Tredje gang var lykkens gang for Henning Kørvel som under brunstjagt i Nordspanien nedlagde en 12-ender kronhjort få sekunder før tredje gang udviklede sig til fjerde gang og endnu en hjortejagt i Spanien
Efter at de to første chancer til kronhjort var glippet, lykkedes det ved tredje forsøg i brunsten i september for Henning Kørvel at nedlægge en 12-ender kronhjort i Nordspanien få sekunder, før den angiveligt ville være forsvundet ind i tæt bjergskov. Hjorten – en bronzemedalje – var ukendt af stedets skytter, fordi den formodedes at have levet i bjergskoven, og kun hørtes i brunsten, men sjældent sås, hvilket gør jagtheldet ekstra spektakulært.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Kun et enkelt fjernt brunstbrøl går ind på trommehinderne, da Alfonso, Rafael og ego ved cirka 18.30-tiden står ud af firtrækkeren i de cantabriske bjerge nær byen Bonar (udtales Bonjar) i regionen, León, i Nordspanien for at tage hul på min første outhing efter brunsthjort.
Dato: 18. september 2017. Fordi barometret viser godt 20 plusgrader, så behøver jeg ikke at spørge ind til, hvorfor der tilsyneladende ikke er fuld skrue på brunsten i min gode ven, Juans jagtrevir på 18.000 hektar. Det ved jeg nemlig af erfaring, skyldes det varme vejr.
Stod det til Alfonso – den ene af Juans to skytter – så skulle temperaturen da også sænkes straks, og himlens sluser åbnes, for det ville sætte turbo på brunstaktiviteten. Men det gule græs, og at vandstanden i søen, skabt ved opstemning i Francotiden (1939-1975) er faldet drastisk, taler sit tydelige sprog om, at her hidtil ikke er faldet ret mange dråber regn i den sidste tid, endsige i de første ni måneder af 2017. Stik imod sædvane har regionen i 2017 også haft enkelte skovbrande, som i tørre somre ellers ikke står på agendaen i León i samme grad som i landets sydlige del og på øerne i Middelhavet.
Alfonso fører os nu ned gennem en dal, hvor der i skærende kontrast til det tørre landskab findes en rislende bæk med klart vand, der er lige til at drikke. Vi passerer hen over den for at fortsætte op af bjergskråningen, og nået op på toppen, byder Alfonso Rafael og jeg at blive tilbage, mens han lister frem for at se efter en kronhjort, som har territorium her. Forinden tjekker han vindretningen med talkum fra en lille gummibeholder, som han har i en snor i lommen. Smart, smart.
Snart vinker han os frem. I sammenbøjet stilling sniger vi os frem til ham og ser på et plateau et par hundrede meter nede en siddende hjort, som desværre spotter os og straks rejser sig op for at forlade stedet.
Spanske kronhjorte har en mere feminin statur end kontinentale kronhjorte, fordi de er mindre, pelsen kortere, og de helt mangler langhåret manke forrest på halsen.
Som at se gennem et glas mælk
Rafael og jeg indser slukørede, at fejlen er vores, men også lidt Alfonsos. Han sad selv på hug, da han vinkede os frem, men set i bakspejlet burde han have gjort tegn til, at vi skulle krybe, fordi hjorten – en god 14-ender med lange sprosser – så efter al sandsynlighed ikke ville have set os.
Vi stiger nu ned fra bjerget og kører til en anden bjergformation, hvor han ligeledes har kendskab til en stor hjort. Strabadserende er opstigningen af den stejle bjergside, men da vi med sved på kroppen omsider når op på toppen, hører vi en hjort brøle i vestlig retning.
Den er 18-ender og godt 200 meter ude. Selv om modlyset fra den nedgående sol reducerer udsynet, så er den dog nogen lunde til at se med håndkikkert, hvorimod jeg ikke kan se den i sigtekikkerten, for det opleves som at se igennem et glas mælk.
