Hvor mange vildsvin blev der nedlagt, da der fandtes flest vildsvin i Danmark? Det og meget mere kan der læses om i denne artikel om de danske vildsvin
De danske vildsvin
Tekst: Henning Kørvel
Da der fandtes flest vildsvin i Danmark, blev der på statens og privatejede ejendomme årligt skudt cirka 150. Fra de kongelige vildtbaner gik vildsvinene til hofhusholdningen. Vildsvin holdt længst stand i Jylland. Efter salg af krongodset uddøde vildsvinene, og det sidste vildsvin skal være skudt ved Silkeborg 1801 eller på Meilgaard Gods et par år senere.
Hegnet på grænsen i Sønderjylland mellem Danmark og Tyskland, der skal holde vildsvin fra at vandre ind i Danmark, fordi de kan tage afrikansk svinepest med sig og således true den danske svinekødseksport, står i skærende kontrast til, at vildsvin engang var så velkomne i Danmark, at bestanden blev suppleret med udsætning af vildsvin fra Tyskland flere gange.
Frederik II ville gerne kunne jage vildsvin og anmodede derfor Kurfyrsten af Sachsen om at sende nogle vildsvin til Danmark (Weismann: ”Vildtets og jagtens historie i Danmark”, 1931 og 1985).
I det 16. århundrede var vildsvin nemlig udryddet på Øerne og sjældent i Jylland.
Kurfyrstinde Anna – kongens søster – var betænkelig, og håbede, at vildsvinene ville blive sat ud på en ø, hvor de ikke ville kunne gøre større ulykker.
Vildsvinene døde måske i den strenge vinter i 1571, for i 1580 ønskede kongen nemlig at få endnu en sending vildsvin – denne gang fra sin svigerfar. Hertug Ulrich af Mecklenburg.
I 1581 kom der så 21 vildsvin til udsætning i kongens og kronens skove i Jylland, og både det år og i 1585 henstillede kongen til de adelige, der havde jagtret i Aalborghus, Silkeborg og Skanderborg Len om at frede vildsvinene i to-tre år.
Olden af stor vigtighed for de danske vildsvin
Vildsvinet var ikke talrigt her i landet, og et udbytte på 33 har nok været så enestående, at mindet om den er bevaret, fordi det var ekstraordinært.
Weismann beklager, at der i hverken indberetninger eller regnskaber har kunnet findes oplysninger om disse vildsvin, og det vides heller ikke, hvornår de blev udryddet igen på Sjælland, men de kan være forsvundet i en streng vinter, mener han.
Når der var tilstrækkeligt med føde, hvilket vil sige olden i skovene, så trivedes vildsvin godt her i landet. Men i oldenfattige år blev de så magre, at de ikke er værd at spise.
I de første år efter udsætning af vildsvin fra Tyskland i Jylland i 1581 gik godt for dem. De klarede sig således godt i de strenge vintre i 1585 og 1586, og den ekstra strenge vinter i 1587.
De udsatte vildsvin formerede sig så stærkt, at kronens bønder i Skanderborg Len få år efter udsættelsen klagede over deres ødelæggelser, at jægermester Nordmand i både 1589 og 1590 blev sendt til Skanderborg for at skyde dem, mens hjortevildtet skulle skånes.
Læs mere på netnatur.dk/VILDSVIN
Vildsvinene i Danmark var afhængige af olden, og i oldenfattige år tabte de sig, så kødet blev så kedeligt, at det ikke var værd at spise.
100 år senere dukkede der pludselig vildsvin op på Sjælland.
Christian V skriver i sin dagbog; ”23. januar 1689 fangede vi fire vildsvin i Esserum Vang, 13. november 1690 fangede vi tre vildsvin ved Frederiksborg, og 18. december fangede vi fire vildsvin i Gelte”.
Fra 1691 omtales vildsvinejagt ikke, men i 1692 fældede kongen 33 vildsvin på jagt på Sjælland, og 1694 var han på vildsvinejagt ved Frederiksborg. Weismann mener, at vildsvinene har været udsat, for hver skulle de ellers være kommet fra?
Bønderne fik ordre til at drive deres tamme svin bort fra skovene i den tid, jagten stod på, og lensmanden skulle skaffe bønderhunde, og hvad der ellers behøvedes til jagten, mens kongens jægere selv havde ”svinehunde” med til Jylland.
Vildsvinene var dog ikke så talrige i Jylland som i Tyskland. Kurfyrst Georg af Sachsen nedlagde personligt 31.902 vildsvin fra 1611-1655, og i 1690 meddelte en dansk jæger, der havde deltaget i to vildsvinejagter i Sachsen, at der blev skudt 108 og 209 vildsvin, men fordi der ikke var olden det år, var svinene meget spredt. Ellers ville der have været skudt mange flere.
