Bennetsen-modellen

Sprossefredning fra bunden vil føre til genetisk svagere kronvildt, hævder vildtbiolog Egon Bennetsen, som her forklarer Bennetsen-modellen og hvorfor mange af de gængse forestillinger bør vendes på hovedet

Tekst og foto: Egon Bennetsen

FORVALTNINGSMODEL FOR KRONVILDT (BENNETSEN-MODELLEN)

1.) Regionalt valgt jagttid på hjorte, maksimalt 3 mdr. i tidsrummet 1/11 – 31/1. Jagttidens længde vælges, så det giver de tilstræbte 10% voksne hjorte i bestanden

2.) En eventuel jagttid på 3½ mdr. 16/10 – 31/1 på op til 6-, 8-, eller 10-endere, alt efter hvad der er nødvendigt for at holde bestanden under kontrol. Dette sikrer, at reguleringsafskydningen foretages blandt de yngste og de ringeste af hjortene

3.) Jagttid på hinder, kalve og spidshjorte: 1/10 – 31/1.

En ubureaukratisk, effektiv og fleksibel forvaltningsmodel, kombineret med store naturoplevelser for alle i brunsten

(I det følgende ses bort fra 1 årige hjorte (Spidshjorte))

Sprossefredning

I forbindelse med de senere års kronvildtforvaltning er der taget forskellige virkemidler i brug for at nå det forjættende mål om en bedre aldersfordeling blandt hjortene. Enten lovmæssigt stadfæstet eller som frivillige henstillinger.

Jeg har til min forbløffelse konstateret, at den mest anvendte metode har været sprossefredning i form af fredning af 8-9-10-endere. (8/10 endere).

En sådan sprossefredning ”fra neden” forhindrer, at man når en målsætning om 5 % hjorte (incl. spidshjorte) der er 8 år og ældre ligesom 8/10-ender fredningen på sigt har ødelæggende virkning på kvaliteten af kronvildtbestanden.

At sprossefredningen er iværksat af kronvildtentusiaster, medlemmer af lokale hjortevildtgrupper og ikke mindst Naturstyrelsen, tyder på at det står sørgeligt til med vidensniveauet. F.eks. opererer Vorbasse-modellen (Se: Kronhjorte. dk) med frivillig fredning af 8/10 endere i store dele af forvaltningsområdet. Man kalder dem her for mellemhjorte.

Den direkte anledning til denne artikel, er en udtalelse på Facebook, hvor en jæger fra Djursland hævdede, at en 2 årig 10-ender burde skånes, og at han kun skød 12–endere og opefter.

Det vender jeg tilbage til.

Gennemgang af fig. 1

Der kan knyttes en lang række forbehold til de følgende betragtninger, herunder nøjagtigheden af aldersbestemmelsen i fig. 1.

Den virker nu meget tilforladelig i mine øjne, og frem for at bruge et konstrueret eksempel er den intet mindre end fremragende til at understrege min pointe. Data er fra to forskellige områder og for andre områder, f.eks. Nordenfjords, kan de variere, men det biologiske grundlag har almen gyldighed.

Fig.1

Bæredygtig krondyrforvaltning. Sunde og Haugaard. DCE. R. 106. 2014 (KLIK på figur for stor visning)

På X-aksen vises alderen og Y-aksen viser antal sprosser. De blå linjer er lagt ind af mig, og viser fra neden grænserne for 6-endere, 8-endere og 10-endere.

Det fremgår tydeligt af figuren, at sprossetal siger meget lidt om alderen.

I Oksbøl, hvor adgangen til markafgrøder er ringere end på Djursland og hvor fodringsintensiteten formentlig også er mindre, ses en tydeligere sammenhæng mellem alder og sprossetal end på Djursland, hvor hjortene i en tidligere alder når det maksimale sprossetal.

Da sprossetal er den eneste objektive metode til at kategorisere hjorte i felten, og for ikke at lade undtagelserne skygge for det generelle, antager vi, at jo højere sprossetal for en given alder desto bedre kvalitet (anlæg).

