Godbidsdressuren går sin sejrsgang i hundeverdenen, men af én eller anden årsag har den endnu ikke besejret hele jagthundeverdenen
Af Michael Sand
Denne artikel er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING. De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Jægernes generelle konservatisme er uden tvivl en af forklaringerne på, at der ikke anvendes spiselig belønning under dressuren i samme omfang, som der gøres under træning af hunde andre steder.
Men holdningen i jagtmiljøet er også, at godbidder giver føreren falsk tryghed.
Hvis hunden lystrer sin førers mindste vink, alene fordi der er udsigt til en godbid, har han et problem den dag, der er noget, som trækker mere i hunden end udsigten til en tør hundekiks, eller hvad der nu anvendes som belønning for veludført handling.
Hundens respekt og samarbejdsvilje skal ikke købes, da man risikerer, at hunden blot opfatter sin fører som en omvandrende madpakke.
Men måske skal jægere og jagthundedressører glemme fordommene og give godbidsdressuren en chance.
Noget tyder i hvert fald på, at der alligevel ikke er så stor forskel på dressur af jagthunde og andre former for brugshunde, som mange forestiller sig, selv f.eks. cirkushunden udsættes ikke for så mange fristende indslag i manegen, som jagthunden gør i mark og skov.
En jagthunds jagtlyst er større end dens madlyst, og det hævdes at gøre forskellen. Derfor træner jægeren sin hund, som han stort set altid har gjort. Intet nyt under solen.
Tankevækkende er det dog, at nogle af landets mest ambitiøse opdrættere og jagthundedressører konsekvent anvender godbidder under træningen og tilskriver anvendelsen af disse meget stor betydning.
Tilhængerne af godbidsdressuren mener, at den har helt indlysende fordele. Hunden finder lynhurtigt ud af sammenhængen mellem handling og belønning, og den direkte afregning gør hunden supermotiveret.
Under den meget krævende dressur er det særdeles vigtigt at holde humøret højt ved hjælp af godbidder. De små byttehandler sikrer, at hunden arbejder med logrende hale og højt humør. Også når den skal hente en række apportemner fra koldt vand eller fra krævende terræn. Uden godbidder er det vanskeligt at bevare gnisten i så lang tid. Og taber hunden humøret, er det umuligt at arbejde med den.
Det høje humør, opretholdt ved hjælp af godbidder, gør det også nemmere at irettesætte hunden, når den gør noget forkert. Man har så at sige meget mere at holde fast i, når man arbejder med en samarbejdsvillig hund
Stik hunden en kiks
Mange af de mere skeptiske tør op, når de ser, hvordan det virker. Navnlig de mandlige hundeførere erfarer, at de kan opnå mærkbare forbedringer i hundens samarbejdsvilje, hvis de holder munden lukket og i stedet stikker hunden en kiks, når den gør det, man ønsker.
Mange mandlige hundedressører evner ikke at rose hunden, så den forstår betydningen. Hunden er ganske enkelt ikke sikker på, om det, den gør, er godt eller skidt, når hundeføreren blot brummer lidt til den, uanset hvad den gør. Hundekiksen derimod forstår den.
Naturligvis er godbidsdressuren ikke en erstatning for grunddressuren, hvor hunden skal gøre hvad der forlanges alene fordi det forlanges. Men godbidderne kan gøre indlæringen lettere.
Den tidlige indlæring ved hjælp af kiks eller lignede betyder faktisk, at man kan lære hunden dæk allerede mens den er 8-10 uger.
En kiks i en knyttet hånd holdes mod jorden, og når hunden i bestræbelserne på at arbejde sig frem til den vellugtende godbid også lægger sig ned, kommanderes der dæk, samtidig med at hånden åbnes.
Hunden erfarer, at den ved at lægge sig modtager en spiselig belønning. I de efterfølgende øvelser kobles dækkommandoen på, og hunden smider sig straks, når den hører opfordringen, da den ved, det udløser præmien.
Når hvalpen er 3-4 måneder gammel, ved den udmærket, hvad ordet dæk betyder, og når den er 6-7 måneder, kan man begynde at forlange ubetinget lydighed i tilknytning til kommandoen. Et ryk i linen kan understrege, at der er tale om en kommando – ikke en opfordring.
Al dressur forudsætter naturligvis, at hunden er klar over, hvem der er flokleder. Et godt lederskab opnås dog ikke ved høje råb og ryk i linen. Det hævdes, at ved at stikke hunden en godbid er der mindre risiko for, at der opstår stress, og at dressuren kører i hårdknude.
Kiksene brækkes f.eks. i tre-fire stykker, og på den måde virker kiksebelønningen ikke som foder for hunden. Erstatte den almindelige fodring kan og må de ikke. Træner man en hund, som ikke er særlig interesseret i kiks eller andre former for godbidder, gives den sin foderration under træningen i stedet. Det hjælper i reglen.
Om man ønsker at anvende godbidder under dressuren er naturligvis op til den enkelte. Alle metoder, som kaster resultater af sig, er gode metoder, hævdes det. Og at godbidsdressuren anvendes under arbejdet med nogle af landets bedste stående jagthunde er både sikkert og vist.
Geare op og ned
Som tidligere nævnt kan der ikke altid trækkes grænser mellem leg og indlæring. I dag er der dog en tendens til, at hunden lærer mere og mere i den korte indlæringsperiode, der afsluttes omkring 6 måneders-alderen. Inden da har mange ambitiøse trænere som mål, at hunden har stiftet bekendtskab med alle de funktioner, som den senere skal udføre i livet. Resten er blot finpudsning. Der er dog forskel på, hvor hurtigt de enkelte racer og de enkelte individer inden for racerne modnes. En tidlig modnet hund kan nå forbavsende langt på det første halve år, mens andre er længere om at vågne.
Sit, indkald og evt. dæk skal dog være på plads inden for hundens første halve år, ligesom de apporterende racer skal have udviklet en grundforståelse for at hente og bringe emner til sin fører. Dog skal navnlig apporttræningen afvejes i forhold til den enkelte hund. Nogle hunde skal man geare op, andre skal først og fremmest passivitetstrænes og dermed lære at geare ned og koble af.
