hvor vildtet er ramt i hovedet uden at være truffet i kroppen, kan de baske rundt på jorden og gøre den urutinerede apporterende hund forvirret.

Alt i alt skal man altså være klar over, at begrebet anskydninger er ret bredt. På sigt må man håbe, at mere nuancerede begreber grundfæstes i jagthundekulturen. Det vil i alle tilfælde gøre kommunikationen enklere.

Løbere

Briterne kalder ofte vingeskudte fasaner og agerhøns for runners. I Danmark har vi endnu ikke fundet er ord, der helt dækker begrebet for påskudt fuglevildt, som løber fra anskudsstedet.

Vingeskudte fugle er nok det mest dækkende udtryk, selv om runners også indbefatter alle andre former for anskydninger, hvor fuglen løber fra det sted, hvor den faldt. I langt de fleste tilfælde er det dog hagl i vingerne, der sender fuglen mod jorden, og da selv beskadigelse af de yderste svingfjer kan bremse fuglens flugt, kan eftersøgningen af fuglen blive meget vanskelig.

Beskadigelse af vingens yderste fjer efterlader nemlig intet eller kun ganske lidt blod, som hunden under eftersøgningen kan støtte sig til.

Alligevel vil den rutinerede hund ofte med forbavsende sikkerhed kunne følge den fært, som den påskudte fugl efterlader. Givetvis vil den skadede fugl udsende duftsignaler, som afslører den, og gør det muligt for hunden at holde sig på sporet.

Under en af sæsonens sidste jagter var vi tre, der var på fasanjagt med stående hund. Et let lag sne havde klædt den store brakmark i hvidt, og hunden nærmest sprang fra stand til stand.

På et tidspunkt skød jeg til en fasan, som jeg uheldigvis ramte meget tyndt. Fuglen fortsatte og satte sig langt fremme i terrænet.

Jeg bemærkede mig stedet og satte atter hunden i søg efter nye fugle. Den påskudte fugl burde være nem at finde, og vi ville nå op til den i løbet af få minutter.

Under vores offensiv frem mod vinden havde hunden endnu en velafviklet situation med stand, rejsning og apportering. Det var virkelig en god dag, hvor fuglene holdt godt, og det meste bare klappede.

Efter afleveringen fortsatte hunden sit bredsøg og nærmede sig nu den påskudte fugl. Som forventet havde den påskudte kok ikke flyttet sig nævneværdigt, og da hunden fik vind af den, strammede den sig an og markerede, at den havde fundet fugl endnu en gang. Men standen blev kortvarig.

I stedet for at blive stående indtil vi var på skudhold, gled den frem og snuppede den spillevende fasan, inden den nåede at flytte sig.

En grundig eftersøgning i sneen afslørede ikke blod, og heller ikke fjerdragten viste synlige tegn på beskadigelse. At hunden har opfanget færten af blod kan ikke udelukkes. Mere sandsynligt er det dog, at den har mærket, at fuglen var skadet, og at den derfor i bogstaveligste forstand stod over for en helt anden situation. Den tøvede ikke med at løse opgaven på samme måde, som den plejede, når den mærkede en anskudt fugl gemmer sig i vegetationen.

Scweisshundeførere, som har eftersøgt vildt i sne, kan berette om lignende oplevelser under eftersøgning af påskudt eller påkørt hjortevildt.

Selv når det sårede dyr i en ruddel kronvildt ikke længere afsætter synlige blodpartikler i sneen, er hunden i stand til at holde sig koncentreret om færten.

Deler dyrene sig under eftersøgningen i en eller flere mindre rudler, holder hunden sig til det påskudte dyr. Dyrets angstfært, sammenholdt med at ikke alle dyr må formodes at lugte ens, må være forklaringen.

Mennesker kender primært hinanden på udseendet. Hunde skal i reglen først snuse til hinanden, før den fremmede hunds sande identitet er afsløret. At alle dyr og for den sag skyld også mennesker er udstyret med et færtaftryk, som er lige så unik som vores fingeraftryk, er en nærliggende teori.

Hundens fantastiske lugtesans må man aldrig glemme, når hunden er så erfaren, at den er klar til sin første eftersøgning af bortløbet vildt.

Er træningen gået planmæssigt, har man nemlig afholdt hunden fra at følge op på vildt, der er forsvundet fra anskudsstedet. Vigtigt er det, at hunden tidligere har apporteret anskudt vildt, som ikke var i stand til at flytte sig fra det sted, hvor det faldt. At sende hunden efter en bortløbet fugl uden at vide, hvordan den vil tackle situationen, når den er ved vejs ende, er naturligvis uhensigtsmæssigt.

Ikke alene risikerer man, at hunden vender tilbage uden fugl, hvilket for enhver pris må undgås af hensyn til hundens uddannelse. Man risikerer også, at den anskudte fugl kommer så langt væk, at den bliver umulig at finde for en ny og mere erfaren hund.

LÆS netnatur.dk/HUND

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version