Bondede kugler – Mekanisk, kemisk eller elektrolyse sammenlåsning af kuglens kappe med blykernen – er det første, og måske vigtigste, skridt på vejen til de moderne superkugler

Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)

Bonded  – Mekanisk låste kugler

Et alvorligt problem med de simple blødnæsede kugler er uens ekspansion fra skud til skud. Og måske værst af alt, hvis vildtet skal på bordet, risikerer man separation af kerne og kappe med efterfølgende splintring af begge.

Dette resulterer i at større dele af det ellers brugbare kød ødelægges af blystumper og kappedele, der spredes ud i kødet, når kuglen disintegrerer.

For blandt andet at undgå disse skader og sikre en bedre dybdevirkning fra de individuelle kugler, opstod ønsket om en kugle, der kunne holde sammen. Altså en Bonded eller sammenlåst kugle.

Det første vellykkede eksempel på en mekanisk bonded kugle, den godt halvfjerds år gamle RWS H-mantel der stadig er hos os i dag. Her ses tydeligt indsnævringen/folden på kappen der danner en indvendig lås, som holder blykernen tilbage i kappen og sikrer en god dybdevirkning.

Ideen med mekanisk bonding, som den blev opfundet af RWS, er ikke bare effektiv, den er så sandelig også økonomisk overkommelig. Den har givet os nogle af de mest populære og effektive kugler til en rimelig pris.

Denne konstruktion kan tilpasses til mange forskellige jagttyper inden for den samme kaliber. Dette blot ved at ændre kuglevægt og tykkelsen på kappen.

De mindre mål

Til ræv og lignende vælges en let kugle med høj mundingshastighed, tynde vægge og spids form med ”boat-tail”. Den lave vægt og store hastighed giver sammen med den aerodynamiske kugle en flad skudbane. Den er således ideel til at ramme den forholdsvis mindre ræv ude på de længere skudafstande.

De tynde vægge sikrer en voldsom ekspansion, og garanterer omgående nedlæggelse af Mikkel. Selv med et mindre velplaceret skud. Hvis bælgen skal bruges, bør man dog nok overveje brug af en tungere og trægt ekspanderende kugle eller fuldkappet ammunition. Men vær opmærksom på den større risiko for opspringere.

Større vildtarter

Til større vildt vælges en trægt ekspanderende kugle, gerne med større vægt.

Én af de mest succesrige kugler af denne type på det danske marked er Lapua’s Mega.

Lapuas trofaste Mega kugle, der findes i adskillige kalibrer fra 6,5×55 mm og op til 9,3×74 mmR.

På dette billede ser man tydelig den sæk i bunden af kappen, der holder kernen tilbage i kappen. Det er også let at se, hvordan kappen bliver tykkere, indtil den når ned til sækken, hvilket sikrer en kontrolleret ekspansion. Den store diameter af den frilagte blykerne er nødvendig for at starte ekspansionen.

Af andre firmaers kugler af denne type kan bl.a. nævnes: Sako Hammerhead, Hornady Interlock, Remington Core-Lokt og RWS H-mantel.

Bonded  – Kemisk sammenlåste kugler

De mekanisk låste kugler var et enormt fremskridt i bestræbelserne på at sikre en ensartet ekspansion. Men ofte når kuglen ekspanderede og kappen blev foldet bagud, mistede blyet forbindelsen med kappen og begyndte at løsne sig i små stykker.

“Resultatet er tab af vægt og dermed reduceret gennemtrængningsevne.”

Løsningen var en solid sammenlåsning af bly og kappe enten ved hjælp af varme sammensmeltning, altså svejsning. Eller via en kemisk forening af de to komponenter. Og som de første på markedet startede Bill Steiger sidst i tresserne produktionen af Bitterroot Bonde Core, hvor blykernen var låset til kappen ved hjælp af opvarmning.

Disse kugler var på daværende tidspunkt besværlige og dyre at fremstille, så Bitterroot firmaet døde i konkurrencen. Men ideen overlevede. Inden for nogle få år begyndte bondede kugler til en konkurrencedygtig pris at dukke op på markedet. Blandt de første kan nævnes Speers godt fyrre år gamle Hot-Cor, der som navnet indikerer, var en videreførelse af ideen fra Bitteroots svejsede kugle.

Men den bondede kugle i denne gruppe, der nok er mest kendt og benyttet her i Danmark, er Norma’s Oryx, der ikke uden grund er opkaldt efter den skudstærke afrikanske Oryx/Gemsbok. Den er så udbredt, at den findes i hele 29 forskellige patroner fra en 3,6 grams .222Rem til en 21,1 grams 9,3×62 mm.

De Australske storvildtkugler Woodleigh er fremstillet efter samme recept, som John Rigby’s savnede produkter. Kuglerne er opbygget med en kraftig stålkappe, der er varmebonded til blykernen. Kuglerne kan blandt andet købes i Norma’s PH-serie.

De forskellige kugletyper #2 - Bondede kugler
Norma Oryx. En populær kemisk bonded der kan fås i mange kalibre.

Bonded  – Elektrolyse kappede kugler

Ved denne kugletype belægges færdigstøbte blykerner med en kobberkappe ved en elektrolyse procedure, der kan gøres meget ensartet.

De første kugler af denne type blev fremstillet af et Sydafrikansk firma for at nedsætte den luftforurening, der kunne være ret så alvor på indendørs skydebaner, hvor især håndvåben anvendte rene blykugler.

Senere er Remington kommet på markedet med en kugle, de kalder Power-Lokt og i 2005 kom Federal med en ny serie – Fusion.

Om disse nye kugler bliver en succes, er svært at sige, men Sydafrikanerne har ikke haft det store salg, og de har ellers været på markedet siden 1994.

LÆS OGSÅ: De forskellige kugletyper #1

LÆS OGSÅ: De forskellige kugletyper #3

LÆS OGSÅ: De forskellige kugletyper #4

LÆS OGSÅ: De forskellige kugletyper #5

LÆS OGSÅ: De forskellige kugletyper #6

LÆS OGSÅ: De forskellige kugletyper #7


FØLG NETNATUR.DK PÅ FACEBOOK
Gå ind på Netnatur’s facebook side, tryk på knappen “Følger” og marker punktet “Se først”.
Så sikrer du dig, at du får alle nyheder.
Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version