To gange hvert efterår skal vildtbestanden reguleres i de nordtyske statsskove i Schleswig-Holstein. Det drejer sig om råvildt, dåvildt, kronvildt og vildsvin …
Af Karsten Nørkjær
Arealet er på omkring 15.000 hektar og i løbet af to dage afvikles jagterne med omkring 80-120 riffelskytter hver gang.
Antallet af skytter kan lyder fuldstændig vanvittigt i danske ører, men det gennemføres sikkert og etisk korrekt med militær præcision og stort udbytte.
Ét års forberedelse
I området omkring Neumünster påbegynder skovfogederne allerede i foråret planlægningen af disse jagter med vanlig tysk grundighed.
Der skal bruges ca. 20 hunde til at sætte vildtet i stille og rolig bevægelse. Store racer som tysk ruhår, tysk glathår eller labrador inviteres slet ikke på disse jagter. Fordi de – efter skovfogedernes opfattelse – løber alt for hurtigt og skræmmer vildtet unødigt.
Derfor sammensættes hundestyrken af wachtel- og og dreverhunde. Da der ikke findes ret mange af disse hunderacer i Nordtyskand, falder der en række invitationer til danske hundeejere af netop de to racer op til otte måneder før jagterne afvikles.
Fælles for begge racer er, at de går på fod af ét stykke vildt, som de typisk finder få minutter efter at de slippes. De følger sporet fra kold til varm fod – altså i vildets bevægelsesretning, og de giver hals uafbrudt, når de er på fod. Jo tættere på vildtet, jo mere skinger blive deres hals. Således driver hundene stille og roligt vildtet frem til skytterne ad de veksler, som vildtet normalt benytter.
Vildtet føler sig ikke presset, og er ikke særlig skræmt af de langsomt gående hunde. Der er “musik i skoven” uafbrudt, og det giver spændende oplevelser, store forventninger og gode chancer for sikre skud fra de skytter, der er placeret i hochsitse og tårne.
Først når et stykke vildt er forendt, stopper hunden og går tilbage til sin ejer. Skydes dyret ikke, fortsætter hunde på fod lige indtil søges afbrydes af ejeren. Tidligere kunne det tage dage, inden hunden kom tilbage, men nu har teknikken holdt sit indtog.
100% overvågning med GPS
Samtlige hunde er forsynet med GPS-halsbånd, og hundeejerne koder typisk flere hunde ind på den håndholdte GPS. Dermed kan hundeejeren fuldstændigt præcist fastslå, hvor hunden er, når drevet skal afsluttes. Der kan godt være både to og tre kilometer mellem ejer og hund, men netop derfor har hundeejeren sin bil med, når han sættes på post i skoven. Og så er hundene koblet efter få minutters kørsel til destinationen.
Allerede ved ankomst til jagtreviret om morgenen oplyser hundeføreren sit navn, og anvises parkeringsplads i den række, der modsvarer det hold, han senere skal være en del af.
Jægerne er på forhånd opdelt i otte hold med 6-10 skytter og 2-4 hunde på hver. Efter forevisning og kontrol af tysk jagttegn og grundig parole, går skytter og hundefolk til den række på P-pladsen, som svarer til holdets nummer. Forrest i hver række holder statsskovens WV-transporter til riffelskytterne og bagved holde hundefolkene i egne biler. Kortegen sætter i gang kl 09:00 præcis. Lederen af holdet er chauffør på transporteren og samtidig den, der sætter af ved samtlige hochsitse. Ingen bliver efterladt på jorden – heller ikke hundefolkene. Efter 15-20 minutter er alle på plads. Længere tid tager det ikke at placere 100 skytter og hundefolk, når alt er planlagt til mindste detaljte.
