Dansk Ornitologisk Forening (DOF) retter sigtet direkte mod jagtens akilleshæl og påpeger vildtets flugtafstande og antallet af anskydninger i en jagtkritisk skrivelse sendt til VFR
Netnatur Kommentar 19. juni 2017
Der er næppe tvivl om, at vildtets flugtafstande bliver en af de helt store spørgsmål, når der skal debatteres jagt i tiden, som kommer.
Hvordan kan man drive jagt på en art, uden at det fører til, at vildtet bliver mere sky og at man dermed får færre “tæt på” oplevelser med de arter, som der er jagttid på?
Det bliver ikke nemt. Naturligvis kan man ikke drive jagt uden at påvirke vildtets adfærd og skubbe til vildtets flugtafstande.
Jægerne kan bidrage med mangt og meget, når det gælder tiltag til glæde for flora og fauna og dermed også de mange personer, der ikke går på jagt. Men vi kan næppe drive jagt uden at det medfører, at dyrere bliver mere sky.
Derfor er vildtets flugtafstande offeromkostningen ved jagt og jagtens måske mest sårbare kritikpunkt.
Jagtens akilleshæl
I en skrivelse vedhæftet et oplæg til mødet i Vildforvaltningsrådet d. 13. juni 2017 kan man læse, at Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har sat den lange kikkert på jagtens akilleshæl – nemlig vildtets flugtafstand.
DOF noterer sig, at mange af de jagtbare arter flygter på så stor afstand, at det er meget vanskeligt at opleve arterne på nært hold. På det område er de helt på linje med Danmarks Naturfredningsforening (DN), som i sit oplæg til jagt skriver:
” Jagten må så vidt muligt ikke medføre, at arten bliver sky i et omfang, som vanskeliggør eller hindrer andre naturbrugeres muligheder for at opleve dyrene”.
Jægernes eneste stemme i rådet, nemlig Danmarks Jægerforbund (DJ) har accepteret præmissen, da man har underskrevet en principaftale med DN, som skal gælde for udøvelse af jagt i Danmark.
Også i Jægerforbundet mener man altså, at jagt ikke må medføre, at vildtet bliver unaturligt sky og flygter på så lange afstande, at personer, der ikke går jagt, fratages oplevelser for at studere vildtet på nært hold.
Læs mere om DJ´s og DN´s aftale om Principper for fastlæggelse af jagttider
Jagt påvirker vildtets flugtafstande, hævder bl.a. DOF, men har organisation ret, når den hævder, at det sker i et omfang så det fratager almindelige danskere mulighed for at opleve jagtbare arter på tæt hold i og uden for jagtsæsonen?
DOF’s oplæg gør dog ikke kun ondt på jægerne i forhold til begrebet flugtafstande. Også jægernes anskydninger trækkes frem i omtalte skrivelse. Blandt andet fordi dette menes, at være med til at påvirke vildtets adfærd.
Selv Danmarks nationalfugl er sky uden for parker og anlæg, hævdes det, da danske knobsvaner åbenbart stadig beskydes og flyver rundt med indskudte hagl i kroppen.
Påskydning af knobsvaner er næppe almindelig jægeradfærd. Tværtimod. Men at jægerne kan gøre endnu mere for at nedsætte anskydningerne på jagtbare vildtarter, er der næppe to meninger om. Dette forhold kan der rent faktisk gøres noget ved.
Vanskeligere bliver det med antallet af jægere i Danmark.
DOF påpeger nemlig det store antal jægere, og sammenligner landet med jagten i USA, som de noterer sig, har en langt kortere jagttid.
“At tænke sig, i ‘frihedens eget land’ har de langt strammere regler for jagt end i Danmark”, skrives der i oplægget, der er forfattet d. 14. januar 2017
Læs også: Hvor stammer ideerne egentlig fra?
USA er ved flere lejligheder blevet fremhævet som rollemodel i debatten om adaptiv vildtforvaltning. Den fundamentale forskel på de to nationer er dog i flere artikler her på sitet blevet påpeget. Læs f.eks.
The american way of dansk vildtforvaltning
Oplægget fra DOF minder de danske jægere om, at de ikke skal hvile på laurbærbladene og tro, at den hellige grav er velforvaret, fordi det politiske spotlights er rettet mod Vildtforvaltningsrådet, som er kritiseret for lemfældig omgang med den såkaldte faglighed.