Til den kongelige husholdning var ikke et ungt vildsvin som dyret her, men ”huggerter” – orner med hugtænder – utroligt eftertragtede på grund af deres gode smag, der er bedre end unge vildsvins.
Bønderne ville gerne af med vildsvinene, fordi de opholdt sig i kornet om sommeren, åd olden i skovene i efteråret og rodede i græsningsjord efter larver, men kunne ikke lide de store jagter i det sene efterår, så julesvin der skulle æde sig fede, måtte drives hjem, mens jagten stod på.
Bønderne kunne ikke altid selv skelne mellem skovsvin og vildsvin. Hundene var lige ivrige efter dem begge, og i jagtiveren skete det ofte, at jægerne tog fejl. Krybskytter tog sommetider også fejl og skød tamme svin.
I den hårde vinter i år 1600 befalede kongen, at der i Skanderborg og Silkeborg Len skulle opføres svinegårde, hvor svinene skulle samles for at kunne æde.
Overalt skulle der indsamles en stor mængde nødder, agern og bog, og slog det ikke til, skulle der fodres med korn. Også senere blev vildsvin fodret. I 1684 erindrede jægermester Arenfeld, at vildsvin fik havre.
Vildsvin havde med andre ord det godt på krongodserne, der fik forbindelse med de stammer, der fra gammel tid har levet i Slesvig og Holsten, mens de i nord nåede op til Vendsyssel.
I modsætning til ulve færdedes vildsvin ikke i de store heder, men vekslede langt omkring, og navnlig i efterårstiden samledes de i skovene for at æde olden.
Talrige har de dog aldrig været. Hårde vintre tog hårdt på bestanden, når der ikke var olden i skovene.
Brockdorffs distrikt sendte hvert år røgede vildsvinehoveder og skinker til hoffet, som regel 15-20 hoveder og dobbelt så mange skinker.
I det oldenrige år 1690 beskrives skinkerne som ekstra gode, men 1697 var vildsvinene magre, fordi der ikke var olden i skovene, og vinteren var streng.
12 vildsvin til fødselsdagen
Da Lieht tiltrådte som jægermester, skød han det første år 22 vildsvin, og i de følgende år leverede han et lignende antal til hofhusholdningen.
Men på de første jagter i 1740 blev der ikke set svin. På de efterfølgende jagter fik han skudt 14, men der blev ikke set smågrise.
I 1741 sendte han til majestætens fødselsdag 12 vildsvin, som det havde været vanskeligt at skyde. Og bedre blev det ikke i 1742, hvor han gennemjagede alle de haderslevske skove, og kun skød et vildsvin.
I Koldinghus var han heldigere, for her skød han 14 vildsvin på bekostning af heste og kreaturer, som hans nyanskaffede hunde gjorde skade på, og bønderne forlangte erstatning på 38 rigsdaler og to mark.
Hans egentlige ”svinehunde” blev ”gale” og måtte skydes, og da han ikke kunne få andre afrettede hunde igen, blev han nødt til at tage de store hunde, som han kunne få, hvilket førte til, at de anrettede skader på kreaturer og heste.
Rentekammeret pålagde ham at betale erstatningen, men udtrykte tvivl om, at hundene skulle være på kost hos møllerne.
Intet blev dog forandret straks, men cirka en snes år senere blev møllerne fritaget for opgaven, og jagtvæsenet fik 120 rigsdaler til hundenes underhold så længe, der kunne leveres vildsvin i nogen lunde antal til hoffet.
I 1744 blev alle Liehts hunde slået på jagterne, og han måtte konvertere til klapjagt, men i 1745 var bønderne meget uvillige til at møde som klappere, fordi de frygtede, at det ville få kvægsygen til at brede sig.
Lieht kunne dog vedblivende levere 12-15 vildsvin foruden nogle røgede hoveder år efter år, skønt bestanden aftog, og først omkring 1760 blev det vanskeligere at skaffe tilstrækkeligt med vildsvin til hofhusholdningen.
I 1763 ønskede hoffet leveret to vildsvin to gange om måneden i tre måneder, og det lykkedes Leiht at skaffe 11, om end med stort besvær.
Engang fik han slet ikke skudt vildsvin på seks dages jagt, og en anden gang fik han kun tre vildsvin til en sending.
Hvor mange dage, han jagede for at skaffe de nævnte 11 vildsvin, vides ikke, men der gættes på mange.
En ”liden gris” som denne repræsenterede i den kongelige terminologi blot en ret, men om den blot var til en person eller flere personer, melder historien ikke noget om.
