Derfor blev mågerne fredet

Vildtforvaltningsrådets opsigtvækkende fredningsforslag vækker stadig undren og forargelse. Den egentlige årsag til fredningen virker dog stadig underbelyst

Af Michael Sand

Det rådgivende Vildtforvaltningsråd blev tidligt på efteråret 2013 enige om at tilslutte sig forslaget fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF), som ønskede sølv- og sildemåge samt svartbag fredet.

Begrundelsen for DOF’s forslag bunder i, at de nævnte arter meget nemt forveksles med fredede og truede mågearter.

Selv erfarne jægere kan næppe uden kikkert kende f.eks. den baltiske sildemåge fra den almindelige sildemåde.

Den baltiske sildemåge er i stærk tilbagegang og især anvendelse af gift i dens østafrikanske overvintringsområde menes at være årsagen til, at arten i dag skal tælles i nogle få tusinde.

Det er den meget nærliggende risiko for fejltagelse under jagt, der har bekymret ornitologerne så meget, at de har ønsket de sidste tre jagtbare mågearter fredet. Storm- og hættemåge blev fredet i 1994.

Ikke kun sildemåger

Men problematikken knytter sig ikke alene til sildemåger. Også sølvmåger kan forveksles med fredede sølvmåger, som har status af selvstændig arter.

Tidligere blev nogle af de allerede fredede sølvmåger anset som underarter. Og da Lov om jagt- og vildtforvaltning kun forholder sig til arter, er der som udgangspunkt tilladt at nedlægge alle individer af arter, der har jagttid i Danmark, uanset hvilken underart (race) de tilhører.

Men da enkelte sølvmåger, der tidligere blev anset for at være racer, nu er blevet udskilt, så de anses for selvstændige arter, skal almindelige sølvmåger ifølge Vildtforvaltningsrådet således ikke længere have jagttid i Danmark. Risikoen for at jægerne fejlagtigt nedlægger de fredede arter anses for overhængende.

Selv om det store flertal af de danske jægere næppe har været bekendt med denne problematik, er det flere år siden DOF bragte bekymringen frem i lyset.

Racer og arter

F.eks. refererer INSTITUT FOR BIOSCIENCE under Aarhus Universitet til en faglig rapport fra 2009, hvor sølvmågernes opdeling i racer og arter debatteres på baggrund af en henvendelse fra DOF, som mener der er opstået et problem, da sølvmåger, der tidligere blev anset for at være racer, nu er blevet udskilt, så de anses for selvstændige arter.

De “nye arter” havde allerede ved definitionen som art status af fredet, og derfor anmodede DOF om en faglig vurdering af hvilke problemer, der kunne opstå i den anledning.

“Iht. DOF drejer det sig om middelhavs-sølvmåge L. michahellis og kaspisk måge L. cachinnans, der yngler hhv. i det vestlige Middelhavsområde og området ved det østlige Middelhav, Sortehavet og det Kaspiske Hav.”

Selvstændige arter

Den kaspiske måge bemærker sig ved at trække nordpå om vinteren og allerede i juli måned kan der opleves kaspiske måger i f.eks. Danmark.

“Men middelhavssølvmåge og kaspisk måge har som nævnt ikke altid været regnet som to selvstændige arter.”

“Birdlife International (2004) og Wetlands International (2006) behandler begge middelhavssølvmågen som en underart af kaspisk måge, og det samme er tilsyneladende tilfældet for den Europæiske Kommission, der placerer L. cachinnans på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2, men kun med mulighed for jagttid i Spanien og Ungarn. ”

I dag er dog tilsyneladende bred enighed om, at de nævnte arter er selvstændige arter med unik adfærd og genetik.

Den kaspiske måge er desuden listet på Fugledirektivets Bilag 3, hvor f.eks. også Bramgås optræder. Derfor kan Danmark ikke tillade jagt på arten uden at bryde med direktivets bestemmelser.

Læs mere om den faglige rapport fra DMU HER

Svært at se forskel

Som det fremgår er sølvmågerne så nært beslægtet, at det i praksis kan være vanskeligt at se forskel. Selv for fagfolk.

Knud N. Flensted fra DOF skriver på Netnaturs Facebook-side, at det uden brug af kikkert og nøje observation i praksis er totalt umuligt at kende nogle af de jagtbare mågearter fra de fredede. Han argumenterer for fredningen og skriver bl.a. følgende:

“Alle mågerne var i forvejen fredet hele efteråret i en stor del af landet på grund af risiko for beskydning af den truede og sårbare Baltisk Sildemåge, hvis bestand nu er nede på få tusinde i hele verden.” Knud N. Flensted, der er sekretær for DOF’s naturpolitiske udvalg, fortsætter:

“Det andet hovedargument er, at det er en stor misforståelse, at jagt på måger fra september til januar løser noget som helst i forhold til de problemer, man ønsker at løse med måger i byerne.”

Bedre med målrettet regulering

“Her er der brug for bedre information og strategisk mågeforvaltning på ynglepladserne og i yngletiden, dvs. fjernelse af madaffald og ændring af tagene, hvor mågerne yngler samt evt. regulær bekæmpelse, hvor det er tvingende nødvendigt”, argumenterer Knud N. Flensted, som bl.a. har DOF’s jagtpolitik som ét af flere fokusområder. Flensted mener, man i stedet for jagt om efteråret bør sætte ind med mere målrettet lokal regulering om foråret.

Bekæmpelse i yngletiden er mere effektivt, og det åbner jagtlovgivningen rigelig mulighed for efter konkret ansøgning, hævder den danske ornitolog, der er stærkt skeptisk overfor effekten af egentlig mågejagt.

“Jagt om efteråret hjælper intet, da det i høj grad bare er måger fra andre områder (bl.a. i Sverige) der nedlægges”, slutter Knud N. Flensted som i sit indlæg på Netnatur Facebook bringer en lille udfordring til de danske jægere:

“Hvis nogen har lyst til at bidrage med et bud på arterne på følgende foto (LINK TIL BILLEDE HER), så er man meget velkommen. Hvis fotoet printes ud på A4-papir og holdes ud i armslængde, så har mågerne nogenlunde den størrelse, som jægerne oplever, når de kommer på skudhold.”