Til frustration for også Alfonso og Rafael giver jeg efter flere forgæves forsøg på at få hold på hjorten i sigtekikkerten derfor op og fastslår, at jeg først vil kunne afgive skud, når solen er forsvundet bag bjergkammene, og modlyseffekten er borte. Det har hjorten dog ikke i sinde at vente på og siver bort i vestlig retning for snart at blive opslugt af den tætte bjergskov.
– Pokkers også, for den er en rigtig god hjort, beklager jeg.
Alfolso og Rafael nikker forstående.
Klokken nærmer sig 21.00, da vi indleder nedstigningen, men nem er den ikke i halvmørke på en stejl bjergside, oversået med afbrækkede grene, kvas og flere steder løse sten. Det tager derfor sin tid at nå ned på mere sikker grund.
Et spottingscoop er helt uundværligt til bestemmelse af hjortens gevir, der er afgørende for, om den er afskudsbar eller ikke. Her ”nærlæser” Alfonso en hjort
Tilbage i Bonar møder vi Juan for at spise til middag sammen. Med solen i ryggen havde han og Pablo siddet på en bjergkam cirka 400 meter borte, hvorfra de kunne se 18-enderen fra en mere gunstig vinkel end min, Alfonsos og Rafaels. De var begge derfor klar over, at jeg ikke havde kunnet afgive skud i stik vestlig retning på grund af modlys.
– Men det er ikke noget problem, at du ikke har fået skudt hjort i aften, for du jo har fem dage at tage af, og du skal nok få skudt hjort, siger Juan pragmatisk.
– Enig, svarer jeg, men det ville ikke have været sandt, hvis jeg havde påstået, at jeg ikke gerne ville have skudt en af de to hjorte, vi har haft for. Navnlig 18-enderen, der meget vel kan være en guldmedalje, alternativt en stor sølvmedalje.
Brunstbrøl i morgenkulden
Næste morgen – 19. september – hentes vi ved hotellet, hvor vi er indlogeret i en komfortabel campinghytte i haven, af Pablo. Efter godt en halv times kørsel af de ujævne smalle bjergveje når vi frem til destinationen: Et plateau, hvorfra vi har overblik over en stor slette, omkranset af skov og en del af søbredden.
Brunstbrøl fra flere hjorte går ind på trommehinderne. Der er helt klart mere gang i brunsten nu end i går aftes, fordi temperaturen her til morgen kun er to-tre grader. De hjorte på søbredden, der brøler, mens de bevæger sig bort, er dog unge, afslører kikkertlinserne. Vi hører også brunstbrøl fra hjorte i den tætte bjergskov, som ikke lader sig se.
– Der findes adskillige hjorte på reviret, som vi aldrig nogen sinde ser, men kun hører brunstbrøl fra. De lever inde i den tætte skov, og da de der både kan finde al den føde, som de har behov for, og der er tykninger, hvor de kan søge i dækning, samt at der også findes et passende antal hinder hos dem, så har de ikke behov for at søge uden for den tætte bevoksning, fastslår Pablo, der var vidne til, at jeg guidet af hans tidligere kollega, Collo, i 2014 skød en 14-ender bronzemedaljehjort ude på den åbne slette.
Selv om Pablo personligt er ynder af riffeljagt på navnlig vildsvin, som på reviret jages på de to årlige drivjagter – monterias – som bystyret i Bonar tillader, så er skovsneppe, på spansk bekada, hans personlige favoritvildtart.
– Jeg nyder at jage skovsnepper for stående hund og har tre engelske settere. På gode dage i november, når skovsnepperne er ankommet fra Nordeuropa, så kan hundene godt tage stand for 20-25 stykker. Jeg skyder dog aldrig over tre-fire stykker på en dag og nyder derudover at tage fotos af dem, siger Pablo, der i løbet af sæsonen tegner sig for et større udbytte, og hver og en af de nedlagte skovsnepper ender i gryden og bliver spist af hans familie og ham.
