Efter at to danskere i 1962 havde skudt hver en stor elefanttyr i Kenya chokerede de Sten Cedergren og safarifirmaet ved at sælge stødtænderne for at kunne betale regningen, fortæller Sten Cedergren i ”The Adventurous Life of a Vagabond Hunter”
Tekst: Henning Kørvel Fotos: Fra bogen
Sten Cedergren (1919-2007) stiller i ”The Adventurous Life of a Vagabond Hunter” spørgsmålet, hvad pointen med to danske ”såkaldte jægeres” safari var, efter at han i 1962 som PH havde slidt hårdt for, at de hver især skød en stor elefanttyr med henholdsvis 91 og 94 og 81 og 84 pound stødtænder, fordi de ville sælge dem, da de kom tilbage til Nairobi for at kunne betale regningen.
”Jeg har aldrig været ude for noget lignende”, fastslår Cedergren, og føjer til, at da obersten på safarifirmaets kontor havde sundet sig, indvilligede han i at ville kontakte indiske elfenbenshandlere for at få en pris på stødtænderne, mens Cedergren der var rystet i sin grundvold, forlod kontoret.
Da danskere om eftermiddagen vendte tilbage til safarifirmaet og fik oplyst elfenbenshandleres pris, påstod den mest højrøstede af dem, at de selv havde undersøgt elfenbenspriser, og ville blive snydt, hvis de solgte til den pris, som obersten opgav.
Det var ikke sød musik i den tidligere britiske officers ører, og Sten Cedergren blev bedt om at vise danskerne ud af kontoret uden farvel. Cedergren kørte dem heller ikke til lufthavnen.
10 dage senere vendte danskerne tilbage på en ny safari ledsaget af to unge kvinder, og da der en aften opstod tumult i teltet hos det ene par, og Cedergren reddede kvinden fra kvælningsdøden, idet hun dinglede i en galge, som han skar hende ned fra, afbrød han safarien, og danskerne blev sat på et fly hjem til Danmark – og vendte ikke tilbage.
Forsiden af The Adventurous Life of a Vagabond Hunter. (Safari Press Inc., USA) 326pp. 19,99 USD. Safari Press Inc., USA.
Meldte sig til hæren i USA
Sten Cedergren kom vidt omkring i sin næsten 88 år lange tilværelse, der startede på et stort gods syd for Stockholm 27. november 1919.
Hans far jobbede i skovvæsenet, og otte år gammel havde Sten egen salonriffel og haglbøsse som 12-årig, og han skød kaniner og ræve om vinteren og fiskede om sommeren.
Da han læste Jack London, ville han være trapper, men Anden Verdenskrig kom i vejen, og under krigen gjorde han tjeneste i den svenske hær.
Efter at have jobbet ved landbrug og jagtvæsen, rejste han i 1947 til Paraguay, og fordi han ankom med jagtvåben, lærte han fra første dag om bestikkelse og korruption.
Han jobbede på en farm med 9.000 stykker kvæg og 200 heste, og her mødte han landsmanden Hemming Gullberg, der blev en livsvarig ven.
Otte måneder senere stod han og kammeraten i New York, hvor de købte en brugt bil og jobbede på en pipeline i seks måneder, og så på et brobyggeri i Oklahoma, før han atter stod i New York uden arbejde.
Han ville dog ikke rejse tilbage til Sverige og meldte sig derfor til 82nd Airborne Division for tre år og deltog i Koreakrigen.
I 1953 blev han sendt til Tyskland, og da de tre kontrakt-år var omme, gik han i Rotterdam ombord på båden til Kenya, og medbragte sin .45-pistol, fordi Mau Mau-bevægelsen var opstået og rørte på sig.
Han ønskede at blive white hunter, men fordi han ikke havde erfaring og licens, startede han som assistent hos trapper Carr-Hartles, og mens han jobbede hos ham i seks måneder, kom en farmer og klagede over en bøffel.
Den så Cedergren ikke noget til, men skød i stedet for en mega kudutyr, og da game warden ankom to dage senere, blev hornene og hans .30-06-riffel konfiskeret, fordi kudu var fredet i området. I retten fik han desuden en bøde på 100 GBP.
– Han søgte nu jobs som assistent hos samtlige jagtoperatører i Nairobi, men kun Chris Sateswaide gav respons, og han bistod ham på tre safarier, blandt andet med amerikanere, hvor han oplevede sin første bøffeljagt.
Amerikaneren skød også 11 warthog-orner, fordi han skulle bruge tænderne som dørhåndtag i sit nye hus med 11 døre.
Sten Cedergren med sin første bøffel, som han skød i Uganda i 1955. (The Adventurous Life of a Vagabond Hunter, Safari Press, USA).
Get as close as you can …
Herefter var han med på en safari med en italiener, der skød to mega elefanttyre og blev tændt på elefantjagt.
Han fik herefter job i Game Department, og da han således havde brug for en kraftig riffel, købte han hos Shaw & Hunter i Nairobi Syd Downys Jeffrey .470 No. 2 med 24 tommer løb af Kruppstål for 70 GBP.