Hundeførere får også udpeget een hochsitz, de skal sidde i under hele jagten, men er instrueret om, at præcis kl. 09:30 skal de gå ned og slippe hundene, og herefter gå tilbage i skydetårnet. Hunden klarer sig selv og finder selv fod i løbet af kort tid. Alle får strenge instrukser om ikke at forlade hochsitzen overhovedet. De eneste der befinder sig på jorden – udover hunde og vildt – er nogle få skovarbejdere, der går gennem såterne med riffel på ryggen for at afgive evt. fangstskud.
Hundefolkene får også at vide, at jagten slutter kl 13:00, hvorefter de skal koble deres hunde hurtigst muligt. Dog skal alle deltagere slæbe evt. nedlagt vildt ud til den skovvej, hvor de blev sat af om morgenen.
Hundeglam og riffelskud
Det er en oplevelse at sidde som én af 100 skytter i en hochsitz i de tre timer, hundene driver rundt med vildtet. Der er hundeglam fra alle sider, og man skal være klar til at afgive skud, så snart lyden kommer nærmere, for dyrene er typisk to minutter foran hundene.
Ganske rigtigt kommer der pludselig en fuldskuffel ind på 50 meter. Den er ikke skudbar ifølge parolen i dag. Så løfter man på hatten. Nu kommer der råvildt, der fløjtes an, men finder skjul bag et stort træ. Der lyder riffelskud og kugleslag fra alle sider, så der er gang i vildtet og reguleringen. Der må iøvrigt kun anvendes blyfri riffelammunition, så det kræver lige en ekstra tur til våbenhandleren og skydebanen inden afgang til Tyskland
Holdlederen kommer tilbage med sin WV-transporter kl 13:15 , og nu læsses vildtet på traileren. Ubrækket. Inden bilen har kørt én meter, er vildtet forsynet med en ID-strap og registreret i den tyske jagtprotokol. Skytten modtager den tyske jagthilsen med grankvist og “waidmannsheil” og kvitterer med “waidmannsdank”
Med alle skytter i transporteren og hundefolk i egne biler med koblede hunde, kører kortegen nu til mødestedet, hvor slagtere og dyrlæger står klar til den videre forarbejdning.
Dyrene forlægges professionelt, blod aftappes og fordeles til de hundefolk, der ønsker det til sporarbejde. Der udtages prøver til kontrol, hvorefter samtlige dyr vejes, registreres og bringes direkte ind i kølehuset. Paraden udgøres kun af ét dyr af hver race: det største til gengæld.
Statsskoven serverer bratwurst og gullasch til alle, og siger dermed tak for den indsats, man har ydet, for at regulere bestanden i de nordtyske skove.
Der blæses for de enkelte vildtarter, skovfogeden takker alle for en god indsats – ikke mindst de danske hundefolk, der har taget turen til Nordtyskland. Der blæses jagt forbi og Hallali. At danskerne er mere end velkomne kommer nok bedst til udtryk i, at der er oversættelse til dansk ved både parole og parade.
Fordom i Danmark mod drever- og wachtelhunde
Begge hundetyper er oplagte familiehunde, men der findes under 100 wachtelhunde og under 50 dreverhunde i Danmark. Måske fordi de i mange år har været berygtet for at drive med vildtet i dagevis. Det er hundens natur, og den er umulig at lave om på.
Men GPS-teknologien gør det nu muligt at stoppe et drev på klokkeslæt, fuldstændig som alle andre jagthunde racer. Det er måske også derfor, de danske statsskove har ændret deres regler om jagthunde. Tidligere stod der i alt udbudsmateriale, at drivende hunde ikke var tilladt. Nu står der, at “visse racer” kan erklæres uønsket. Fra danske ejere af wachtel- og dreverhunde lyder opfordring til alle, der har et større jagtareal med klovbærende vildt: prøv at inviter os til at drive jeres areal af med vores hunde. Formændene for begge klubber besvarer alle forespørgsler og opfordringer med glæde.
Øverste billede: Her ses skovfoged Mathias Sandhorst (tv) sammen med tre danske dreverhundeejere: fra venstre formand Mogens Lindberg, Tommy Jensen og Kim Nielsen.
Professionel forlægning af vildtet.
