Danmarks Jægerforbund risikerer at tabe ikke bare hjortesagen, men hele jagtsagen, hvis ikke der meget snart leveres faglig begrundelse for forbundets støtte til arealbegrænsing …
Netnatur Kommentar
Det har været en vild uge på Netnatur.dk
Jægere med mindre arealer kan nu endelig rette ryggen op. I den forgangne uge har de nemlig fået begrundet oprejsning som aldrig før.
Først var det Jysk Jæger og Landbrugslaug (JJLL), som i et video-interview forsøgte at sætte en kæp i hjulet på det seneste forslag fra Den Nationale Hjortevildtgruppe, som lægger op til kontrol og begrænsning af hjortejægerne.
SE MERE: Video: Frimor om Frimor-modellen
JJLL er etableret for at bygge bro mellem jagt og landbrug og foreningen hævder, at hjortejagt fortsat skal udøves helt uden areal-begrænsning. Begrænsning og kvotelignende tilstande vil nemlig føre til faldende jagtlejeindtægt.
Og står indtægten fra jagt ikke mål med markskaderne, er der ifølge foreningen kun ét alternativ i de mest udsatte kronvildtområder og det er opsætning af elektriske hegn.
Appelsin i turbanen
Senere i samme uge faldt en af de helt store appelsiner ned i den såkaldte lille mands turban. Det skete, da vildtbiolog og skovejer Egon Bennetsen lancerede en ny og samlet plan for fremtidens kronvildtforvaltning.
Ifølge vildtbiologen er det afgørende hvilke hjorte, der skydes. Ikke hvem der skyder dem.
Budskabet har vildtbiologen fremført tidligere. Men Danmarks Jægerforbund (DJ) såvel som de øvrige medlemmer af Den Nationale Hjortevildtgruppe, har dog valgt at vende det blinde øje til den nordjyske biolog, selv om hans artikler hører til blandt de mest læste hjorteindlæg på jægernes mest besøgte online medie.
Alt har en pris
I den nye plan viser Bennetsen, hvordan man ved hjælp af simple redskaber kan justere afskydningen og nå i mål med de krav, som Vildtforvaltningsrådet har formuleret.
Bennetsens model har dog en pris og den hedder afskaffelse af brunstjagten.
Og det sætter Danmarks Jægerfornund i en kattepine. For hvor langt vil forbundet gå for at redde jagten på den brølende hjort? Hvor høj en pris skal der betales?
Det må Jægerforbundet redegøre for. Og naturligvis med samme grundighed som Bennetsen sandsynliggør effekten af sin plan.
Bogholdermetoden må stå sin prøve
DJ har længe været fortaler for en mere bogholderagtig tilgang til naturen og vildtet. Nu har Bennetsen vist, hvordan man sandsynliggør et løsningsforslag. Nu er det Jægerforbundets tur.
Derefter må det være forholdsvis enkelt at vælge den model, der mest sandsynligt vil indfri målene.
Samtidig kan vi alle blive klogere på, hvorfor forbundet allerede fra starten valgte at åbne Pandoras æske og spille arealbegrænsning ind i bunken af løsningsforslag.
Historisk har Danmarks Jægerforbund elles altid stået vagt om jagt på mindre arealer, da det er med arealbegrænsninger, som det er med køb af elastikker i metermål. Det kan altid strækkes.
Tingene deles
Hvem der skyder de krondyr, der SKAL skydes er ikke afgørende. Vigtigt er det at de skydes. Kampen mod de såkaldte brodne kar må løses på anden vis, slås det fast i vildtbiologens seneste artikel, hvor han bestemt ikke negligerer, at der er etiske problemer tilknyttet kronvildtforvaltningen. Men det er bare en anden debat, slår han fast.
Bennetsen slår dermed en kile ned gennem forvaltning og etik ligesom han gør op med den husmandslogik, der ser ud til at præge løsningsforslagene fra Den Nationale Hjortevildtgruppe.
Arealbegræsning løser måske lokale problemer set ud fra en etisk betragtning. Men arealbegrænsninger skaber også nye forvaltningsmæssige problemer og fører næppe til flere gamle hjorte. Det flytter derimod afskydningen mod de hjorte, man vil skåne og skåner samtidig de dårligt anlagte hjorte, som man burde tage ud.
Holder vildtbiologens argumentation er det derfor yderst tvivlsomt om arealbegrænsning giver det resultat, som Vildtforvaltningsrådet ønsker.
Uret tikker
Medio marts indstiller Den Nationale Hjortevildtgruppe sin indstilling til Vildtforvaltningsrådet. Inden da skal Jægerforbundet have fundet sine ben at stå på.
Godt hjulpet på vej af kritiske skriverier og vrede medlemmer, er forbundet nemlig blevet i tvivl.
– Der ønskes mere tid til debat, lyder det fra forbundet, der i disse dage oplever medlemsflugt som aldrig før.
Men diskussionen kræver mere næring. Hvad Jægerforbundet mener og føler om den ene eller anden er kun interessant, hvis det kan underbygges. I modsat giver det ikke mening at tage endnu en omgang med frustrerede medlemmer og vrede tastekrigere, som har organiseret sig på de sociale medier.
Bag en kvindes skørter
Desværre ser det ud til, at Jægerforbundets formand i disse dage gemmer sig bag forbundets repræsentant i Den Nationale Hjortevildtgruppe, hvis mission mere og mere ligner en ren selvmordsmission.
Men Lars Jensen er ikke den eneste arkitekt bag de forslag, som Den Nationale Hjortevildtgruppe har fremlagt. De har dybe rødder ned i forbundets mere generelle ønsker om overgang til adaptiv vildtforvaltning.
Tvangslaug, SMS-kontrol samt kvoter og arealbegrænsninger kan alt sammen hænges på den adaptive krog.
Derfor er det formanden og dennes bestyrelse, der skal stå på mål for det nye forslag, der er vokset ud af Den Nationale Hjortevildtgruppe.
Dette forslag kan ikke tørres af på Lars Jensen eller de øvrige medlemmer af Den Nationale Hjortevildtgruppe.
Derfor er det nu DJ’s opgave – side for side – at redegøre for hvorfor det er nødvendige med det fremlagte tiltag.
Såfremt Bennetsens model forbliver uimodsagt tegner der sig unægtelig et billede af en uskøn heksejagt på jægere med mindre arealer. Vel at mærke med støtte af jægernes eget forbund, som risikerer at bidrage til arealbegrænsning uden dokumentation for, at man dermed komme i mål med de krav, Vildtforvaltningsrådet har formuleret.
Jægerforbundets hjortepolitik har allerede slået dybe sprækker i kronvildtjægernes tillid til forbundet og det system, der er sat i verden for at forvalte de danske vildtbestande.
Men uden en faglig begrundelse for forbundets tilslutning til arealbegrænsning vil spækkerne forplante sig til den tillidssokkel, som forbundet hviler på. Og slår denne først sprækker, kan forbundet risikere at tabe ikke blot hjortesagen, men hele jagtsagen.
En ting står dog klart: Det er sidste udkald.
