Kontakt, konsekvens, koncentration og kærlighed er fire basale ingredienser i jagthundens dressurmenu, som det er nemt at forholde sig til for en nybagt hundefører
Af Michael Sand
Selv organisationer og virksomheder er i dag meget bevidste om implementeringen af let forståelige værdier i den herskende kultur. Og selv om dressur af jagthunden er et soloprojekt, er det en god idé at vedtage nogle enkle underliggende retningslinjer for det arbejde, som man skal i gang med.
1. k: Kontakt
Et velfungerende samarbejde mellem jagthund og jæger kan udvikles til en nærmest rørende opvisning, hvor begge evner at læse hinandens mindste tegn.
Bemærk evt. en stående hunds næsten ikke synlige vink med hovedet, når den i fuld fart afsøger markerne foran jægeren. Den ved altid, hvor dens fører befinder sig, og føreren ved, at kommandoen om et kursskifte mod nyt terræn skal gives i det øjeblik, hvor der er øjenkontakt.
Den hurtigsøgende hund kan ligne et dyr ude af kontrol, men det er ingenlunde tilfældet, selv om det naturligvis også sker, at en stående hund går ud af hånd og bare jager for sig selv.
Endnu mere imponerende bliver det, når man vender blikket mod avanceret retrievertræning, hvor hundeføreren med diskrete hånd- og fløjtesignaler kan lede hunden frem til et apportemne, der befinder sig flere hundrede meter fra udgangspunktet.
Selv om sidstnævnte tilfælde næppe er et relevant mål at sætte sig for den mere almindelige jagthundedressør, som ikke skal anvende sin hund på prøver, er det alligevel afgørende, at kontakten til hunden fungerer.
Målet med enhver træning er at få en hund, der går på jagt med sin fører og ikke for sig selv. Derfor skal hunden lære at holde kontakt til sin jæger og rette sig efter de signaler og instrukser, den modtager.
Kontakten baseres på daglig omgang med hunden og på gensidig respekt.
Det skal være hundens naturlige trang til at søge kontakt, man skal forsøge at etablere. At tvinge hunden til at holde øje med sin fører medfører ikke det ønskede resultat.
Kunsten er at kontrollere hunden uden at hæmme jagtlysten. F.eks. har spaniels ofte et blødt og dresserbart sind, samtidig med at de har stor jagtlyst. Men lysten til at behage sin fører skal man alligevel arbejde med.
Selv blandt hunde som gravhunde, der skal arbejde under jorden eller drive et stykke råvildt langt og længe, er kontakten til føreren helt afgørende.
Selv om selvstændighed er et adelsmærke for den lille hund, vil den alligevel jagte i forhold til sin fører. Under søget i skoven vender den tilbage til sin ejer med jævne mellemrum for at sikre sig, at denne stadig er med, ligesom den straks vender tilbage til føreren, når den slipper drevdyret.
Når kontakten mellem hund og fører ikke eksisterer, opleves de uheldige episoder med en hund, som ikke vender tilbage efter såten, og som tager foden af et nyt dyr op, så snart den har mistet kontakten til det dyr, den oprindelig gik efter.
PS: Artiklen herover er en del af artikelserie baseret på
Jagthundens Træning
– en bog om træning af jagthundebøger,
der er udkommet i tre oplag på forlaget Gyldendal.
KLIK og se artikelserie på Netnatur.dk og bemærk venligst,
at serien vokser uge for uge
