Sæljagt: Portræt af Danmarks sidste sæljæger. Læs Netnatur

Claus From Jensen, Øster Toreby, Lolland, havde sæljagt i tankerne, da han begyndte at drive strandjagt i 1958. Han skød sin første sæl på Rødsand i 1963, men dog ikke uden problemer

Den sidste sæljæger

Tekst: Henning Kørvel – Fotos: Claus From Jensen og Henning Kørvel

Claus From Jensen, Øster Toreby, Lolland, havde sæljagt i tankerne, da han begyndte at drive strandjagt i 1958. Han skød sin første sæl på Rødsand i 1963, men ikke uden problemer, for sælen sank, og han måtte smide kludene for at bjærge den. Han fortsatte sæljagt, indtil den sluttede i 1977, men skød sin sidste ud af fem spættede sæler i 1970.

Afstanden er 50-60 meter. Og da sigtekornet hviler roligt på punktet i panden midt imellem sælens øjne, og åndedrættet er under kontrol, får aftrækkeren det lette tryk, der sender den kegleformede 6,5 grams juniorkugle fra Otterup Gevær- og Patronfabrik ud gennem riffelløbet.

Dato: 13 juni 1963. Tid: 19,45. Sted: Sandrevet Rødsand vestlige spids, Vesterholm, som blandt indviede blot kaldes for Sælspidsen.

Claus From Jensen, Øster Toreby, Lolland, der har afgivet skuddet med sin relativt nyanskaffede jagtriffel kaliber 6,5×55 med Otteruppibe fra bøssemager Sverre Steffensen, Norgesvej i Nykøbing F., er mere end henrykt for, at det omsider lykkedes for ham at skyde en spættet sæl.

Det kommer dog til vare en tid, før han kan tage byttet i øjesyn. I omtrent samme øjeblik, sælen modtog den dræbende Otterupkugle, er han og kammeraten, Ole Thuesen fra deres liggende stilling bagved en sildekasse inde på Sælspidsen nemlig vidner til, at den går til bunds, fordi dens lunger var tømt for luft, før den drog hinsides.

”Jeg var ikke meget for det, men der var imidlertid ikke andet at gøre end at hoppe i vandet, og med hjælp fra kammeraten fik vi halet sælen, der vejede omkring 100 kg og havde en smuk pels, op i jollen”, erindrer Claus From Jensen.

Da han og Ole Thuesen tidligere samme dag havde nærmet sig Sælspidsen i Claus From Jensens jolle, mødte synet af 30-40 spættede sæler i forskellige aldre og størrelser i vandet ved Sælspidsen dem.

Han husker tydeligt, hvor spændende det var at have så mange sæler svømmende omkring sig, og han oplevede det som uhyre spændende at skyde sin første sæl fra det berømte cirka 10 kilometer lange sandrev i den nordvestlige del af Østersøen imellem sydspidsen af Falster og sydøstspidsen af Lolland.

Claus From Jensen poserer her med den spættede sæl, som han i 1963 skød på Rødsand.

Sæler har holdt til her i århundreder, og når de holder til ved Vesterholm, skyldes det, at der på hele indersiden af sandet kun er dybt vand omtrent helt ind til sandet ved Sælspidsen.

Sæler har derfor let ved at svømme ind til spidsen og kan hurtigt komme herfra igen, hvis de føler sig utrygge, fordi fartøjer kommer for tæt på, eller fordi mennesker der er sejlet hertil, går på sandet og kommer for tæt på sælernes daseplads på Sælspidsen.

Netop fordi sæler gennem århundreder har holdt til på Vesterholm, fangede fire generationer af Landt-familien fra Nysted sæler her i ruse fra 1848 til 1964.

De sidste udøvere af fangsten var brødrene Niels og Alfred Landt, der fangede 14 sæler det sidste år (1964). Ikke kun derfor, men også fordi der ikke længere var penge i sæler, stoppede fangsten.

Indtil 1910 blev der fanget 280-320 sæler ved Rødsand. Udbyttet faldt siden hen til cirka 120, men efter 1940-erne faldt udbyttet yderligere til cirka 40 sæler. Mens der var penge i trannen, var sælfangst en god business for Landterne.