Pludselig lyder brunstbrøl fra højre side af tykningen ud til sletten. Få minutter senere ser vi geviret og lidt af forkroppen af den, men da Pablo har nærlæst den med først håndkikkert og derefter spottingscoop, afsiger han dommen:
– Den er ung, og da de forreste sprosser såvel som sprosserne i kronen er lange, så kan den som ældre blive en super hjort, siger han, og mens hjorten siver tilbage, hvor den kom fra, og snart opsludes af den tætte bjergskov, så mener han, at vi skal bryde op for at se, om vi andetsteds kan finde en god hjort, inden de søger i dækning efter morgenens brunstaktiviteter og fødesøgning i det omfang, som de tager sig tid til at æde en smule indimellem kurtisering og beslåning af brunstige hinder.
Med et let tryk slippes talkum ud af gummibeholderen, som Alfonso har i lommen, og han får derved en indikation på vindretningen.
Hay venado!
Efter kort tids kørsel spotter vi i kanten af en fyrrebevoksning en etårig gaffelbuk, som er det foreløbig eneste stykke råvildt, vi har set, men synet byder sig ikke til i ret lang tid, før bukken søger i skjul i fyrretræerne.
– Her stod pænt med råvildt indtil for fire-fem år siden, men bestanden er gået tilbage på grund af dels hårde snevintre og dels på grund af skab, som startede hos cantabrisk gemse og derefter angreb råvildt, kronvildt og nu også ulvebestanden, som her i reviret udgøres af fem familiegrupper, siger Pablo, mens firtrækkeren ruller af sted på bjergvejen.
Med ét bremser han bilen oven for en 35-40 meter dyb træbevokset sænkning.
– Hay venado (der er en hjort), siger han og sætter håndkikkerten for øjnene og tilføjer straks:
– Den er en stor afskudsbar 12-ender, spring ud og skyd den!
Jeg skynder mig ud af bilen, repeterer en kugle i kammeret, folder skydestokken ud og lægger riflen i stilling og får straks hjorten, der nu sætter i løb, ind i sigtekikkerten. Da den når frem til en klippe umiddelbart før, at den ville forsvinde ind i tæt bjergskov, udstøder Pablo et brunstbrøl, der får hjorten til at stoppe op.
Straks trådkorset låses fast på bladet, slipper jeg kuglen – en 120 grains Barnes LRX – og ser hjorten tegne for den for straks at vende om og løbe tilbage i den retning, som den kom fra. Da hjorten stopper op under et træ efter at have løbet cirka 20 meter fra skudstedet, skyder jeg igen, selv om jeg dybest set godt ved, at det ikke er nødvendigt. Skuddet får hjorten til at forende. Viserne på uret står på 8.50.
Pablo og Rafael, der har set til siddende i bilen, stiger nu ud og ønsker tillykke med hjorten, der er smuk og regelmæssig med lange hvidpolerede sprosser og givetvis en bronzemedalje.
Det er tydeligt, at hjorten ikke kun har poleret sprosserne hvide ved at gnide geviret mod træstammer og grene. Den har også gnedet dem mod jordbuden eller klipper, og øjensprosserne bærer præg af næsten at være slebet med sandpapir. Gevirets farve er smuk, og stængerne såvel som sprosserne perlede. Jeg er derfor godt tilfreds og erkender, at det var et held, at Pablo fik hjorten til at stoppe op. Et sekund senere ville den være forsvundet ind i bjergskoven, hvis altså ikke skuddet var faldet..
– Den er tilmed smældende fed, siger Pablo, da han, efter at capen og hovedet er skåret af, åbner skindet langs rygsøjlen for at skære rygfileterne af på begge sider af rygsøjlen. Lomo, er den spanske betegnelse for rygfilet, og de vejer hver især godt tre kg. Køllerne skæres også af. Resten efterlades til vildsvin, ræve, ulve og ådselgribbe, der allerede kredser rundt oven over os og venter på, at vi forlader stedet, så de kan sætte sig til bords.