Til besværlighederne hører bøndernes forsømmelighed med transporten. Hvis ikke vildsvinene nåede rettidigt frem, fik jægermesteren ubehageligheder, og Leiht anså det for rimeligt, at han forlangte bønderne straffet.
Selv om der ikke var mange vildsvin på distriktet, så skriver P. Rhode, at bønderne i Haderslev Amt var plagede af vildsvin, men fordi de ikke turde skyde dem, holdt de vagt i kornmarkerne. Naturligvis har en so med smågrise kunne gøre mærkbar skade i kornmarkerne.
I 1765 leverede Lieht 13 vildsvin til hoffet og i 1766 10 styk. I december 1766 beklagede han ikke at have fået vildsvin, fordi der var meget få i Haderslev Amt og ingen i Koldinghus Amt.
Rentekammeret inddrog de 120 rigsdaler til hundenes foder, og i stedet for ville betjente få to Rigsdaler for et stort vildsvin og en rigsdaler for et ungt vildsvin.
Resultatet af den nye ordning blev, at den regelmæssige leverance af vildsvin fra Haderslev Amt ophørte, og fra Koldinghus var den ophørt med frasalget af ryttergodset. I 1767 blev der fra Haderslev Amt kun leveret få vildsvin, fordi bestanden var i bund.
Dårlige vildsvin til ”Kreti og Petri”
Fra det nørrejyske jægermesterdistrikt blev der derimod leveret mange vildsvin til hoffet. I 1725 beklagede Rathlou, at der ved forsømmelighed var blevet en tønde med 15 hoveder tilbage, og der må have været leveret et betydeligt antal.
Et par måneder forinden havde han undskyldt, fordi der ikke var sendt det ønskede antal skinker, fordi mange af de nedlagte svin havde været så ilde tilredt af skud og hundene, at de ikke kunne bruges.
I 1730 havde han vanskeligt ved at skaffe gode vildsvin, fordi der lidt olden, og bogen var ”svang”. I 1731 blev den ringe mængde olden ikke moden, og svinene var derfor magre, og heller ikke i 1732 var der olden.
I Ry Skov skød han dog 14 vildsvin, som var i nogen lunde stand, og næste dag skød han ni vildsvin i Ry Skov, der dog var magre, og han forærede dem bort til ”Kreti og Pleti”. I alt fik han det år nedlagt 50 vildsvin, der slog et stort hul i bestanden.
Bønderne så ikke med milde øjne på vildsvin og de skader, de anrettede. Rathlou protesterede mod argumentet, at der var mange.
Når der var olden, strejfede de ud fra vildtbanen, og mange blev skudt på Frijsenborg, og andre skød også nogle.
Fra vildtbanen blev der årligt leveret omkring 20 vildsvin pr. år til Dronnmingen på Clausholm Slot for at spare på hjortevildtet, der gik mærkbart tilbage, og herudover sendtes mange vildsvin til hoffet i København.
Han beklagede, at han ikke kunne spege hovederne og skinkerne i malt, fordi rotterne var søgt til hovedbygningen fra avlsbygningerne og fortærede alt, hvad de kunne få fat i.
Udtalelsen fra Rathlou viser, at der ikke fandtes vildsvin på Frijsenborg, men at de kom dertil fra vildtbanen.
På trods af Rathlous forsikring, at der ikke var så mange vildsvin, som bønderne påstod, blev det ved Kgl. Resolution 13. august 1734 bestemt, at vildsvin skulle skydes og sælges til enhver køber til en-fire rigsdaler stykket.
Der blev ikke angivet en pris for ”huggerter” – orner med hugtænder, og Weismann mener, at forklaringen er, at de mest velsmagende blev leveret til hofholdningen.
Unge vildsvin blev også leveret til det kongelige køkken i København, men var ikke så eftertragtede som gamle orner, der på grund af alder smager bedst.
Fordi forbuddet i Jagtforordningens artikel 29 mod vildtspisning ved festlige lejligheder kunne være til skade for salget, bestemtes det, at svinene måtte benyttes, således som køberne ønskede det, når de vel at mærker havde betalt.
Mange ønskede at købe nedlagte vildsvin, og skovrideren kunne ikke bestille andet end at skyde svin. Året efter meldte kun et par købere sig. Der var nemlig ingen olden, og svinene var derfor magre, og køberne fik således ikke ret meget for pengene.
Ved jagterne blev der kun set få gode svin, og hvis salget fortsatte, så ville de fleste keilere blive skudt og kunne således ikke leveres til hoffet.
Da der desuden ikke fandtes så mange vildsvin, som bønderne påstod, agtede Rathlou at afvise potentielle købere og håbede, at han handlede korrekt ved at beskytte det, der allernådigst var betroet ham: Hans Majestæts Vildtbane.
