To år før Indien forbød tigerjagt skød Adrian Sada, der i 2001 fik The Weatherby Hunting and Conservation Award, bengalsk tiger i delstaten, Assam
Tekst: Henning Kørvel. Fotos: ”The Weatherby”
I 1970 – to år før Indien forbød tigerjagt (og al anden jagt i landet), skød Adrian Sada, der i 2001 fik The Weatherby Hunting and Conservation Award, bengalsk tiger i delstaten, Assam. Broren fik ikke tiger, men så dog en, der flygtede, fordi nylonjakken afgav støj, da han vågnede i machanen
Da Adrian Sada (født 20. april 1920) i Montberry, Mexico, i 2001 modtog The Weatherby Hunting and Conservation Award, kvitterede han for hæderen ved i ”Weatherby” at fortælle om tigerjagt i Indien, som blev den sidste, før Indien i 1972 forbød tigerjagt (og al anden jagt i landet).
”Min bror, Robert, og jeg drømte i fire år om at jage bengalsk tiger. I Nairobi havde vi mødt Gerald Best, der var managing director i Rowland Ward, og gennem ham bookede vi i 1968 endelig vores indiske shikar for bengalsk tiger til afvikling i 1970”.
”To år forinden havde vores onkler, Andres og Diego, med succes jaget tiger i Uttar Pradesh med Tiger Sports, der benyttede komfortabel indkvartering.”
”Vi skulle imidlertid jage tiger med The Wild Sports of India, og lederen, Tootoo tilbød os en shikar med elefanter i delstaten Assam nord for Bangladesh. I selve Indien sluttede jagtsæsonen ved udgangen af året, men i Assam kunne tigre jages i februar, og vi startede med at jage der 3. februar 1970”.
Den tidligere præsident George Bush og hans kone, Barbara (til højre), overrakte i 2001 Weatherby Hunting and Conservation Award til Adrian Sada, der modtog hæderen sammen med sin kone. (”The Weatherby”, Safari Press, USA).
Fire jagter gav ni tigre
”Det var den sidste tigerjagt i den sæson, og på de fire foregående femtendagsjagter var der blevet nedlagt ni tigre. Men på grund af guerilla-aktiviteter blev jagten henlagt til Darrang i Assam”.
”Min bror, Robert, og jeg skulle jage sammen med Adolfo Larraldo Rangel (Fifo), og fordi gruppen var den sidste i den sæson, accepterede Tootoo at guide os alle tre”.
”Den 30. januar fløj vi fra Los Angeles til Hong Kong, og derfra til Bangkok. Og 3. februar fløj vi med et lokalt fly til Tezpur, og turen varede hele morgenen”.
”Tigerjagt kræver lang forberedelse, idet der skal findes vandhuller, hvor tigre kan drikke efter at have ædt, og inden for en mil skal der findes tykninger, hvor de kan hvile. Der lægges bait ud, som bliver tilset tidligt om morgen og igen om aftenen. Cirka 80 personer medvirker i tigerjagt, og ved hjælp af reb med flag etableres en skydelinje, der var cirka 40 yards dyb, og op af et træ blev der anbragt en machan af jern til to mand, og den tredje jægere skulle sidde i anden machan”, der ligeledes blev surret fast til et træ”.
”Det første drev var spændende, for da tigeren nærmede sig skydelinjen, besluttede den sig for at forlade den ad bagdøren. Jeg sad under et stort træ cirka et hundrede yards til højre for skydelinjen. Jeg kunne ikke se ret meget, men støjen var stimulerende. Vi returnerede tomhændede til lejren, men fik snart godt nyt, fordi et bait blev taget om eftermiddagen”.
Adrian Sada med den nedlagte tiger, der var skudt i munden, og kuglen fortsatte til lungerne. (”The Weatherby”, Safari Press, USA).
Tiger angreb elefant
”Forberedelserne til det andet drev tog hele morgenen, før vi indtog vores pladser på samme måde som ved første drev. Da det startede, kunne vi høre støj en halv mil borte. Jeg havde mit 16 mm kamera klar i tilfælde af, at en tiger skulle komme ind i skudlinjen, men min .375 H&H var også i beredskab. Lyden kom nærmere, og pludselig så jeg hovedet af en tiger kun cirka 60 yard borte. Jeg lagde straks kameraet og fattede riflen, slog sikringen fra og skød, da jeg så dens hoved over de åbne sigtemidler. Hovedet forsvandt i buske, og på lyden kunne jeg høre, at jeg havde fået den”.