Lollandsk harpunfangst

Siden sin jagtdebut i 1958 med skydepramjagt i Guldborgsund og Sydlollands kysten som den primære jagtform havde From Jensen haft sæljagt stående i baghovedet.

Dels var han fascineret af jagt på så stort et bytte. Dels havde han med udgangspunkt i Nykøbing F. let adgang til at realisere drømmen om sæljagt på enten Rødsand eller Flinthorne Rev ved Sydlollands kyst.

Ret tidligt efter sin jagtdebut på jagtens stier begyndte han derfor at søge information om sæljagt hos Arne Mortensen, som drev sæljagt på Rødsand, og som han ofte stødte på i Sejlklubben Lergraven, hvor han havde sin jolle og skydepram liggende, og hvor Mortensen var kasserer.

Sælstativet på Flinthorne Rev, som det tog sid ud i 1960-erne. Dækket bag stenen kunne pramjægere skærme ud til det, kravle op og afgive skud til rastende sæler.

Udover at være fascineret af sæljagt, syntes From Jensen i høj grad også, at det var positivt, at den forlængede jagtsæsonen. Han drev nemlig sæljagt fra april og indtil godt en måned, før skovduer, gæs og vadefugle måtte jages fra 1. august og derefter svømmeænder fra 15. august.

Han har i alt skudt fem sæler. Tre på Rødsand og to på Flinthorne Rev, hvor sæler i godt vejr holder af at ligge og dase på revets store sten.

Nogle af disse bærer spor efter tidligere tiders fangst af sæler, idet der er boret huller i dem til fastgørelse af en harpun, der fangede sælen, når den efter at have ligget på stenen, lod sig glide tilbage i vandet.

Af From Jensen og andre, der kender stenene, bruges betegnelsen ”underborede sten”, og foruden på Flinthorne Rev findes der ifølge From Jensen også underborede sten i den nærliggende Tågense Bugt.

Mens sæler blev jaget ved anstandsjagt på Rødsand, blev de på Flinthorne Rev jaget både ved anstandsjagt og opsøgende jagt. På Sælspidsen af Rødsand blev jagten typisk drevet i liggende stilling i skjul bagved drivgods, fx en sildekasse, der dengang var af træ, hvor de i dag er af PVC. Sildekassen gjorde god fyldest som fast anlæg.

På Rødsand blev sæler skudt i vandet på afstande af 40-50 meter og opefter, og bedst var vinkler med lys sandbund, hvor de kunne ses, hvis de sank efter skuddet.

På Flinthorne Rev blev jagten derimod udøvet fra skydepram, indtil en ivrig sæljæger ved navn Hardy Davidsen fra Herritslev fandt på noget mere genialt: En platform, indrettet på seks pæle, nedrammet i havbunden.

Under jagten lå jægeren på platformen, og med 50-150 meter ud til de sten, som sæler yndede at søge op på, var platformen ideel til sæljagt.

Claus From Jensen præsenterer grej til sæljagt, til venstre trekrogen og til højre gaffekrogen, der begge blev brugt til at fiske nedlagte sæler op af vandet med. Foto: Henning Kørvel

Hvis der ved jægerens ankomst til stedet lå sæler på stenene, måtte vedkommende med megen forsigtighed sejle ud til platformen i skydeprammen og dække sig bagved skærmen og sørge for, at skydeprammen var dækket af en stor sten foran platformen. Når man nåede frem til platformen, blev skydeprammen fortøjet, hvorpå jægeren kravlede op på platformen, og – forudsat at situationen var optimal – afgav skud.

Platformen var ikke helt efter lovbogen, men til at se igennem fingre med, dels fordi kun få jægere drev sæljagt fra den, og dels fordi den beskedne jagt blev anset for bæredygtig.

På Flinthorne Rev holdt sæler mest af at søge op på stenene på lune, vindstille dage, og på Rødsand var de samme vejrforhold optimale til sæljagt. Men uanset lokaliteten, var det optimalt, at jægeren lå i modvind i forhold til sælerne, fordi de har en veludviklet lugtesans.

Sælblod på to sten

From Jensen har prøvet at skærme til sæler fra skydepram. Af hans grundigt førte jagtjournal fremgår det således, at han på Flinthorne Rev 31. maj 1966 således skærmede til syv sæler, der hvilede sig på stenene, men desværre skød han forbi til den nærmeste sæl.

