Under jagt i mere krævende krævende terræn bør man sikre sig, at man også har en apporterende hund til opgaven og evt. tage hensyn til hundens begrænsninger
Af Michael Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Både juridisk og moralsk skal jagt på småvildt assisteres af en egnet apportør. Spørgsmålet, der ofte diskuteres i jægerkredse, er dog, hvad der mere præcist forstås ved en egnet apportør. Flere har gennem tiden givet kvalificerede bud. Men nogen endegyldig definition er endnu ikke rodfæstet i jagtkulturen.
Nogle mener, at en hund, som har bestået en apporteringsprøve, er at betegne som egnet, mens andre mener, der skal mere til.
Apporteringsprøverne, der afslutter landets mange dressurkurser, viser først og fremmest noget om hundens dressurniveau. Hvordan hunden reagerer over for anskudt vildt og apportering i krævende terræn, siger prøverne i sagens natur ikke noget om.
Apportørens kvalitetsniveau vil først afsløres under jagt, hvor både dressurniveau og de medfødte kvaliteter eller mangel på samme kommer frem i dagens lys.
Det er således altid den enkelte jæger og hundeførers ansvar at tilpasse jagten efter hans hunds formåen.
Har man en hund, hvis evner rækker til at svømme ud efter en and, som falder på åbent vand, bør man naturligvis tilrettelægge jagten efter denne begrænsning.
Andejagt i områder, hvor der er risiko for, at apporteringsopgaverne bliver mere krævende, bør derfor undgås. Ligeledes må man undgå at skyde til ræv, såfremt der under jagten ikke deltager en hund, som har vilje og mod til at færdiggøre arbejdet, såfremt den påskudte ræv flygter fra anskudsstedet.
Ideelt set er det dog hundetrænerens ansvar at ruste hunden mod stort set alle de apporteringsopgaver, som de kan komme ud for på jagt. Selv om hunden kun henter fasaner på klap- og drivjager, er det ærgerligt, at den nægter at apportere en sneppe den dag, en sådan måtte falde i såten.
Tag vandvejen hjem
Under apportering på modsatte side af en sø vil hunden ofte være tilbøjelig til at tage landvejen hjem til sin fører. I mange tilfælde kan det være en fornuftig beslutning. Hunden sparer måske tid og energi, da den ikke skal opholde sig i det kolde vand længere end højst nødvendigt. Alligevel må man lære hunden, at den skal søge hjem ad samme vej, som den søgte ud. Den skal blive i vandet eller ved apportering på brinken atter gå i vandet og svømme tilbage med fuglen.
I mange tilfælde er landvejen nemlig slet ikke så farbar, som hunden forestiller sig. Ruten rundt om søen kan være sumpet og tæt bevokset med pil og rørskov, hvilket medfører, at returneringen bliver uhensigtsmæssigt tidskrævende.
Ikke sjældent anvendes engdragene omkring søer til afgræsning. Og en våd hund, der løber ind i et strømførende hegn, vil ofte smide anden og efterfølgende nægte at opsamle fuglen, der pludselig kan forbindes med smerte. Er fuglen anskudt, mistes den måske, ligesom oplevelsen med strøm kan efterlade uheldige associationer i hundens erindringskæde.
Der er derfor mange gode grunde til at lære hunden, at den skal tage den direkte vej hjem i samme øjeblik, den lukker munden om vildtet.
Apporterende racer
Nogle hunde fødes med en utrættelig lyst til at apportere. Det gælder i særdeleshed retrieverracerne. Andre har en mere behersket lyst fra naturens side, mens enkelte linjer og racer kendetegnes ved helt at mangle lyst til at bringe emner tilbage til føreren. Men uanset graden af medfødt lyst er det helt afgørende, at hunden med tiden kommer til at elske at apportere. Det gælder både under træningen og i særdeleshed under jagt.
En stor del af den mere avancerede apportdressur kan kun gennemføres med succes, såfremt hundens apporteringslyst er brændende. Ligeledes vil mange af de opgaver, som hunden bliver sendt på som færdigtrænet jagthund, kræve, at hunden virkelig er tændt på opgaven. Apporteringslysten er hundens motor, og jo mere lyst den har, jo bedre er den, når der under jagt virkelig skal arbejdes offroad. Derfor må træneren finde frem til de virkemidler, der virker for at få hunden op i det terrængående gear
Watertail
Efter vandarbejdet kan der opstå voldsomme smerter i hundens hale. Det kan virke som om halen er brækket. Det skyldes, at hunden anvender halen som en slags ror, når den svømmer, hvilket belaster muskulaturen mange gange mere, end når den i det daglige logrer med halen.
I reglen fortager smerten sig efter et par dage, men i perioden kan man vælge i samråd med dyrlægen at give hunden smertestillende medicin. Det kan gøre den meget ubehagelige periode lidt mere tålelig. Efterhånden som hundens muskulatur optrænes, bliver fænomenet watertail eller vandhale mere og mere sjældent.