Det noteres endvidere, at ca. halvdelen af hjortene i begge figurer er op til og med 10 – endere og halvdelen er mere end 10-endere.

Interessant er det endvidere at notere, at på Djursland er der lige så mange 3-årige hjorte, der er 11-16-endere, som der er hjorte, der er 6-10-endere.

Endvidere bemærkes, at der begge steder er ganske mange 4+ hjorte, der aldrig bliver mere end 8/10-endere.

Eksempler:

Som eksempler på de mest gængse sprossefredningsmodeller, har jeg valgt.

a) Midtjylland og Nordvendsyssel hvor alle hjorte med under 5 sprosser på den ene stang er fredet. Ser vi på figuren svarer det (stort set) til, at alle hjorte under 8-ender linjen er fredet. Samme model bruger Naturstyrelsen ved kvoter

b) Vorbasse-modellen, hvor hjortene imellem øverste og nederste linje er fredet

Man freder altså op mod halvdelen af hjortene, og i alle aldersklasser den dårligste halvdel.

(Dog må man skyde op til og med 6-endere i model b)

Med andre ord: Man freder de dårlige og skyder de gode. I alle aldersklasser!

For at gøre det mere forståeligt har jeg valgt eksempler ud, som er vist i nedenstående tabel med de to modeller (Se fotos i bilag nederst i denne artikel)

Tabel:

Foto nr.	1	2	3	4	5	6	7
Alder ca. år	2	3	5	5-6	6-8	7 -9	9-11
Sprosser	6	12(ulige)	14	8	10(issesp.)	10(krone)	16
Bør skydes	Ja	Nej	Nej	Ja	Ja	Ja	Ja
Må skydes. Model a	Nej	Ja	Ja	Nej	Ja	Ja	Ja
Må skydes. Model b	Ja	Ja	Ja	Nej	Nej	Nej	Ja

Se igen på figur 1.

For at vende tilbage til jægeren fra Djursland, der brystede sig af ikke at skyde 2 årige 8/10-endere, men kun 12-endere eller mere.

Det betyder f.eks. at han freder den 2-årige 10-ender, men gerne skyder den jævnaldrende 12-ender ved siden af.

Eller at han freder den 2-årige 10-ender, og derefter skyder den året efter som 3-årig 14/16 ender!

Såvel jægeren fra Djursland, som jægerne ved Vorbasse vil altså skyde hjortene på foto 2 og 3. Hjorten på foto 3 er en lovende mellemaldrende hjort, men vil formentlig mange steder på Djursland være en tophjort.

At disse jægere ikke synes, at den kraftige 8-ender på foto 4 skal skydes, er mig en gåde. Den bliver aldrig til mere.

Jeg beundrer til gengæld deres principfasthed, når de ved mødet med de to flotte 10-endere på foto 5 og 6 nøjes med at lette på hatten, og ønsker dem god tur over til naboen. Jeg håber bare, naboen er den pragmatiske type, der skynder sig at nedlægge en af dem. Jeg anser krone 10-enderen på foto 6 for at være en kapital hjort.

I model a slår man syv kors for sig, og vender skyndsomt blikket i en anden retning, hvis man møder 6-enderen på foto 1 eller den store 8-ender på foto. 4. Man skyder frejdigt de andre, herunder hjortene på foto 2 og 3.

Alle er vistnok enige om, at de godt vil skyde 16-enderen på foto 7.

Det vil jeg også. Det må være en af Jyllands største frilandshjorte, i hvert fald uden for områder, der er helt eller delvist hegnede eller hvor der fodres.

Vær venlig at se på den figur til den sidder fast på nethinden eller endnu bedre, lav en plakat og hæng den op i jagthytten.

Den er helt essentiel for at forstå problemet med 8/10-ender sprossefredning.

I Vorbasse-hjortelaug kalder man konsekvent 8/10-endere for mellemhjorte?

Går det på alderen, er det helt forkert. Mellemaldrende hjorte er hjorte i alderen ca. 5-8 år!

Det eneste mellem ved Vorbasse hjortene er placeringen mellem øverste og nederste linje på fig. 1.

