Før eller siden kommer den dag, hvor man må tage afsked med sin hund og herefter melder spørgsmålet sig: Hvad stiller man op med den døde hund?

Begravelse af hunde

Af Redaktionen, okt 2019

Der er dem, der hævder, at sorgen ved at skille sig af med en hund ikke opvejer glæden ved at leve sammen med den. 

Det er måske at sætte det hele lidt på spidsen, men før eller siden kommer den dag, hvor man må tage afsked og efter den svære beslutning melder spørgsmålet sig: Hvad gør man med den døde hund? 

Skal man begrave den i egen have? Eller bør man overlade det dyrlægen, som evt. har aflivet hunden, at skille sig af med den? 

Beslutningen hører nok til de mindre i den periode, hvor man overvejer om tiden er moden til at tage afsked. Ikke desto mindre er det en god ide at sætte sig ind i de muligheder, der for at skille sig af med den døde hund inden hunden aflives.

I den forbindelse har Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen i fællesskab udarbejdet et Notat om håndtering af døde selskabsdyr, som bringes herunder. 

Her kan danne sig et overblik over mulighederne og de regler, der gælder om f.eks. begravelse i egen have. 

Selskabsdyr er f.eks. hunde, katte, gnavere, krybdyr, stuefugle og andre dyr, som ikke indgår i landbrugsdrift. (Heste, hængebugsvin og andre lignende dyr er ikke omfattet af denne vejledende udtalelse, fordi de også kan indgå i landbrugsdrift)

De fleste hunde aflives, men enkelte sover ind eller omkommer i ulykker. Uanset skal man på en eller anden måde skille sig af med den døde hund og i den forbindelse er der råd at hente hos de danske myndigheder.

Der er følgende muligheder for at skille sig af med hunden, herunder omtalt som selskabsdyr, da myndighederne i notatet skelner mellem selskabsdyr og produktionsdyr:

1. Dyrlægen kan tage sig af det døde selskabsdyr.

2. Sjældne eller enkeltstående begravelser af selskabsdyr kan som udgangspunkt ske på din egen ejendom. Nedgravning af selskabsdyr bør ske i en dybde, der sikrer mod, at kødædende dyr kan opgrave det døde selskabsdyr. Er der imidlertid tale om større selskabsdyr, som ønskes begravet i nærheden af en drikkevandsindvinding, skal du søge din kommune om tilladelse.

3. Selskabsdyr kan begraves på en dyregravplads, som er godkendt af miljø- og veterinærmyndighederne.

4. Det døde selskabsdyr kan brændes på et dyrekrematorium. Asken herfra kan ligeledes begraves i egen have eller på en dyregravplads som nævnt i ovenstående punkter. Dyrekrematorier skal være godkendt af miljø- og veterinærmyndighederne.

5. Det døde selskabsdyr kan også bortskaffes som affald, hvilket normalt vil betyde, at det vil blive forbrændt på et affaldsforbrændingsanlæg.  Små døde selskabsdyr som fx. hamster eller undulat., der ikke er større end, at de kan være i en almindelig køkkenaffaldspose, kan lægges en pose, der lukkes tæt og derefter smides i dagrenovationen.

I kommuner med kildesorteret dagrenovation skal det døde dyr lægges i den del af affaldet som går til forbrænding.

Kommunerne kan dog i deres affaldsregulativer bestemme, at små døde selskabsdyr ikke må komme i dagrenovationen, men skal sendes separat til forbrænding. Du bør derfor altid undersøge, om din kommune har fastsat regler for håndteringen af små døde selskabsdyr.

Det gør du ved at spørge kommunens affaldsafdeling, eller checke kommunens hjemmeside.

Større døde selskabsdyr, som katte og hunde

Hvis bortskaffelse af større døde selskabsdyr ikke er omfattet af en ordning beskrevet i kommunens regulativ, skal du ringe og spørge kommunens affaldsafdeling.

Kommunen har anvisningspligt – dvs. den skal oplyse dig om et forbrændingsanlæg. Til gengæld skal du følge kommunens anvisning.

Du skal selv sørge for og betale for transporten til det anviste forbrændingsanlæg.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version