Dåvildtet forsvandt fra Europa, herunder Danmark, under den sidste istid, men blev indført til landet i 1200-tallet. I dag findes denne hjorteart vidt udbredt over det meste af Danmark
Dåvildtet – hjortearten der forsvandt og kom igen
Af Redaktionen
Dådyret var udbredt i det meste af Europa i perioden før den sidste istid, men under istiden blev dyret trængt tilbage til den asiatiske del af Tyrkiet, hvor det i dag anses for at være hjemmehørende.
Men allerede i antikken, 1.000 år før vor tidsregning, indførte fønikerne dåvildtet til Rhodos som offerdyr for guden Baal. Dyrene er stadig at finde i landets våbenskjold den dag i dag.
Romerne førte dyrene videre derfra til blandt andet Grækenland, Spanien og Nordafrika.
I middelalderen indførtes dyrene som jagtvildt i Mellem- og Nordeuropa samt Storbritannien, og i nyere tid er dyrene også indført til New Zealand, Australien, Nordamerika, Japan og Madagaskar.
“Dådyret er i Danmark allerede omtalt i Kong Valdemars Jordebog i år 1231.”
LÆS mere om DÅVILDT
Udseendet varierer
Dådyret er normalt rødbrunt om sommeren med hvide pletter på ryggen, lys bug og ben og en mørk rygstribe, men brunsorte og helt hvide eksemplarer findes også.
Dåvildtet er normalt rødbrunt om sommeren med hvide pletter på ryggen.
Om vinteren anlægger dyrene en gråbrun vinterpels uden de karakteristiske pletter.
Dådyret har en højde på omkring 110 centimeter over skulderen og en hale på 15 til 20 centimeter. Dåhjortene vejer mellem 100 og 120 kilo, mens dåerne vejer omkring 60 til 80 kilo.
Dyrene har hvidt spejl (bagdel) med en bred sort indramning. Halen er hvid på undersiden og har en bred sort stribe på oversiden. Man siger derfor, at der står “111” bag på dådyret. Dyrene kan blive op til 16 år gamle.
Dåvildtets levevis
Dåvildtet æder hovedsagelig græs og blade fra løvtræer i sommerperioden og nødder, bær og bark om vinteren.
Dådyrene findes ofte græssende langs skovbryn eller lysninger i skove med frodig vegetation om morgenen og ved aftenstid, mens dyrene i løbet af dagen ligger skjult i den tættere vegetation og fordøjer føden. Dådyret drikker sjældent, da de i lighed med råvildtet får det meste af væskebehovet dækket gennem føden.
Dåhjortene opholder sig kun sammen med dåerne i brunstperioden, hvor dåhjortene forsvarer retten til dåerne.
Dåhjorten markerer sit revir i brunsttiden med urin og et brøl, der lyder som et kraftigt snork. Dyrene søger til en større lysning – en brunstplads – hvor dåhjortene kæmper om at forsvare midten.
Den stærkeste dåhjort får adgang til midten af brunstpladsen, hvortil de fleste dåer søger hen.
I denne tid tager dåhjorten stort set ikke føde til sig, da al tid går med at forsvare retten til forplantning.
Brunsttiden varer fra oktober til begyndelsen af november.
Drægtighedsperioden er omkring 230 dage, hvorefter der fødes én, eller i mere sjældne tilfælde to kalve, i perioden maj-juni.
Kalvene dier i 8 måneder og de bliver kønsmodne når de er omkring 1,5 år. De små kalve ligger gemt i vegetationen indtil de er stærke nok til at følge med flokken, på dansk kaldet en rudel, som dannes af dåerne og kalvene.
Hjortens gevir
Dåhjortens gevir er bredt og skovlagtigt i formen med takker på bagkanten. Det vokser frem i løbet af sommeren og fejes hvert år i august-september og kastes atter året efter i maj-juni måned.
Hvert år vokser et nyt gevir frem igen, og efterhånden som dåhjorten bliver ældre, tiltager gevirerts størrelse.
Efter størrelsen af geviret kaldes hjorten en spidshjort (geviret er her 2 udelte spidser og hjorten er 1 år), stanghjort (geviret har en begyndende, men uregelmæssig plade og hjorten er nu 2 år), halvskuffel (hjorten er nu 3 år) eller fuldskuffel (geviret er fuldt udvokset og hjorten er +4 år).
Sådan er dådyret beskyttet
Fredet – uden for jagttiden
Se jagttider
Kan bekæmpes som skadevoldende vildt
