De skød dag og nat forår og efterår, men den erhvervsbetonede overudnyttelse af vilde bestande af navnlig ænder, men også andre vandfugle i USA fik bestandene til at skrumpe radikalt ind
Den vilde jagt
Tekst: Henning Kørvel
De skød dag og nat forår og efterår, men den erhvervsbetonede overudnyttelse af vilde bestande af navnlig ænder, men også andre vandfugle i USA fik bestandene til at skrumpe radikalt ind, men i 1918 satte loven med et forbud mod salg af nedlagt vildt en stopper for erhvervsjagt. Jagt om foråret og natten blev forbudt og bag limit (begrænset udbytte) pr. dag indført, hvilket stadig gælder. Erhvervsjægerne holdt mund om deres jagt, men ”American Sportsman” beretter om en berømt jæger, der i Chesapeake Bay i 1846/1847-sæsonen skød 7.000 canvasbacks, hvilket giver eftertiden en ide om volumen i den erhvervsbetonede jagt.
I 1918 pakkede amerikanske jægere, der hidtil havde levet af at skyde og sælge vilde ænder, gæs, vadefugle og svaner deres grej sammen for at indlede et nyt kapitel i deres liv.
Ingen optegnelser over deres foretagsomhed blev fremlagt. Deres aktiviteter havde ikke været ulovlige, men den offentlige opinion var imod dem, fordi deres jagt, indledt først i 1800-tallet, havde tvunget USA’s bestande af ænder, gæs, svaner og vadefugle i bund, hvilket havde skabt antipati imod de professionelle jægerne og erhvervsjagten.
Forbuddet mod salg af fuglevildt, der gjorde en ende på den erhvervsbetonede jagt, blev vedtaget ved lov i 1917 til ikrafttræden i 1918. Forbudt blev også større haglkaliber end 10, hvilket stadig gælder, og det samme gælder for bag limits. Forbudt blev også forårsjagt og jagt om natten.
De tidligere professionelle jægere holdt deres mund om deres jagt og overlod til købere og andre at fortælle om mængden af de fugle, som de havde købt af ”profferne”.
Selv på den tid var det én ting at spise canvasbacks (Aythya Valisineria), der blev betragtet som noget nær kongeligt vildt, var det noget andet at sætte sig ind i de professionelle jægeres personlige holdninger til deres tidligere metier, og at de havde skudt med store, tunge våben, havde ubegrænset adgang til ammunition, og deres levevej havde været at dræbe vildænder i stort tal for at kunne sælge dem.
Med en haglbøsse af stort kaliber, lokkefugle og nedlagte ænder var de professionelle andejægere i USA hårde nørder, der ved overudnyttelse af bestandene tvang dem i knæ. I 1918 bød loven dem at stoppe, og bag limit der stadig gælder, blev indført sammen med andre restriktioner.
Skød 7.000 ænder på en sæson
Selv om jagtresultater sjældent blev offentliggjort af ophavsmændene, forekommer de imidlertid i nogle enkelte bøger. En af de tidligste offentliggørelser findes i ”Sporting Anecdotes” (Krider’s) tilbage i 1853. Her berettes om andejagt i Chesapeake Bay, og at en professionel jæger fra Havre de Grace skød 163 canvasbacks på 10 dage i december 1852.
I foråret 1850 havde den samme berømte andejæger på en dag skudt 270 canvasbacks og redheads – taffelænder (Aythya ferina). Han bemærker, at adskillige tusinde ænder blev bragt ind til Havre de Grace af forskellige jægere den samme dag, som han havde skudt de 270 canvasbacks.
”American Sportsman” beretter nogle få år senere om batterijagt (jagt fra nedsænkede trækasser på havbunden) med lokkefugle i Chesapeake Bay, hvor en anden berømt jæger skød 187 canvasbacks på en dag, og at han i 1846/1847-sæsonen havde skudt 7.000 canvasbacks.
Andejagt blev for det meste udøvet fra kasser – skydebatterier – nedsænket på havbunden. Jagten blev ofte udøvet af tre-fire jægere sammen ved anvendelse af et stort antal lokkefugle. På maleriet af Herman Simon fra 1883 jager to jægere sammen.
En anden beretning fra the Great South Bay leveres af kaptajn Wilbur A. Corwin, der i 1898 opererede med et dobbeltbatteri og 250 lokkefugle. Corwin jagede sammen med en medhjælper.
Det var sidst på sæsonen – december, og konditionerne var ideelle med sværme af ænder, der holdt Corwin og hans hjælper i batterierne konstant.
Skydningen begyndte ved dagslysets ankomst om morgenen, og de skød uafbrudt dagen igennem uden afbrydelser. Før det blev mørkt om aftenen, havde de to mænd skudt og samlet 640 ænder – hovedsagelig broadbill’s – op. Fordi betalingen var 25 cent pr. par, tjente Corwin og makkeren den dag altså 65,00 USD, hvilket var en formue på den tid.
Afkølede haglbøssen i fjorden
En af de jægere i Havre de Grace, der ragede op over alle de andre, var William Dobson. Han blev beskrevet som sky, men når han sad i sit batteri, var han i sit es, og han betegnes som den bedste skytte, der nogen sinde har opereret i Chesapeake Bay.
På premieredagen i 1879 skød han ifølge kaptajn W.E. Moore over 500 ænder på det fladvandede areal nær Havre de Grace.
”Han startede som altid med at skyde med to dobbeltløbede haglbøsser kaliber 10, men tidligt om morgenen gik den ene haglbøsse i stykker, og han smed den overbord. Ænderne væltede ind over lokkerne konstant, og fordi der således ikke var tid til at hente en ny haglbøsse, skød han dagen igennem med den anden, han havde med, og når den blev overophedet, blev den afkølet i bugten.
