Henning Kørvel fortæller her om andejagtpremieren fra et unikt vådområde på et sydvestsjællandsk gods …
Af Henning Kørvel
– Vær så god, vil du sidde her, spørger skytten og peger på et skjul af granrafter, hvis konturer anes på vandspejlet ude i mørket?
– Ja, tak, svarer jeg med kasketten i den ene hånd. Han iler derpå videre med yderligere et par skytter efter sig. De skal sættes af på samme side, men længere ud mod fjorden, adskilt fra mosen med en dæmning.
Fra det sted, hvor jeg af skytten får anvist granrafteindretningen, er der en halv snes meter at vade ud til den med min Labber, Christopher Columbus, i snor på min venstre side.
Selv om vi prøver at gå stille på plads, så er det ikke lydløst at vade på plads i et vådområde. Ikke uventet er resultatet da også, at den ene flok gråænder efter den anden går på vingerne i mørket, og suset af hastende vinger snart høres overalt.
Så er det skydetid
– Pang – Pang! Et par minutter efter, det er blevet skydetid, åbnes ballet på Møllevejen. Skud fra dæmningen og bivejen stemmer i. Gråænders stemmer tager nu ekstra omdrejninger, og suset af hastende vinger følger trop. Med øjne i nuance som brændt sukker spejder Stopher, nickname for Christopher Columbus, forventningsfuldt mod himlen og rører uroligt på sig. En krikand flakser nu bagfra ind over hovedet på Stopher og jeg og tegner et skyggebillede af sig selv på vandoverfladen.
Død i knaldet går den på hovedet ude i poldene, hvor bunden har ry for at være så løs, at man – hvis man altså vover sig derud – synker i til livet. – Apport!
I en kaskade af stinkende brakvand, dynd og mudder pisker hunden af sted. Og mindre end et halvt minut senere ankommer han med logrende hale med krikanden i flaben, synligt stolt over sin bedrift, der heller ikke forbliver uhonoreret. I hundredvis af gange har Stopher og jeg oplevet den samme situation. Et kasteskud, et splat på vandspejlet og så af sted for at apportere …
I toppen danner brædderne i rafteskjulet et mellemrum, krikanden hænges op i. Just, som det er gjort, kommer en gråand for tæt på. Den pakker sammen samme sted som krikanden og leveres et par minutter senere af Stopher, hvis udtryk med al ønskelig tydelighed viser, at dette her passer ham. Oppe ved bivejen, hvor den ene af jagtlejerne af mosen, der har ry for at være en af de ypperste til andejagt i Dronningeriget, er posteret sammen med en gæst, går det livligt til.
Under ankomst og tilbagetog trækker ænderne hen over vejen. Men mange når ikke deres mål i enten fjorden eller i mosen på den anden side af bivejen.
Grågæs, der har morgenfourageret på grønjorden nær hovedbygningen, går på vingerne under stor ståhej, men længe inden de når mosen, er de to-tre bøsseskud oppe. Nord for mosen lander de på en stubmark og genoptager uanfægtet af skyderiet i mosen morgenmåltidet. Med sin hæse advarselslyd – hætsch – hætsch – letter dobbelt bekkasiner nu fra græstotter, og ude fra fjorden står en flok strandskader mosen ind.
De slår sig ned et bøsseskud fra granrafteskjulet, hvor de i lang tid søger efter føde med det lange røde næb, boret ned i mosens bløde bund. Tre timer er det nu siden, solen stod op, og alt imens den endnu unge dag langsomt, men sikkert ældes, aftager vingers susen.
Endnu en væver krikand, to gråænder og en skeand styrter dog hovedkulds ned et bøsseskud ude og apporteres af Stopher, inden vi klokken godt 8.00 begiver os til jagthuset for at spise morgenmad. Da alle jagtdeltagere er ankommet, opregnes det, at udbyttet blev 70 ænder og et par dobbeltbekkasiner.
Vel bænket om morgenbordet spørges hver enkelt jagtdeltager ud om morgenens hændelser. – Om nogen har skudt krikænder? – Jeg har fået to, melder jeg. – Tillykke med dem.
Før så vi mange krikænder i mosen på denne tid af året, men nu kan kun brasevejr senere i efteråret få dem ind, fastslår selskabets nestor, der som mangeårig jagtlejer på stedet ved, hvad han taler om. – Javel. Alle nikker interesseret.
Efter morgenmaden er der på ny afgang til mosen. Denne gang til andre poster. Kurt og jeg bliver sejlet ud til en lille ø i midten af mosen, hvor trækket koncentreredes i morges.
Poster, vi tror, vil give bonus. Men ænder er der næsten ingen af her. De ligger derimod i hobetal i mosen hinsides bivejen, som efter jagtlejernes eget ønske er udlagt som reservat, og hvor der følgelig ikke drives trækjagt på ænder og gæs. Men stedet er heller ikke mere reservat, end ænderne gerne må jages op af skræmmeskud, der nu affyres af skytten.
Rappe vinger i luften igen
Skuddene sender ikke uventet rub og stub af ænder i den del af mosen på vingerne. På den anden side af bivejen tager skuddene til igen. Kurt og jeg får også rigeligt at se til – for ikke at glemme vores firbenede venner. Men mosen er en barsk biotop for hundene, og efter nogen tid er Kurts ene hund så udmattet, at den må udgå. Det lægger et ekstra pres på Stopher, der stadig har energien i behold, men det bløder lidt fra rifter på snuden og forpoterne, som han har fået af sivenes grønne blade, der skærer som barberblade.
Da Kurt og jeg har fået apporteret den sidste af vores nedlagte ænder, og der ikke synes at være optræk til yderligere aktivitet, sejler vi ind til land. Andre jagtdeltagere støder til. Med nye bundter, tilføjet paraden fra i morges, fastslår jagtherrerne ved den efterfølgende samlede vildtparade nu, at der er leveret 139 ænder og to dobbelt bekkasiner, svarende til 10 stykker vildt i gennemsnit pr. jagtdeltager, så sandt som antallet af skytter er 14.
Med til historien hører, at der i mosen er udsat 1.200 gråænder, og det nedlagte bytte er for 95 procents vedkommende ”egen avl”. Min andel er 17 ænder, som jeg ved den hellige er tilfreds med. Tallet og den tilhørende tekst, ført ind i jagtjournalen, vil til evig tid derfor minde mig om en jagtdag med godt kammeratskab, god ledelse, god skydning, god apportering, gode måltider, gode historier, og hvad der ellers hører til for at gøre en ikke helt almindelig jagtdag, men en premieredag, til den fuldendte oplevelse.
