Safari Club International fik på sit konvent i Reno, Nevada, i sidste måned mega millionbeløb, der vidner om bred medlemsopbakning til organisationens offensive agens såvel inden for USA’s grænser som internationalt.

Af Redaktionen

Safari Club International (SCI), der adskillige gange har vist sig at være verdens stærkeste jagtorganisation, som ikke lader sig dirigere af snæversynede interesser og letkøbt populisme, fik ved sit konvent i Reno, Nevada, 26.-29. januar, endnu engang bekræftet opbakningen til sit stærke brand, First For Hunters. Konventet, der var det 39. i rækken, blev besøgt af over 18.000 købestærke medlemmer af organisationen.

Og de donerede tilsammen over 12 millioner USD til SCI’s beskyttelse af menneskets muligheder for at udøve jagt og til vildtbevarende projekter, herunder uddannelse i vildtforvaltning.

Over 1.100 udstillere i alle kategorier, relevant i forhold til trofæjagt og trofæjægere, bredte sig over mere end 650.000 kvadratfod i Reno-Sparks Convention Center og satte en tyk streg under superlativen, det ultimative jægermarked, der blev garneret med workshops, underholdning og foredrag. Der var således fuldt hus til talen af hovedtaleren Sarah Palin, eks-guvernør i Alaska, der er USA’s modstykke til Pia Kjærsgaard, formand for Dansk Folkeparti.

Også udstillerne var gavmilde og havde skænket kostbare jagtvåben og andet jagtudstyr, der blev solgt på auktioner til fordel for SCI’s indsats for jagt og jægere såvel inden for USA’s grænser som i internationale fora, fx CIC, det internationale jagtråd, som i dag har hovedsæde i Ungarn og museum og konferencecenter i Slovakiet.

Herudover rejste SCI’s politiske aktionskomité, SCI-PAC, tæt ved 200.000 USD til varetagelse af jægernes interesser føderalt set. Og endelig blev der ved en speciel auktion lørdag 29. januar rejst  150.000 USD til SCI Foundation’s Humanitarian Services Programs til fordel for handicappede jægere.

Endelig blev der traditionen tro uddelt en række påskønnelser – award’s – og i rækken af modtagere var en enkelt europæer, spanieren Nicholas Franco (nevø til Francisco Franco, general og statsleder i Spanien indtil 1975), der modtog The World Hunting Award Ring. Nicholas Franco har tidligere været præsident for CIC. Safari Club International har over 50.000 medlemmer.

Foruden i samtlige 50 amerikanske stater er organisationen repræsenteret i 18 lande, og den modtager støtte af en række internationale sponsorer: Boyt Harness Company, Browning, Cabela’s, Carl Zeiss Sport Optics, Fauna & Flora International, GSM Outdoors, Global Rescue, GunBroker.com, Hornady, Midway USA, Swarovski Optik og Trijiconfor, der medvirkede til, at konventet 2011 blev en succes. Konventet 2012 er allerede i støbeskeen, og det vil 1.-4. februar finde sted på Mandalay Bay Hotel i Las Vegas, Nevada.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version