Jagt med stående hund er jagthundesportens formel 1. Hunden arbejder i høj fart og på stor afstand, hvilket stiller særlig store krav til lederen af en stortgående pointer, setter eller korthår etc.
Af Michael Sand
Brugen af stående hunde er i udpræget grad knyttet til det åbne land. De stående hunde, der omfatter hunde af både engelsk og kontinental oprindelse, er primært fremavlet til jagt i åbent og delvis åbent terræn. Racerne har deres force i områder, hvor de kan udnytte vinden og i høj fart afsøge store arealer på relativ kort tid.
I Danmark er det primært fasan og agerhøne, som nedlægges under den klassiske jagt med stående hund.
Jagtformen er synonym med haglbøssejagtens oprindelse, og der findes næppe den jæger, som ikke føler sig tiltrukket af den stående hunds stand for vildtet. Billedet rummer hele jagtens intensitet og er blevet et ikon for jagten i almindelighed og haglbøssejagten i særdeleshed.
Som det er tilfældet med alle andre former for jagt, er den æstetiske oplevelse størst, når hundens dressurniveau er højt, og jægeren stoler på sin hund, indtil det modsatte er bevist. Uden denne tillid bliver jagten en anspændt oplevelse, hvor jægeren konstant frygter, at hundens tillærte færdigheder alligevel ikke slår til. Men da hunden konstant arbejder i højeste gear, siger det sig selv, at risikoen for prelning og knaldapport altid lurer under overfladen. Det betyder, at jagten bliver en blanding af dressur og jagt i hundens første sæsoner. Det er ikke unormalt, at dressurniveauet først er helt stabilt, når hunden er 3-4 år.
Forventninger til en stående hund
Ejere af stående jagthunde af engelsk oprindelse, hvilket vil sige breton samt settere og pointer, anvender traditionelt en stor del af dressurtiden på at udvikle hundens færdigheder i åbent terræn. Derimod vil ejere af ruhår, viszla, kleiner münsterländer samt andre kontinentale jagthunde i reglen lægge vægt på en mere alsidig anvendelse og ikke mindst bruge mange ressourcer på at udvikle hundens færdigheder efter skuddet.
Når dette er påpeget, er der dog ikke bemærkelsesværdig forskel på de mål, som formuleres for engelske og kontinentale hundes arbejde i marken. Begge typer skal være i stand til at:
anlægge et veldækkende og systematisk søg
tage stand for trykkende vildt
udvise ro ved skud
udvise respekt for vildtets flugt
apportere det nedlagte vildt på tilladelse og ikke før
Kommandoer i terrænet
Stående hunde sættes typisk i søg med ordren allez eller med ordet søg. Kommandoen er underordnet, da hunden ikke fødes med kendskab til hverken det danske eller franske udtryk. Men allerede efter et par gange i marken behøver hunden ingen opfordring. Den ved da, hvad der forventes og kan sendes af sted med et knipseslag eller et ja.
Det er altafgørende for et vellykket resultat, at hunden kan bremses på afstand. Den skal med andre ord være dæk- eller sitlydig og skal standse i samme øjeblik, den hører fløjten, ser den oprejste hånd eller hører ordet sit eller dæk. I teorien uanset hvad der sker.
Desuden skal det være muligt at kalde hunden hjem og vende den ved terrænets ydergrænser. Her kan man med fordel lære den et fløjtesignal, der virker som en vendekommando.
Når hunden har stand, er der enkelte, som bruger at berolige den unge hund, mens de nærmer sig den. Var sig er f.eks. et udtryk, som har overlevet i flere årtier. Er standinstinktet tilstrækkelig stærk, er dette dog ikke nødvendigt.
Når vildtet skal bringes på vingerne anvendes ofte udtrykkene avance, rejs eller ja. Ordet ja kender hunden fra andre sammenhænge. Eksempelvis når den får lov til at gå til foderet eller gå gennem den åbne dør. Derfor kan man i det mindste de første par gange anvende denne kommando. Senere kan man tilkoble det franske udtryk avance, såfremt man føler mere for det.
På en markprøve mødte jeg engang en hundefører, der gav sine hunde komplet uforståelige kommandoer. Han talte finsk til hunden, selv om han selv var så dansk som nogen. Det viste sig dog, at de unge gordonsettere var af finsk oprindelse og blot var i dansk træning. Dermed var der alligevel mening med galskaben.