En oplevelse, der tydeligt illustrerer, at præcionsskydning fra et lille fartøj på ”gyngende grund” er vanskelig, og dertil er sælens hoved et lille mål (mindre end bladet på et stykke råvildt).

From Jensen erindrer endvidere, at da han 24. april 1966 sejlede til Flinthorne Rev for at jage sæler, fandt han frisk blod på to sten. Det viste sig at stamme fra en sæl, skudt af en sæljæger, kaldet ”Mølleren” alias Ejvind Johansen, der havde jagtformen med sig fra Samsø, hvor han havde boet og drevet sæljagt ved Tunø Knob, før han bosatte sig i Nysted med Rødsand og Flinthorne Rev inden for rækkevidde.

Til Danmarks bedste jagtskriverkarl gennem alle tider, Just Muus Pedersen, beretter han om sæljagt ved Tunø Knob i ”Jægerbogen” (årgang 1959).

From Jensen var i det hele taget ret aktiv som sæljæger i 1966, og 30. juni det år skød han således en sæl på Rødsand. Sælen dykkede i skuddet, men han fandt den cirka 400 meter derfra på fem meter vand og fiskede den op med sin specialfremstillede trekrog af rustfrit stål.

Til det grej, han tog med, når der stod sæljagt på programmet, hørte en gaffekrog magen til den, som lystfiskere bruger, når store torsk skal landes. Desuden hørte en kniv med krumt blad til udstyret, idet denne i tilfælde af jagtheld blev brugt til at skære skindet af sælen.

Efter råd fra garver Bischof i Nysted, der var ekspert i behandling af sælskind, skar From Jensen sælskindet af med fedtet siddende på skindet.

Garveren ville selv skære det trannede fedt bort, noget som From Jensen var taknemmelig for, fordi det for en uøvet person var temmelig vanskeligt at skære fedtet væk.

Denne hunsæls pondus indikerer, at den havde en unge i maven. Skydning af en drægtig sæl skal naturligvis ses i relation til både holdningen til sæler i 1960-erne, og at jagten var fuldt ud lovlig.

Intet fra en skudt sæl gik til spilde. Når skindet var skåret af og leveret til garveren, blev kroppen solgt til Kødfoderfabrikken Sjælland i Ortved i nærheden af Ringsted.

Afregningen fra denne er klæbet ind i jagtjournalen, og det fremgår, at afregningen for en sælkrop på 60 kg var 13,50 kroner, baseret på en kilopris på 20 øre plus oms, som forgængeren for moms hed.

”Jeg har tilberedt og spist både lever og mørbrad fra sæler. Begge dele smagte udmærket, og det samme gælder for leverpostej af sælkød, som jeg fik min jagtkammerat, Jan Grubbe (uddannet kok, før han blev politiassistent), til at lave. Man burde nok ikke have spist hverken lever eller mørbrad fra sæler, fordi det siden hen viste sig at være usundt, men det vidste jeg ikke dengang”, understreger From Jensen, der skød sin sidste sæl i 1970.

From Jensens sæler blev skudt på afstande imellem 50 og cirka 120 meter med det samme riffelkaliber, nemlig 6,5×55, og i de første år skød han over åbne sigtemidler, indtil en tysk sigtekikkert blev monteret på riflen.

Selv om han skød den femte og sidste sæl i 1970, så drev han, som han udtrykker det, halvhjertet sæljagt, indtil den sluttede definitivt i 1977. Forinden spekulerede han gennem nogle år på at anskaffe sig en baneriffel for at være bedre rustet til sæljagt på varierende afstande, men baneriflen blev aldrig anskaffet.

”Sæljagt kræver megen tålmodighed. Ventetiden kan nemlig ofte være lang eller ligefrem forgæves, og succesraten, det vil sige antallet af jagtdage holdt op imod antallet af nedlagte sæler, var derfor lav”, erkender From Jensen.

Lad naturen regulere bestanden

Han medgiver, at bestanden af spættede sæler utvivlsomt var i bund, da de blev fredet i 1977. Han var ikke personligt ked af fredningen, men føler derimod med erhvervsfiskere, der – efter at sælbestanden er vokset eksplosivt – har fået problemer med sæler, som bider deres garn i stykker og æder de fangne fisk. Et fænomen, der har ført til, at fiskerierhvervet får tilladelse til at regulere et bestemt antal skadevoldende sæler årligt.

