Efter 500 års krigsførelse og jagt i røg og damp, kom endelig den opfindelse, alle havde sukket efter: Krudtet der gjorde det muligt, at se hvad der foregik, også efter første skud var affyret
Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)
I 1884 var Frankrig igen i forreste linie, idet Paul M.E. Vieille opfandt det første brugbare røgsvage krudt; Poudre B, der blev drivkraften i verdens første småkalibrede, røgsvage, højhastigheds, enhedspatron 8x50R mm Lebel fra 1886.
Dette startede omgående et våbenkapløb, vi alle kan glæde os over i dag. Det blev nemlig basis-opskriften på alle moderne jagtpatroner.
Fordelene ved det nye røgsvage krudt var indlysende sammenholdt med det gamle sortkrudt. Først og fremmest er røgsvagt krudt, også kaldet nitrocellulose, tre gange så kraftigt som sortkrudt – og så forsvinder jægeren ikke i en fed røgsky efter affyring af det første skud.
Endvidere sviner røgsvagt krudt væsentligt mindre end sortkrudt, hvilket yderligt sinkede genladningen af forladevåben.
Nye tider på vej
Det kraftigere krudt muliggjorde brug af relativt små kalibrer, men med meget større hastighed end tidligere. Dette resulterede i en meget fladere skudbane og derfor væsentligt øgede den praktiske skudafstand.
Den øgede hastighed gav selvfølgelig også en betydelig højere kinetisk værdi og ammunitionsfabrikkernes reklamefavorit “Hr. Mundingsenergi”, senere kaldet Joule, blev sluppet løs i katalogerne.
Franskmændene var langt foran resten af verden med denne patron, der til at begynde med dog ikke anvendte en spidsskarp kugle som her, men derimod en 15 gram fladnæset kugle kendt som Balle M.
Fart i udviklingen
Så snart Frankrigs venner – og især fjender – havde set den nye patron i aktivitet gik de til tegnebordet og i hurtig rækkefølge fremkom mange af de patroner, der stadig ligger i alverdens jagttasker.
1888: 8×57 mm Mauser
1888: .303 Britisk
1893: 7×57 mm Mauser
1894: 6,5×55
1900: .470 Nitro Express
1905: 8×57 mm IS Mauser og 9,3×62 mm Mauser
1906: .30-06 Springfield
1912: .375 Holland & Holland Magnum
Så der er ingen grund til at sætte tipoldefars gamle jagtriffel på pension. Der er gode chancer for, at nutidens riffeltegnsaspiranter stadig skyder med den samme kaliber i deres sprit-nye, supermoderne rettrækker med to vekselpiber!
“Men en ting ville tipoldefar og hans jagtvenner have svært ved at genkende; nemlig jagtkuglernes moderne materialer og konstruktion.”
Indtil 1886 skød riflerne med runde eller koniske kugler, fremstillet af bly iblandet tin eller lignende for hårdhedens skyld. Disse projektiler havde typisk en kaliber fra 17 til 19 mm og en kuglevægt omkring 35 gram. Altså det der svarer til tre, fire .30-06 kugler.
Selv med en iblandet hærder, var disse kugler forholdsvis bløde og fladede til en vis grad ud, når de ramte et mål. De frembragte derfor nogle voldsomme sår, der ligner de sår, der efterlades af en blødnæset kugle.