”Efter få minutter ankom Tootoo på elefant og gav mig en reprimande for at have risikeret både hans mandskab og bragt mig selv i fare. Jeg krøb op på hans elefant, og den gik langsomt frem, mens vi sad klar med vores rifler. Uden varsel sprang tigeren, der var såret, op efter hovedet på den anden elefant, og Diego faldt af og brækkede nogle ribben. Tigeren døde af kraftanstrengelsen, og det viste sig, at den var skudt i munden, og kuglen var fortsat til lungerne.”
”Vi skød over åbne sigtemidler, idet Tootoo havde bedt om at afmontere sigtekikkerterne, fordi skudholdet ved tigerjagt i gennemsnit kun var cirka 20 yards. Jeg frygtede imidlertid for skudkvaliteten, fordi jeg ikke var vant til åbne sigtemidler”.
”Om onsdagen præcist en uge efter, at jeg havde skudt min tiger, skød Fifo en tiger. Efter yderligere seks dage, hvor der ikke havde været tigre ved baitet, blev situationen nu desperat for Roberto, og han besluttede at ville vente på tiger fra machan, hvor han gennem to nætter sov i den, ophængt i et træ”.
”Ved daggry den første morgen kom der en tiger til baitet. Roberto vågnede, men hans nylonjakke støjede, da han satte sig op og mistede chancen for at skyde, fordi tigeren tog flugten. Nætterne var kolde, men han afslog at bruge min uldne trøje, som ikke afgiver støj, når man bevæger sig. Han fik ikke skudt tiger, men det var ikke tigre, der manglede”.
”I det våde sand optalte vi fod af 13 forskellige tigre. Mange lokale mennesker havde dog aldrig set en levende tiger, og der kom derfor dagligt mange lokale mennesker til lejren for at se skindene af de to nedlagte tigre”.
”Under opholdet i lejren blev vi hvirvlet ind i de lokales sociale liv, idet folk her der dyrkede te, levede isoleret fra andre mennesker. I begyndelsen var det lidt irriterende, at vi konstant blev opsøgt i lejren af lokale beboere, men affandt os med det”.
”Vi fik også kontakt til Singh Air Force-piloter. De fløj dagligt ind over campen, og hvis et rødt flag var oppe, betød det, at tigre havde besøgt et bait, men hvis der var et hvidt flag oppe, så var resultatet negativt. Piloterne kom hver aften for at tale med os og få en drink”.
Jagten foregik med elefanter, der gik, gennem tykninger, hvor tigre hvilte sig efter at have ædt og drukket vand. (”The Weatherby”, Safari Press, USA).
Nedlagde 219 vildtarter
”Vi fik en ekstra regning på 375 USD for Roberto’s ekstra jagtdage udover at skulle betale for tre jagtlicenser, revirlicens og trofæafgifter for to tigre. Tootoo havde en licens til mig til gaur, som jeg kunne bruge, efter at tigeren var leveret. Ved vandhullerne så vi fod af gaur, hjorte og svin, men jeg tror, at jeg vil få chancen til gaur en anden gang”.
Adrian Sada gik på University of Texas og fik en grad i virksomhedsadministration fra I.P.A.D.E., og i en alder af 14 år begyndte han at gå på jagt sammen med sin far.
Hans første internationale jagt fandt sted i Kenya i 1966.
Han havde jaget 99 gange i USA, 22 gange i Afrika og har her udover jaget i Rusland, Mongoliet, Kirgisistan, Iran, Kina, Kamthatka, Argentina, Brasilien, Guatamala, Australien, New Zealand, Spanien, Østrig, Tyskland, England, Skotland og Rumænien.
Adrian Sada med sin nedlagte tiger foran elefanterne. I jagten medvirkede cirka 80 personer. (”The Weatherby”, Safari Press, USA).
I 59 lande havde han frem til 2001 nedlagt 219 vildtarter, hvoraf 146 var placeret i rekordbøger. Han var medlem af SCI, Ducks Unlimited, the Foundation for North American Wild Sheep og CIC.
Han købte The Isla del Carmen i Baja California, som han indrettede til Southern Baja Desert Sheep, og han var desuden involveret i redningen af Sonora Desert Sheep og Mexican Wolf.
I 2006 introducerede Adrian Sada The Weatherby Hunting and Conservation Award, da hans søn, Federico Sada, fik prisen, og i 2011 indstiftedes prisen Adrian Sada T. Award, der gives for nedlæggelse af nordamerikanske vildtarter, skudt med enten bue eller riffel.