Diskussion:

En sådan konsekvent fredning af de dårligste hjorte i alle aldersklasser, vil på sigt få genetiske konsekvenser, i hvert fald med hensyn til gevirstørrelse og vægt. Dels selvfølgelig den glidende forringelse i, at det i en given aldersklasse hele tiden er de dårligste, der fredes, dels i større spring ved at hjorte som 8-enderen på fig. 4 i områder med få 4+ hjorte kan dominere brunstpladser i årevis og hermed effektivt sprede deres gener. Og netop gevirform, herunder sprossetal, er stærkt arveligt.

I min model vendes bøtten om:

Man giver en generel kort jagttid på op til 3 mdr. i tidsrummet 1/11 – 31/1.

Alene afkortningen fra 5 til 3 måneders jagttid, vil give en væsentlig reduktion i afskydningen af navnlig yngre hjorte.

Den helt store gevinst kommer imidlertid ved at flytte jagten ud af brunsten. Herved sikres det, at det især er 4+ hjorte, der skånes, og det er helt afgørende, hvis målet om en væsentlig andel af voksne hjorte skal opfyldes.

Man vil altså få to håndtag at skrue på, nemlig en generel jagttid af så kort varighed, at den sikrer opfyldelsen af det overordnede mål om tilstrækkelig stor procentdel af voksne hjorte, samt en udvidet jagttid (16/10 -31/1) fleksibelt baseret på sprossetal fra bunden, hvis det skønnes nødvendigt for at holde bestanden på et bestemt niveau.

Jo kortere den generelle jagttid, desto højere sprossetal fra neden.

Eksempelvis kunne det for Djursland være 2 mdr. jagt 1/12 -31/1 for jagt på hjorte med mindst 6 sprosser på den ene stang. (I praksis ulige 12 -ender)

Og jagt på alle hjorte med mindre end 6 sprosser på en stang i tiden 16/10 – 31/1.

I Tabel 5 og Graf 5 er vist et eksempel herpå. Der er valgt en så kort jagttid, at afskydningen begrænses til 25 % i hver årgang. Her kommer så en udvidet jagttid fra bunden baseret på sprossetal. Det er for overskuelighedens skyld gjort ved at øge afskydningen af 2- og 3 års hjorte til 40 %.

Resultatet er en forårsbestand på 297 hjorte med 36 hjorte, der er 8 år og ældre. De udgør altså 13,1 % af den samlede hjortebestand eksklusiv spidshjorte.

Jagttid på hinder, kalve og spidshjorte bør være 1/10 – 31/1 og jægerne bør oplyses om, at kalve så vidt muligt altid skal skydes før hinden.

Modellen flytter hjortejagten ud af brunsten, og fjerner dermed incitamentet for skovejerne til at opbygge store bestande af hinder for at tiltrække områdets største hjorte.

Problemet med for mange hinder kan kun løses i skovene.

Bemærk:

Ved konstant bestand, skal summen af de vandrette søjler være uændret.

Øger man længden af søjlerne fra 4+, er man nødt til at reducere dem for søjlerne 2 og 3.

Ganske som modellen tager højde for. (KLIK på tabel og figur for stor visning)

KONKLUSION:

1) Jeg finder, at mit fremlagte forslag til forvaltningsmodel vil være en smidig og særdeles effektiv måde, at nå den nationale målsætning om flere voksne hjorte.

2) Man undgår bureaukratiske arealbegrænsninger/kvoteordninger.

3) Man tager højde for variationer i de forskellige landsdele (Store statsskove/små privatskove/godser).

4) Man kommer ud over det etiske problem, at mange brunsthjorte vil blive kasseret som menneskeføde.

5) Man sikrer den naturinteresserede jæger/ikke jæger nogle fantastiske oplevelser i kronvildtbrunsten.

6) Ved at regulere forvaltningen alene på jagttid – i modsætning til arealkvoter – sikrer man proportionalitet i afskydningen.

Kronvildt er klumpet fordelt. De ejendomme, der har den største bestand, har stadig de største muligheder for at skyde hjorte.

Foto 1