Da ryttergodset blev solgt, ophørte leverancerne
I foråret 1736 var han bekymret for vildsvinene, fordi en del var døde i den strenge vinter, og de der er tilbage ”ravede rundt i sult”. I efteråret 1736 sendte han dog en snes vildsvin til hoffet, men salget til menigmand var stoppet, indtil kongen var forsynet.
I de følgende år klagede han over, at der blev skudt mange vildsvin på proprietærgodset. I 1739 blev der således skudt over 40 vildsvin på Frijsenborg, men kun få havde været ”huggerter”.
I den strenge vinter 1740 blev der på Rathlous distrikt kun skudt 46 vildsvin.
Der havde været udsigt til et formidabelt oldenår, men frosten ødelagde blomsterne, og svinene sultede.
I 1734 sad oldenborrene i tusindtal på egene og åd alle olden. Rathlou håbede til gengæld på bøgens frugter, der blev opfyldt.
I efteråret 1740 skød han kun få vildsvin, og der blev kun set to søer med smågrise. Også i 1741 var bestanden beskeden. I 1743 kunne han påtage sig to leverancer af vildsvin til hoffet, den ene på 19 og den anden på 10 styk.
Fra 1740 standsede salget af vildsvin til borgerne. Efter at bestanden var begyndt at tiltage fra 1742, blev der klaget over dem til Rentekammeret.
Oberst Rauch ledte i 1745 en synsforretning over skaderne på Sjellerupgaards jorder, udlagt til Skanderborg Rytterdistrikt, hvor de havde rodet i grønsværen for at finde oldenborrelarver. Synsmændene anslog skaden til 40 hestes græsning, men Rathlou gjorde indsigelse. Erstatningen blev dog udbetalt.
I 1748 klagede bønderne i Laasby, Linaa og Dollerup over skader fra vildsvin og andre vildtarter. Rathlou indrømmede, at klagen – der foranledigede en kongelig resolution om, at vildtet til hoffet skulle skydes på de steder, hvor der var mest – ikke var grundløs for Haarup bys vedkommende.
I vinteren 1755 blev der skudt 20 vildsvin, og jægermesteren meddelte, at hvis det ikke blev et godt oldenår, måtte leverancen til hoffet stoppes i et par år.
I de følgende år var det vanskeligt at skaffe det ønskede ental vildsvin, og leverancerne blev indstillet i et par år, indtil bestanden var kommet på fode igen.
I 1765 kunne han derfor levere 27 vildsvin, men året efter var det vanskeligt for ham at levere de 19 vildsvin, som hoffet havde forlangt.
Da ryttergodset var solgt, ophørte leverancerne af sig selv. Endnu i 1767 blev der dog leveret nogle få vildsvin fra Skanderborg Distrikt.
Kronens skove var centrum for vildsvinene, men der blev ikke skudt flere, end bestanden kunne tåle. Men kom vildsvin ind på proprietærgodset, blev de skudt, fordi de var et interessant jagtobjekt og et værdifuldt bytte, og fordi godsejerne var interesserede i at værne om bøndernes kornmarker, da de jo skulle indestå for deres skatter.
Ved hofleverancerne i 1742 regnedes en kronhjort til syv retter, en råbuk til tre, mens en ”huggert” regnedes som otte retter, en stor so syv, etårigt svin fem og en ”liden stegegris” til en ret.
Da det skanderborgske Rytterdistrikt blev solgt, og den store vildtbane blev nedlagt, aftog vildsvinene hurtigt i også det øvrige Jylland.
I 1777 nævnes, at der findes nogle få stykker hist og her. I Vendsyssel blev det sidste vildsvin skudt i 1787, og i Holsten var de helt forsvundet i en årrække, men kom igen i det 18. århundrede. Vinterens hårdhed i 1788 menes at være årsagen til deres forsvinden, men allerede før 1788 var der kun få vildsvin tilbage.
Det sidste vildsvin i Danmark i ældre tid skal være skudt ved Silkeborg i 1801 eller på Meilgaard Gods, Djursland, et par år senere. Og den sidste ulv blev skudt her i landet i 1813.
Vildsvinet er gået endnu mere ubemærket ud af vores fauna end ulven, og der er kun få minder tilbage om vildsvin, skønt det har været almindeligt, men aldrig talrigt i Jylland.
I hele den bedste tid kunne Rathlou levere et halvt hundrede vildsvin om året til hoffet, og på Haderslev Jægermesterdistrikt blev der skudt 20-30 om året. Altså alt i alt 70-80 styk.
Regnes med et lignende udbytte på proprietærgodset, når udbyttet i den periode, hvor vildsvin var talrigest her i landet op på cirka 150 pr. år, hvilket ikke er imponerende for en vildtart, der formerer sig så hurtigt som netop vildsvin.