”Da bestanden af spættede sæler er gået frem overalt i Danmark, synes du så, at det på den baggrund ville være rimeligt, at sæljagt blev genindført”?

Nedlagt spættet sæl på Claus From Jensens første motorbåd af træ, der i 1964 blev skiftet ud med en 16,5 fods Bredgaardjolle af glasfiber.

”Hvis vi skulle have jagten tilbage, så skal det være som regulær jagt. Men det er jagt for specialister, og hvis den skal have nogen mening, så skal de nedlagte sæler anvendes til noget fornuftigt, hvilket gælder for både kødet og skindet. Selv om jagt på spættede sæler utvivlsomt ville være bæredygtig, så kan jeg dog være i tvivl om, hvorvidt den vil kunne retfærdiggøres over for den brede del af befolkningen, som synes, at sæler er søde dyr. I kraft af, at sæler ikke er blevet jaget, men kun er blevet reguleret nogle få steder i tæt ved nu 45 år, er sæler i dag tillidsfulde og vil være lette at jage, hvis der indføres regulær jagt på dem. Sæljagt er i dag ikke den jagt, som jeg brænder mest for, men hvis den igen bliver tilladt, ville jeg nok skyde en sæl nu og da, forudsat at jeg forinden har sikret mig afsætning for den. Men stillet over for det ramaskrig, som genindførelse af sæljagt utvivlsomt vil give i befolkningen, tror jeg, at det i fremtiden vil være bedre at lade naturen selv regulere sælbestanden, når den bliver for stor”, slutter From Jensen.

Fredløs indtil 1967

Indtil 1967 var sæler i Danmark jagtbare hele året. Foruden spættet sæl, der var og stadigvæk er den almindeligste sælart i vores farvande, fandtes og findes der nu igen en mindre bestand af gråsæler. Desuden gæster strejfende ringsæler, der er arktiske med cirkumpolar udbredelse nu og da landet.

Med Jagtloven af 1967, der af nogle ældre jægere ofte betegnes som den bedste jagtlov gennem tiderne, blev spættet sæl og gråsæl fredet. Kun spættet sæl var fra det tidspunkt jagtbar, men fra at have været fredløs hele året, fik spættet sæl nu en jagttid fra 1.9. til 31.5., hvilket set med ”moderne briller” var et fremskridt, fordi sælerne nu fik fred til at føde og opfostre deres unger i sommermånederne.

Claus From Jensen med sin første sæl fra Rødsand, der blev skudt i 1963.

Det årlige udbytte af sæler i Danmark svingede i en årrække imellem 200 og 400, og jagten var således ingen trussel imod bestanden. Men fordi bestanden var under pres på grund af sygdom, uro på ynglepladserne og formentlig også forurening og derfor var reduceret til imellem 2.000 og 3.000, blev spættet sæl fredet i 1976 i en række farvande, mens den i andre farvande fik en jagttid fra 1.11. til 29.2. Denne jagttid gjaldt kun i et år og blev i 1977 afløst af egentlig jagtfredning af spættet sæl. Dermed blev sæljagt fjernet fra viften af jagtformer, hvor den gennem generationer havde haft en plads i flere hundrede år til glæde for danske fiskere og jægere.

Sælfangst ved Rødsand

Fra 1700-tallet findes der beretninger om jagt og fangst af sæler i den nordvestlige del af Østersøen. I Nysted oprettedes der således i 1801 et fiskerselskab, der fik privilegium til at fange sæler ved Rødsand.

Fangsten foregik efter storme fra vest, der gav lavvande, og da sæler der var søgt op på Rødsand, derfor havde langt ud til dybt vand, var forholdene gunstige for fangsten. Flere tusinde sæler blev dræbt, og den største fangst i 1802 gav 915 sæler, som der blev udvundet tran af til smøring af støvler, hesteseletøj, fiskegarn, sejl og udendørs beklædning. Senere blev tran brugt til margarine. Også skind var værdifulde, og sælfangst havde derfor stor økonomisk betydning for mange familier.

Sæler druknede ofte i fiskeredskaber, og dette kan muligvis have ført til, at sæler blev fanget i ruse ved Rødsand. Fangsten blev udøvet fra 1848 til 1964 af fire generationer af familien Landt i Nysted med brødrene Niels (1894-1984) og Alfred Landt (1891-1981) som de sidste sælfangere.

