Beretning om Hestehavebukken – en fem, seks år gammel og meget smuk pladsbuk, – som endte sin dage i et kraftfuldt dødsløb over et skovdige
Godsets skytte og Henning Kørvel havde spottet Hestehavebukken, der var pladsbuk i april, da den var i færd med at feje opsatsen. Fem dage inde i bukkejagtsæsonen fik han bukken for uden for dens territorium, og da han skød den med en medium bladkugle, satte bukken af i et højt spring over et el-hegn og løb 10-15 meter i en kofold, før den sprang tilbage til skovvolden. Da den hang i luften, blev dens krop slap, og den landede forendt på skovvolden 10-15 meter fra det sted, hvor den kort forinden havde ædt hvidtjørnens blomster, der er bolsjer for råvildt.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Skytten og jeg så den første gang en aften i tredje uge af april, hvor vi kørte rundt på reviret for at ”kigge råbukke ud”, som det hedder, når man forud for en bukkejagtsæson færdes i terrænet for at se bukke, og man således får en ide om, hvilke der bør afskydes, og navnlig hvilke der bør spares. Det sidste er omtrent vigtigere end det første.
Hestehavebukken hørte så afgjort til den kategori af pladsbukke, der burde afskydes. Den var i sin bedste alder, hvilket vil sige fire-fem år gammel. Opsatsen var i dobbelt ørehøjde, og som det var karakteristisk for Hestehavebukkene, havde den kraftige stænger op til forsprosserne, og herfra og opefter var den spinklere og flagrende.
Den aften vi så bukken fra bilen på Fodermestervejen, var den i gang med at feje basten af, og en strimmel bast sad på den ene stang. Det skulle blive spændende at jage den, når bukkejagten gik ind cirka en måned senere.
Bukken var iblandt de 21-23 territoriehævdende ældre bukke, som vi havde kendskab til på reviret, og heraf mødtes fem bukkes territorier i Hestehaven, og fordi de gerne overskred grænserne til hinandens territorier, så hørte slagsmål mere til reglen end undtagelsen, og flere bukke havde synlige beviser på dette i form af knækkede sprosser og ar rundt om på kroppen af modstanderes opsatser.
Fordi en pladsbuk aldrig, eller i hvert fald sjældent, ses det samme sted flere gange, men ofte færdes uden for territoriet, er det ikke til at vide, hvor jeg kunne møde Hestehavebukken, hvilket er en omstændighed, der gør jagt på ældre territoriehævdende bukke fascinerende og samtidig udfordrende.
Forud for bukkejagtens start havde jeg dog en forestilling om, at Hestehavebukken nok skulle sættes skakmat i Hestehaven, som var dens territorium, men efter at bukkejagten var gået ind, gik der fem dage, før jeg om morgenen 21. maj mødte Hestehavebukken for anden gang et helt andet sted end i dens territorium.
Krøb frem imellem kokasser
Jeg havde først været en tur i Parken, hvor der stod to pladsbukke i henholdsvis den østlige og vestlige side, og den udefinerede grænse var ”Kigget”, hvor ejeren fra hovedbygningens altan kunne se ud over Storstrømmen. Fruen ville gerne have skudt bukke i parken, fordi de åd hendes blomster, og bukke fejede på unge træer og spjættede i bedene med løbene.
Ingen af de to parkbukke lod sig skue den morgen, og jeg besluttede nu at se efter Hestehavebukken og gik ad Fodermestervejen ned til dens enemærker, men da jeg nåede frem til slæbesporet på vejens vestlige side over for ”lossepladsen”, spottede jeg i østlig retning en stor buk i kanten af Valdemars Skov: Hestehavebukken.
Jeg måtte tættere på og gik ned på alle fire for at krybe af sted på Fodermestervejen imellem kokasser, og da jeg nåede frem til kofolden, lagde jeg riflen an mod en hegnsstolpe.
Skudafstanden var cirka 125 meter.
Bukken anede ikke uråd og guffede i sig af blomsterne på en hvidtjørn, der er bolsjer for råvildt. Den stod med bredsiden til, og da trådkorset hvilede roligt på bladet, sendte jeg kuglen af sted.
I skuddet sprang bukken i retning imod mig ind i Kofolden og løb 10-15 meter parallelt med skovkanten, før den sprang over det elektriske hegn for at komme tilbage til Valdemars Skov, og da den hang i luften, så jeg kroppen blive slap, da livet, eller rettere nerverne, definitivt forlod bukken, som faldt forendt på skovvolden 10-15 meter fra det sted, hvor den havde stået kort forinden og ædt hvidtjørnens blomster.
Jeg havde aldrig tidligere hverken set en buk eller rå i sådan et ubevidst ”dødsløb”.
Jeg skød med 11,7 grams Norma Silverblixt, som var Aage Weitemeyers værk, fordi han havde anbefalet mig denne kugle til elgjagt i Sverige. Jeg brugte også kuglen til råvildt, som den var fortrinlig til, fordi den gjorde det, som den skulle indvortes, og udgangshullet gerne kun var på størrelse med en femkrone.
Skudtegn står næppe til reprise
Da jeg kom frem til bukken, så jeg straks alle tegn på, at den var en pladsbuk, der ofte havde været i kramp med andre territoriehævdende bukke. En bagsprosse var således knækket, og på halsen sås dybe rifler fra andre bukkes opsatser, og den ene bagkølle var ligeledes fuld af sår, efter at den havde været i slagsmål og var blevet stanget af andre bukke.
Skytten blev glad, da jeg mødte ham, og viste ham Hestehavebukken. Rafael havde skudt en gammel buk i Oreby Skov med et hoved så stort som en kalvs, og den satte samtidig vægtrekord på stedet, fordi dens opbrækkede vægt var 22,5 kg, hvor store bukke i Oreby Skov gerne vejede 18-18½ kg i opdrækket stand, og bukkes vægt gerne var 1-1½ kg højere i småskovene nær hovedbygningen, herunder Hestehaven.
En uge efter, at jeg havde skudt Hestehavebukken, tydede nye fejninger og skrab på stedet på, at en ny pladsbuk var rykket ind. Det var en treårig randbuk, og det lykkedes for mig at skyde den året efter som fireårig en morgen, da den var på vej tilbage fra Kofolden til Hestehaven.
Skuddet var dog blottet for den ”dramatik”, som jeg havde oplevet, da jeg året forinden skød forgængeren, fordi dens arvtager faldt omkuld i knaldet.
Ikke at jeg savnede dramatik. Det havde jeg jo fået, da jeg året før skød dens forgænger, hvilket må være nok, fordi jeg ikke anser det for realistisk at skulle få reprise på så unikt og dramatisk et skudtegn.
Hestehavebukken leverede et dødsløb, der aldrig tidligere var set, før den faldt om forendt på skovvolden.
På halsen havde bukken dybe rifter efter rivaliserende bukkes opsatser, og en af dens køller var overbroderet med sår efter kampe med rivaliserende bukke.