Da jagtresultatet blev gjort op om aftenen, havde han skudt 509 ænder, hvoraf 60 var canvasbacks”, fortæller Joel Barber i ”Wild Fowl Decoys” (Dover Publications Inc, 1954).
Kaptajn Moore var 87 år gammel, da han til Joel Barber fortalte om Dobson. Moore havde selv tilbragt alle sine bedste år af sit arbejdsliv i bugten. I sine unge dage havde han jaget på the Susquehanna Flats om natten og havde skudt med en af de notorisk største haglkanoner i USA, før han gik over til at bruge batterier i kombination med et stort antal lokkefugle. Han mistede imidlertid sin højre underarm i en ulykke med en af sine haglbøsser.
I sine sidste år i branchen var han kaptajn på en gunning yaht ”Reckless”, der ejedes af Mr. William Polhemus i New York. Han opnåede fantastiske resultater med ”Reckless” og en gunning rig, og da ejeren døde, arvede Moore herlighederne, men stoppede efter nogle år med at jage.
Batterijagt blev ofte udøvet af både tre og fire jægere sammen i Chesapeake Bay, men ifølge kaptajn Jesse Birdsall, Barnegat Village, New Jersie, afveg jagt i Barnegat Bay fra Chesapeake Bay, Long Island og de sydlige farvande ved, at den blev udøvet af en eller to mand fra små både af lokalt design, der blev kaldt for ”sneak-box.
Den ene af mændene roede båden ud til ”the gunning ground” og tilbage igen. Med sig havde de foruden haglbøsser og ammunition 30-42 lokkeænder.
For at reducere vægten var Barnegat-lokkefugle specielt konstrueret, fordi de var hule, og de blev kaldt for ”dug-outs”.
Kaptajn Birdsall havde skudt med en sortkrudtsforlader-haglbøsse, som han var meget glad for. Kaliberet blev ikke nævnt, men Joel Barber mener, at den var en kaliber 8.
”I vinteren 1899 skød jeg 150 ænder med den haglbøsse på en dag, og de anskudte blev ikke talt med. Haglbøssen tog ”one pound of powder”, og jeg var nødt til at hente mere krudt”, erindrede Birdsall.
Han fortalte i 1922 dette til Joel Barber, da han var 87 år gammel, og han betonede, at han selv havde samlet ænderne – broadbill’s og csanvasback’s – op og roede ind til land for at afsætte udbyttet.
Opfindsomheden var stor, og til den kuriøs ende hører denne svanelignende båd, som to mand drev jagt fra på Chesapeake Bay i 1882. (”Wild Fowl Decoys”, 1954).
Lokkefuglefabrik lukkede i 1924
Den kommercielle jagt var mega på både vest- og østkysten af USA, og den gav betydelige problemer for fuglene, som amerikanerne generelt føler en dyb hengivenhed for.
Det første skridt til bevarelse af fuglene går tilbage til en lov, vedtaget af staten Rhode Island i 1846. Fra det tidspunkt voksede bevaringsønskerne støt for at opnå et landsdækkende forbud mod forårsjagt, jagt om natten og forsendelse af fugle over statsgrænser. Disse restriktioner blev udstedt med den føderale trækfuglelov i 1913. Få år senere blev salg af vildt bragt til ophør ved loven om trækfugle af 3. juli 1918. I henhold til bestemmelserne i denne lov indgik USA en aftale med Canada om beskyttelse af nordamerikanske trækfugle.
Effekten af reguleringerne var omfattende. Den økonomiske udnyttelse af vilde fugle, som havde fundet sted i over et hundrede år, kom til en ende, og det var således en historisk periode, der fik en afslutning. Mange mennesker blev tvunget til at finde sig en anden levevej.
Forbuddet mod salg af vildt gjorde den erhvervsbetonede jagt ulovlig og gjorde dermed andejagt i USA til den stærkt begrænsede aktivitet, som jægere i dag nyder i korte jagtsæsoner med begrænsede jagtudbytter.
Størsteparten af de fugle, som professionelle jægere skød, blev lokket på skudhold ved hjælp af lokkefugle. I de amerikanske vildfugles historie er de professionelle jægere og lokkefugle derfor uadskillelige.
Men også for fremstillingen af lokkefugle af træ og salget af dem fik forbuddet mod erhvervsbetonet jagt konsekvenser.
En af konsekvenserne blev, at Mason Decoy Factory i Detroit, der var grundlagt af den irske indvandrer William J. Mason i 1888, drejede nøglen om.
Mason havde forsynet jægere over hele USA med fine lokkere af cedertræ, og efter William J. Masons død i 1905 på grund af lungebetændelse som havde pådraget sig i marsken, tog hans søn, Herbert, over, og han og partnere fremstillede lokkefugle i forskellige klasser, før forbuddet mod erhvervsbetonet jagt mindskede efterspørgslen så markant, at Mason i 1924 lukkede fabrikken, men Mason lokkefugle er stadig attraktive og efterspurgt af samlere, og fordi de er smukke og solidt udført, er nogle af de særlige Mason-lokkefugle yderst kostbare.
I 2014 solgte auktionsfirmaet, Guyette & Deeter således en Mason woodduck (andrik) fra 1905 for 690.000 USD, hvilket skulle være den sjettehøjeste budsum for en lokkefugl på auktion i USA.
Andre Mason lokkere fås dog til lavere priser. Hos antikhandlere i USA kan en bluebill således fås for 2.850 USD, blackduck 3.850 USD, tidlig blackduck 4.850 USD, og et gråandepar for 19.500 USD. Priser, der langt overstiger niveauet for danske håndlavede lokkere.