Selv om rådets struktur og kultur har givet DOF enddog meget stor indflydelse på landets jagt- og vildtforvaltning vil de også uden for rådet kunne få medvind til deres synspunkt i den mere brede del af befolkningen, der naturligvis gerne – ligesom i de afrikanske nationalparker – vil opleve tillidsfulde dyr på helt tæt hold.
DOF har derfor et argument, der næppe kan ignoreres, men hvis anskydninger og flugtafstande er to sider af samme sag, ser det måske ikke så sort ud.
Jægerne har før – alene ved hjælp af oplysning og adfærdsændringer – vist, at de er i stand til at tage en udfordring op og skabe målbare resultater i anskydnings-problematikken. Det kan de sikkert gøre igen. Ikke mindst da den teknologiske udvikling – alt andet lige – arbejder til fordel for anskydninger og dermed kortere flugtafstande.
Bedre patroner, bedre skjul og mere vellignende lokkefugle betyder sammen med camouflagetøj og en generel høj prioritering af kvalitetsudstyr, når det gælder rifler og sigtemidler. at jægerne står bedre end de har gjort tidligere.
Det er dog dog fortsat jægeradfærden, der mere end noget andet, skal skabe den positive udvikling, der betyder, at jægeren på kan skyde de fugle og pattedyr, som samfundet kræver, uden at det fører til, at vildtet bliver så forsigtige, at de kun kan iagttages på meget langt hold.
Herunder kan læses DOFs skrivelse til Vildtforvaltningsrådet, som er skannet fra PDF hentet fra Svana.dk
| Danmark har et større antal jægere pr. areal end næsten alle andre europæiske lande og jagtudbyttet er højt, bl.a. takket være massive udsætninger af skydefugle. Mere end 1000 skud på en time er talt ved jagtpremieren i en lang række vådområder i Danmark, og røntgenundersøgelser af pattedyr og fugle har vist, at omkring halvdelen af individerne i flere bestande oplever at blive anskudt i løbet af deres liv. I alt anskydes formentlig i størrelsesordenen 1 million pattedyr og fugle om året i Danmark, så det er ikke så sært, at de flygter på lang afstand fra mennesker.
Disse høje anskydningstal har medført, at Danmarks Jægerforbund har kørt en intensiv kampagne for at få tallene ned — og med betydelig og prisværdig succes for flere bestandes vedkommende. Men det forandrer ikke meget ved, at der f.eks. næppe er nogen større svømmefugl, der ikke oplever at blive skud på i løbet af sit liv, eller at være i en flok, der bliver det. Selv om Knopsvaneme har været fredet i mere end trekvart århundrede, har hver tyvende efter de nyeste undersøgelser fortsat hagl i kroppen af anskydninger. Så udenfor parker og havne, hvor de fodres, er de næsten lige så sky, som de jagtbare vandfugle. Der er for os at se ingen tvivl om, at kvaliteten af almindelige danskeres naturoplevelser ville øges markant, hvis der ikke var jagt i Danmark. Omvendt ville mange danskere miste deres kæreste fritidsaktivitet. Der er dog tale om en aktivitet, hvor de få ødelægger en masse for de mange. Alligevel må man anerkender, at jagt spiller en stor rolle for rigtig mange danskere. Men hvor kan der så findes en rimelig balance mellem interesserne? Den balance kan ikke fastsættes objektivt. Den vil ændre sig over tid, fra årti til årti. Jagtintensiteten må over tid (årtier) bringes ned på et anderledes begrænset niveau, og jagt må drives på en sådan måde, at den ikke i den grad øger mange pattedyrs og fugles skyhed. Et stort skridt i den rigtige retning blev taget med fredningen af de flest vadefugle først i 1980´erne. Det næste store skridt var oprettelsen af de mange jagt- og forstyrrelsesfrie reservater i løbet af 1990’erne. Men disse tiltag forandre ikke ved, at jagten i Danmark fortsat er blandt de mest intensive i verden. Vi har f.eks. jagt i 4—5 måneder i vådområder og på havet, hvor man i mange af de amerikanske stater kun har andejagt i omkring 70 dage og tillige med en række andre ganske stramme begrænsninger. At tænke sig, i ‘frihedens eget land’ har de langt strammere regler for jagt end i Danmark! Så der er lang vej igen, før vi er nede på en jagtintensitet, som er i bedre harmoni med den øvrige befolknings oplevelsesmuligheder. Dansk Ornitologisk Forening 14. januar 2017 |