Pablo (siddende i bilen med spottingscoopet spændt fast på sideruden) og Rafael har fået øje på en kronhjort langt ude, som det tjekkes, om den er afskudsbar.
Kort skudhold rent held
– Jeg har aldrig set den hjort før, og den må derfor være en af dem, der normalt lever i bjergskoven og så at sige aldrig kommer uden for med undtagelse af her til morgen. Det blev så vores held, men heldig har du også været med en skudafstand på kun 130 meter, siger Pablo.
Jeg nikker. Fra mine to tidligere besøg her, hvor jeg har skudt to hjorte, er jeg helt på det rene med, at skudholdene til kronhjort stort set aldrig er under 200 meter. Forklaringen er tilstedeværelsen af ulve, der får kronvildt til at være i konstant alarmberedskab, og ved den mindste ukendte lyd eller bevægelse søger dyrene i dækning i bjergskoven, hvilket gør jagten udfordrende.
Tredje gang er lykkens gang. Henning Kørvel poserer her med sin nedlagte kronhjort, som Pablo ikke havde set tidligere, og som blev nedlagt på blot 130 meters afstand.
Under jagten på kronhjort har vi set enkelte cantabriske gemser i højdedragene over trægrænsen. Men efter nedlæggelsen af den prægtige hjort, så vil jagten på gemsebuk, som jeg ligeledes har licens til, nu få højeste prioritet.
Ikke at jeg så ikke er taknemmelig for mit jagtheld til kronhjorten, for det er jeg naturligvis. Men da hjorten er leveret med et for mig hidtil ukendt kaliber – 6,5 Hornady Creedmoor – som jeg skal hilse at sige dur, så glæder jeg mig oprigtigt til at jage cantabrisk gemse – Rebecho – som jeg synes, er ”eksotisk”, fordi den er sjældnere end den alpine gemse, og udmærker sig ved at være den mindste gemseart med de korteste horn. Med andre ord: Småt, men godt.
På klodshold ses, at hjorten havde poleret øjensprosserne hvide ved at glide dem mod enten jordbunden eller klipperne. Den ene øjesprosse ser nærmest ud, som om den er slebet med sandpapir.
Pablo skærer den sidste rygfilet – lomo – af. Bemærk, at han skærer kødet fri af hvert ribben, så fileten er intakt. Hver filet vejer godt tre kg. Også køllerne skæres af og bruges i husholdningen.
Den franskbyggede customriffel, der gjorde jobbet godt, er bygget på basis af Remington-teknologi i kaliber 6,5 Hornady Creedmoor med ekstremt løst aftræk. Sigtekikkerten er en Leica 4-26×56.
Fakta om spansk kronvildt
Spansk kronvildt (Cervus elaphus hispanicus) udmærker sig ved at være mindre and nordiske og centraleuropæiske kronhjorte, idet hjorte vejer op til 150 kg mod 230 kg for andre geografiske varianter med undtagelse af den skotske og Karpaterhjorte. Sidstnævnte vejer op til 500 kg.
Spansk kronvildt har korthåret pels som afrikanske antiloper og gazeller, og hjorte har ikke langhåret manke. Kronhjorte med manke forekommer imidlertid i jagthegn i Midt- og Sydspanien, hvilket er udtryk for, at de er krydsninger imellem spansk og importeret udenlandsk kronvildt, ofte fra Karpaterne.
Medaljekravene til spanske kronhjortegevirer er 180 point til guld, 170 point til sølv og 160 point til bronzemedalje.
Rekorden for spansk kronhjort er på 223,72 CIC-point. Hjorten blev nedlagt på El Palomar, Albacete i 2000, og geviret har en stanglængde på 131,45 centimeter.