Det er et stort arbejde at skære fedtet af et sælskind, og Claus From Jensen var derfor glad for garverens anbefaling, at han lod det fedtede tran sidde på ved aflevering af skindet til beredning. Foto: Henning Kørvel

Før Anden Verdenskrig blev der årligt fanget 250-320 sæler, men efter krigen gik antallet ned, og i de sidste år frem 1960 blev der fanget 10-30 sæler årligt. I 1964, der blev det sidste år, rusen blev sat ved Rødsand, blev der fanget 14 sæler.

Rusen, konstrueret af brødrene Landts oldefar, der indvandrede fra Tyskland, blev fremstillet af ungarsk hamp, og den havde ringe i to mandshøjder. Maskerne var 14 centimeter, og rusen blev altid sat ved Vesterholm, hvor der er dybt vand næsten helt ind til sandet.

Udover indkomsten ved salg af tran og skind blev der udbetalt skydepenge for nedlagte sæler fra 1889 til 1927. Staten finansierede præmien, der indtil 1914 var tre kroner pr. sæl, før den blev forhøjet til fire kroner. Men fra 1913 forlangte Fiskeridirektøren, at indsendere både skulle indsende halen og underkæben fra nedlagte og fangede sæler. Dette udelukkede snyderi ved, at luffer blev ”gjort til haler”, og med nyordningen faldt udbetalingen af præmier drastisk.

Sælfangst og sæljagt var en god biindtægt, fordi tran fra en stor sæl indbragte over 20 kroner. I betragtning af, at en arbejders ugeløn var 20 kroner, var der med andre ord tale om mange penge, og oven i kom indtægten fra salg af skind og skydepræmien.

Gråsæl er let kendelig på det aflange hundeagtige hoved, og sælen er væsentlig større end spættet sæl. Foto: Henning Kørvel

Sælfangst og sæljagt blev derfor drevet med megen iver, hvilket fremgår af, at der fra 1889 til 1927 blev skudt og fanget cirka 37.000 sæler i Danmark. En af de største sæler (gråsæl), som Niels og Alfred Landt fangede ved Rødsand, vejede 350 kg.

Efter Anden Verdenskrig blev brødrene Landt slæbt i retten for dyremishandling, fordi sæler fanget i rusen led druknedøden. Men de klarede frisag, fordi Niels Landt overbeviste dommeren om, at sælen var et skadedyr, og at det ikke var værre for sælen at lide druknedøden end at blive skudt. Brødrene havde taget tid på, at druknedøden for en sæl tog to minutter, men sælen led ikke, lykkedes det for Niels Landt at overbevise dommeren om.

Efter ophøret af sælfangsten i 1964 blev brødrenes to sælruser stående ved ”Røgehuset” på havnen i Nysted. Museumsfolk havde besigtiget den og ville lade høre fra sig, men da de ikke meldte tilbage, om ruserne var egnet til at komme på Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum i Hørsholm, der senere blev en del af Det Grønne Museum, lod brødrene ruserne gå op i røg, fortalte de til Henning Kørvel i 1968.

Borgerforslag om sælregulering

Fordi der i 2021 findes cirka 50.000 gråsæler i Østersøen, og den danske bestand af spættede sæler nærmer sig 17.000, og det store antal sæler må formodes at æde mange fisk, er der stillet et Borgerforslag om regulering af sæler, for at bestanden af torsk kan reetableres.

Hvis 50.000 mennesker med stemmeret i Danmark skriver under på forslaget, så vil det kunne fremsættes i Folketinget som beslutningsforslag.

Spættet sæl med sin unge på en sten på Vitten ved Hyllekrog på Lollands sydøstspids.

I forvejen reguleres gråsæler ved Bornholm, og her kan der i øjeblikket reguleres 80 styk årligt. Også spættede sæler kan reguleres på steder, hvor de er til skade for fiskeriet.

Med Borgerforslaget ønskes den nuværende regulering øget af såvel gråsæler som spættede sæler i alle danske farvande.

LÆS OGSÅ:
SÆLFANGERNE VED RØDSAND

LÆS mere på netnatur.dk/BUKKEJAGT