I ”Der skydes, men ikke med skarpt” stiller forfatteren af bogen om jagtkongen Frans Marcher, Lise Wied Kirkegaard, skarpt på dyrlæge Erik Eriksen, der blev Danmarks første doktor skyd, fordi han bedøvede vilde dyr med medicin fra et skud med et gevær. Han udviklede doser til immobilisering og blev dr. med. vet på emnet, og han endte som dyrlæge i Københavns Zoo
Tekst: Henning Kørvel
Han blev kaldt ”Danmarks første doktor skyd”, fordi han udviklede skånsomme metoder til bedøvelse af vilde dyr, som enten var syge og skulle behandles, eller skulle flyttes til et nyt sted.
Efter at have samarbejdet med jagtkongen Frans Marcher om dennes erindringer, der udkom i 2018, sætter Lise Wied Kirkegaard i sin anden bog ”Der skydes, men ikke med skarpt” fokus på dyrlæge Erik Eriksen (28. oktober 1931 – 10. oktober 2019).
Erik Eriksen var født på ”Annasminde” i Baldersbrønde. Da han gik i 5. klasse, var han bevidst om, at han skulle være dyrlæge.
Han fulgte levende med, når direktør Axel Reventlow i serien ”Foran burene” fortalte om dyrene i Zoo i København.
I 1951 startede han så på studiet på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole i København, og i stedet for at terpe teori, anså han det for lærerigt, når han fik lov til at virke i Ambulatorisk Klinik, fordi han der behandlede syge dyr på egen hånd, og han desuden blev sendt ud til større dyr: Hestene hos Carlsberg, Zoologisk Have og kaperne i Jægersborg Dyrehave.
Sommetider var det mere kløgt end dyrlægeteori, der var brug for, som da han skulle tilse en okapi i Zoologisk Have, der ikke ladede vandet.
Da en vandhane blev åbnet, og okapien hørte vandet pjaske ud, ladede den resolut vandet.
Erik Eriksen dimitterede i 1957 med et gennemsnit på 7,28, der blev holdets næstbedste eksamen.
Efter at have vikarieret i Sønder Vium i Jylland blev han ansat hos dyrlæge Harry Sørensen, Stensved, og lønnen var ”fyrstelig”: 1.200 kroner pr. måned.
Samme år blev han indkaldt til forsvaret og aftjente sin værnepligt i Forsvarets Lægekorps på Jægersborg Kaserne.
Da han i 1959 var færdig med soldaterlivet, blev han dyrlæge i Faxe, og samme år blev han ansat som videnskabelig assistent på Landbohøjskolen og tilså således igen dyrene i Zoologisk Have, Carlsberg og kaperhestene i Dyrehaven.
Og han lærte dyrehandler H.H. Krag at kende. Krag blev dyrehandler efter Anden Verdenskrig, og fordi de zoologiske haver manglede dyr, rejste han ud til Østen for at købe dyr til dem.
Erik Eriksen så nu behovet for at kunne bedøve vilde dyr, og han fik fat på et gevær, som blev afprøvet på en kronspidshjort i Jægersborg Dyrehave. Og han udviklede doser til immobilisering af dem, der skulle være så skånsomme, at dyrene ikke led overlast.
Erik Eriksen deltog på sidelinjen, da dyrehandler Krag fik Adam lensgreve Knuths ja til, at han måtte udstationere eksotiske dyr i parken på Knuthenborg, og lensgreven tjente på, at folk så dem, indtil Krag solgte dyrene.
Krag vidste ikke, at lensgreven med Longleat House i England som forbillede havde planer om en safaripark. Året var 1969.
Fra Sydafrika kom der zebraer og antiloper, men fordi bondekarle ikke havde forstand på at passe dem, mistede Krag dyr for 100.000 kroner om ugen, hvilket førte til, at Erik Eriksen blev tilkaldt. Dyrene var svært parasitbelastede, og fordi der ikke var stalde til dem, foranledigede han, at de ansatte opførte de nødvendige faciliteter til dyrene.
Lensgreven havde bidt mærke i princippet fra Longheat, at dyrene skulle tiltale børn på fem år, og da han således ønskede giraffer, sagde Krag: ”så skal De selv betale”.
I 1974 rejste Erik Eriksen til Grønland sammen med Christian Vibe for at mærke isbjørne. Bjørnene blev bedøvet med en ladning fra et kulsyregevær med en rækkevidde på 12-15 meter, og 42 isbjørne blev mærket.
I 1975 fik han et treårigt senior-stipendiat og blev dr. med. vet. på en afhandling om immobilisering og indfangning af vilde kvier og hjortevildt.
I 1982 skiftede Erik Eriksen jobbet på Landbohøjskolen ud med stillingen som dyrlæge i Københavns Zoo, og han var med Cirkus Benneweis i Japan, hvortil de havde to elefanter på tilsammen 11.285 kg med i Jumbojetten.
Erik Eriksen virkede som dyrlæge i Københavns Zoo indtil 1998. Lise Wied Kirkegaard og han havde længe arbejdet på hans erindringer, som han ikke nåede at opleve, udkom, fordi han døde et år før udgivelsen.
Han ville givetvis havde nydt at genlæse den meget detaljerede og læseværdige bog, som andre – og nok særligt dyrlæger – vil sluge råt. Erik Eriksen er en eminent fortæller, og Lise Wied Kirkegaard mestrer kunsten at formidle hans fortælling på forbilledlig vis.
Lise Wied Kirkegaard: Der skydes, men ikke med skarpt. 348 sider, Forlaget Mellemgaard, kroner: 269,95.
