Morten Olsen fortæller om sin oplevelse med buejagt og nedlæggelsen af den første fasan, og mødet med en abnorm buk.
Af Morten Olsen, den 30. oktober 2011
Efter at have gået meget på riffeljagt i flere år, var det nu tid til at prøve buejagten igen. En kammerat der lige havde købt bue, fik lokket mig, og nu havde jeg igen en compoundbue at skyde med.
Jeg købte min første bue i 91 og gik til prøve foråret 92, i Kalø, som var det eneste sted i landet, der blev afholdt buejagtprøve. Dengang var det på dispensation, men glæden ved den beståede prøve, var ikke mindre af den grund. Det var en god tur hjem fra Kalø, selvom den var lang.
Jeg jagede meget med buen hele bukkejagten det år, men uden held. Havde aldrig skudt råvildt før, og tålmodigheden var ikke den største, det er den nu stadig ikke, men det er blevet bedre. Så da bukkejagten sluttede så jeg frem til efterårets jagt med bue og pil. 1 oktober startede jeg som soldat, men efter 3 uger brækkede jeg foden og det gjorde ikke buejagten nemmere, krykker og buejagt er ikke det mest optimale. Så det blev ikke til noget vildt med buen, og da min bue senere gik i stykker, blev den skubbet lidt væk og det blev riflen, der de næste mange år skaffede trofæer på væggen.
Men nu 18 år senere, stod jeg så igen og skulle til bueprøve, denne gang i Stenlille, en augustdag i 2010.
Seks pile til seks bukkeskiver, og prøven var bestået, jeg var nu igen buejæger og denne gang var det ikke på dispensation. Nu skulle der for alvor prøves kræfter med buejagten.
For 20 år siden var en compoundbue en avanceret bue med kabler og hjul (cams) og jeg skal da love for de ikke er blevet mindre ” moderne ” i de år der er gået, siden jeg sidst skød med bue.
Jeg stod i kanten af majsene og kiggede op af sporet langs grøften, for at se om der skulle være en fasankok, der ville være med til lidt buejagt, en søndag eftermiddag i januar måned. Der var flere, men de var desværre ikke helt så tossede med buejagt, som jeg var. De var nærmest modstandere af det og de så den mindste bevægelse.
Den frosne jord gjorde det ikke nemt at pürsche rundt i stykket og min før omtalte tålmodighed, sammen med kulden, gjorde jeg ikke sad stille ret længe af gangen.
Jeg var ude flere gange, både morgen og aften, og så fasaner hver gang, bare ikke tæt nok på til et skud.
En eftermiddag efter arbejde, var jeg lige en tur ude med buen igen, og havde set 4 fasaner som jeg i lav pürsch, prøvede at komme tæt på. Meget langsomt og hele tiden opmærksom på, om der var flere i majsrækkerne, kom jeg tættere på.
Pludselig fik jeg set en fasan, der kom imod mig i rækken til venstre for mig, og jeg stod som forstenet. Den var 15 meter væk og jeg trak buen og ventede på den skulle komme lidt tættere på, så var der en åbning i majsen, og der ville jeg skyde. Jeg havde den røde sigtepind lige der hvor kokken skulle træde frem, men den kom ikke.
Jeg bøjede lidt til siden og kunne se den stå stille, uden jeg kunne komme til at sende en pil efter den.
Godt nok er det kun en lille del af trækvægten, du holder når buen er trukket, men efter næsten to minutter, så kan man godt mærke det i armene.
Lige da jeg var ved at opgive, trådte fasanen to skridt frem og jeg slap pilen. Den barberblads skarpe jagtspids ramte den perfekt og den opdagede aldrig hvad der skete den eftermiddag.
Selvom jeg har skudt en del fasaner med hagl, så var det øjeblik, hvor jeg samlede kokken op, nok noget der altid vil minde mig om at fasanjagt kan være flere ting, og med buen er det super spændende.
Jeg havde set flere bukke inden bukkejagten og rapsmarken var i mine øjne en stor fordel, den skulle være mit gemmested, når bukken skulle jages. Jeg havde luret bukkens opførsel, og en tidlig morgen 3 dage inde i bukkejagten var jeg igen på plads i kanten af rapsen.
Mellem rapsen og den store kanal, var der 20 meter brak og der var skrabet flere steder, så jeg vidste bukken kom der på et tidspunkt. Denne morgen opdagede jeg den 120 meter fra mig, havde jeg haft min riffel med, havde det ikke været svært, men nu skulle afstanden lige gøres 100 meter mindre. Det hjalp bukken så med, da den langsomt kom imod mig.
Da den var 30 meter væk var det som om den fornemmede noget og jeg turde ikke kigge mere, så det var svært at holde øje med den. Den gik lige i kanten af rapsen og den ville være meget tæt på mig inden jeg kunne skyde den.
Da den var 15 meter fra mig fejede den vildt og voldsomt på en tidsel, og så blev alt stille. Jeg havde trukket buen og mit kamera, der sidder på buen, var tændt. Det her kunne ikke gå galt, eller kunne det. Jeg ventede og ventede, men bukken kom ikke der hvor jeg håbede den ville komme. Jeg måtte lægge buen igen efter et par minutter og havde mest lyst til at stikke hovedet frem og se hen langs med kanten.
Så var der lige med eet bevægelse i rapsen og fra kanten, hvor jeg sidst så bukken, gik det nu ind i rapsen, heldigvis til et stort åbent område, med meget lav raps.
Da jeg ser bevægelsen nærme sig det åbne, trækker jeg buen igen og da bukken træder ud 10 meter fra mig finder jeg bladet og den skarpe pil bliver sendt af sted med tæt på 300 meter i sekundet. Pilen går lige gennem bukken og den løber stille gennem rapsen og ud på brak stykket, hvor jeg tydeligt kan se blodet løbe ud på begge sider.
Den drejer rundt om sig selv, som en hund der er ved at lægge sig, og den forender hurtigt. Pilen har gennemskudt begge lunger og der er ikke noget stress, som ved et riffelskud. Råen der gik på kanalkanten går der stadig, og forsvinder først da jeg træder ud på brakken og tager min camouflagemaske af.
Det var min anden buk med buen, og mit fjerde stykke vildt, og de 4 stykker er helt klart noget af det mest spændende jagt jeg har været på. Der er ingen tvivl om at buejagten er fremtidens jagt for mig og nu er det gæssene der skal stå for skud, selvfølgelig med bue og pil.