Jobbet bestod i at skyde maroderende elefanter, bøfler og løver, og han købte endnu en .470 Army & Navy uden ejector.
Caliber .470 var fin til elefantkøer og kalve, men fordi han manglede mere power til elefanttyre prøvede han først skyde med en .600, men den var for voldsom og vejede 16 pound, og det endte med, at kan købte en .500 Nitro Express med 24 tommer løb uden ejector.
Desuden købte han en .375 H&H Magnum, .300 H&H og en Brno caliber 12 haglbøsse, og på første damage control skød han tre elefanttyre.
Han svor til hjerneskud og huskede vennen John A. Hunters råd: ”Get as close you can and then get 10 yards closer”.
Han traf Jack Blacklaws, og i det Nordvestlige Uganda sikrede han Elgin Gates en monsterelefanttyr med tænder på 181 og 179 pound.
De var så store, at de ville blive konfiskeret, og han gravede dem derfor ned i sandet, hvor de lå i to år, før de blev gravet op, sejlet over Nilen og endte hos Elgin Gates i USA.
Efter tip fra en af sine trackere skød Sten Cedergren som led i damage control en elefanttyr med 121 og 119 pound elfenben, og da han havde solgt stødtænderne, havde han penge nok til at kunne købe et hus på kysten.
Lesennitch fra Düsseldorf var glad for den 100-pounder elefanttyr, som Sten Cedergren guidede ham til i Kasigua Block i 1971. (The Adventurous Life of a Vagabond Hunter, Safari Press, USA).
I 1956 blev han tilsluttet White Hunters Africa LTD, og i 1960 medvirkede han ved Hollywoods optagelse af Hatari med blandt andre John Wayne, og i en tid boede han på Safariland Hotel i Nairobi, der havde en talende papegøje på receptionsdisken.
Da en europæisk kvinde var ved at tjekke ind, mens Sten Cedergren stod bag hende, sagde papegøjen: ”Fuck you”.
Da den gentog budskabet, gav kvinden, der troede, at det frække budskab kom fra ham, sin paraply mellem øjnene på ham, og hotellet fandt herefter en ny ejer til den uartige papegøje.
Sten Cedergren oplevede forskellige typer mennesker på sine safarier, men han yndede at jage med en jæger som Prins Liechtenstein, der nedlagde to elefanttyre på 74 og 76 og 74 og 71 pound elfenben. Han guidede også et amerikanske ægtepar med to voksne sønner, og konen havde sit piano med, og om aftenen mens løver brølede, og flodheste i floden prustede, akkompagnerede hun med Griegs pianokoncert.
Stor tak til engelske dobbeltrifler
I 1969 blev Sten Cedergren i en alder af 50 år gift med Lolo, der fødte ham en søn og en datter, der fik navnet Mara efter Løvinden Elsa, som Sten Cedergren havde assisteret ved Hollywoods optagelse af.
Lolo, som Sten Cedergren blev gift med, da han i 1969 fyldte femti år. (The Adventurous Life of a Vagabond Hunter, Safari Press, USA).
Mens han i 1977 var på en rejse til USA, fik han et telegram fra Lolo, at præsident Kenyatta havde forbudt jagt i Kenya, og at den hollandske prins Bernhard, der opholdt sig på sin farm i Kenya, havde givet Kenyatta en check på 200.000 GBP i tilskyndelse til opretholdelse af jagtforbuddet, der umiddelbart kostede cirka 60 PH og fire tusinde sorte afrikanere jobbet.
Han flyttede nu til Rhodesia og blev manager på en kaffefarm. Senere blev han en del af Selous Scouts der jagede oprørsstyrker.
I 1979 kom freden, og i 1980 fik Rhodesia navnet Zimbabwe med Robert Mugabe som præsident. På den tid levede der 280.000 hvide i landet og fem millioner sorte, og på et år forlod over 200.000 hvide landet til fordel for Sydafrika.
Stødtand fra elefanttyr fra Zimbabwe, der er kortere, men noget kraftigere end stødtænder fra det østlige Afrika. (The Adventurous Life of a Vagabond Hunter, Safari Press, USA).
Foruden at guide på storvildtjagt i Zambesi Valley, guidede Sten Cedergren klienter i Zambia og Tanzania, før han pensionerede sig selv som PH i 1997 78 år gammel. Han oplevede sin storhedstid fra 1950-1965, som han betegner som ”storvildtjagtens guldalder”.
”Jeg elskede elefantjagt, og når jeg med .470-eren ramte så tæt på hjernen, at dyret gik ned i knaldet, gjorde jeg hurtigt jobbet færdigt med andet skud. Hvis det ikke havde været for mine engelskbyggede dobbeltrifler, så ville jeg ikke have været i stand til at skrive mine erindringer fra den afrikanske bush”.
Sten Cedergren på sine ældre dage. (The Adventurous Life of a Vagabond Hunter, Safari Press, USA).
