Et næsehorn nedlagt for den nette sum af 350.000 dollars. Mange dyreværnsaktivister har været i oprør over dette – her er én, der har kunnet se sagen fra en helt anden side
Af Nancy Daniels, fra et indlæg på CNN
Auktionen på næshornet er et følelsesladet emne for os alle. Som de fleste af Jer ved, har jeg brugt utallige timer på at forske og kæmpe for at redde næsehornet. Jeg gjorde det, fordi jeg var rasende og følelsesmæssigt påvirket, og ligesom mange andre kunne jeg ikke se ideen i, at ét dyr måtte lade livet for at redde mange andre. Det gav for mig overhovedet ingen mening.
Jeg søgte nærmest konstant på nettet efter data og yderligere oplysninger, der kunne bruges til at fremme vores sag. Alt hvad der skete, var meget frustrerende. Jeg blev mere og mere modløs over ikke at kunne finde noget, der kunne bevise, at trofæjagt var forkert. Næsten alle de data jeg indsamlede, pegede entydigt på trofæjagt, som et effektivt redskab i bevarelse af naturen.
Jeg fortsatte min søgen efter informationer, der kunne støtte op om vores sag. Jeg er overbevist om, at vi kun kan vinde denne kamp ved hjælp af facts i stedet for følelser.
Jeg lyttede til udtalelser fra IUCN, USFWS og WWF om, hvordan jægerne var i deres baglommer og at disse organisationer ikke havde nogen idé om dyr. Men jeg kunne ikke finde noget, der støttede op om disse beskyldninger. Det er en fordrejning af argumenter, som dyreværnsgrupperne forvirrer begreberne og sår tvivl med.
Jeg opsøgte eksperter og medlemmer af det afrikanske samfund for at få hjælp til at støtte op om min sag. Jeg gennemgik samtlige informationer jeg kunne finde og opsamlede alle de godbidder fra her og der, til at holde den følelsesmæssige kamp i live.
Alt pegede samme sted hen
Alle mine informationer pegede samstemmende på, at trofæjagt var en gennemprøvet, succesfyldt middel til naturbevarelse. Jeg fik ellers at vide, at regeringer er korrupte og kun vil have penge. De er ligeglade med dyrene, kun pengene tæller. Hvad jeg i stedet opdagede var hvor alvorligt den namibiske regering drager omsorg deres næsehorn, og hvor længe de har forsket og fulgt dem. Jeg fandt ud af, at der var en næsehorns-specialistgruppe i IUCN, og de havde assisteret den namibiske regering om translokations spørgsmål, avl, krybskytteri osv.
Derefter havde jeg en meget vigtig diskussion med en respekteret sydafrikansk dyrlæge, som jeg fik at vide, ville kunne bidrage positivt med informationer til at støtte vores sag. Vi talte i lang tid, og han beskrev mange af de problemer, man stod overfor i Namibia og Sydafrika. Jeg stillede mange spørgsmål. Jeg hørte om problemerne med krybskytteriet.
Hvis det ikke var for Rangere og jægere og andre frivillige, så ville næsehornet allerede på nuværende tidspunkt have været udryddet af krybskytterne. Rangers hjælper i de områder, hvor de er placeret, men der er mange fjerntliggende områder i Namibia og Sydafrika, som ikke har rangers. Men når jægerne færdes i et område, holder krybskytterne sig væk.
Krybskytter er lokale
Vi fik et indblik i, hvorfor krybskytteriet udgør så stort et problem, og at det mest er de lokale, der tager risikoen. De bliver betalt omkring $10.000 pr. kg for næsehorn. Når disse mennesker bliver drevet til krybskytteri, er det af nødvendighed, da regeringen ikke hjælper dem. Det er overlevelse for de fleste af de lokale. I det mindste i nogle områder. Namibia ikke har ikke det samme krybskytteri som Sydafrika, men auktionen ikke blev tilbudt Sydafrika, som faktisk kunne have haft endnu mere brug for hjælpen end Namibia. Begge har brug for anti-krybskytte finansiering, og hvis det ikke kommer under kontrol i Sydafrika, så VIL Namibia blive det næste mål.
Der er en dybdegående proces, som IUCN Rhino Group, CITES, USFWS og den namibiske regering har lagt i fastsættelsen af de spørgsmål, om nogle af de gamle tyre (og en 7-8 trins proces), som de anvender til at bestemme, om en given tyr er et problem dyr. Som vi alle ved, har CITES afsat op til fem næsehorn årligt i Sydafrika og andre 5 for Namibia. Hvert land har aflivet 5 tyre. De har dog kun aflivet 2-3 stykker om året.
Dette er en meget anderledes udlægning, end den var blevet beskrevet af dyreværnsgrupperne. Jeg tror ikke længere, at IUCN, CITES eller WWF er i baglommen på jægere. Organisationerne har alle indset, at primært jægere faktisk bidrager med hårdt tiltrængte kontanter til at øge den naturbevarende indsats. De har en positiv indvirkning på mange afrikanske arter. Den ekstra bonus er, at de også holde krybskytterne i nogle af de fjerntliggende områder væk.
Jægerne gør det gennem bæredygtig udnyttelse. Dyreværnsgrupperne kan ikke hjælpe disse dyr ved at gemme tingene for dig og rejse tvivl om organisationerne. De skader derimod situationen ved at skjule de faktiske kendsgerninger, fordi disse ikke passer ind i deres dagsorden.
Jeg kontaktede nogle af dyreværnsorganisationerne for at informere dem om mine resultater. Jeg vågnede næste dag til en besked om, at vores respekterede ekspert var helt galt på den, og at de vidste mere end ham. Jeg spurgte dem om krybskytteriet og de økonomiske vanskeligheder, og fik at vide … “Ja, det ved vi.”
Tingene ses i et nyt lys
Jeg begyndte at skrive alt ned og kiggede på alle de oplysninger, jeg havde indsamlet og sammenlignede det med de samtaler, jeg havde ført. “Tågen” begyndte virkelig at lette og jeg var i stand til at se med en helt ny klarhed.
Hvad jeg indså var, at alle involverede parter har fornuftige synspunkter. Men de er alle baseret på en opfattelse og den tid, de er i. Rangers sætter livet på spil for at redde næsehorn, og jeg forstod ikke, hvorfor regeringen ville tillade en jæger til at dræbe et næshorn.
Den lokale befolkning forstår heller ikke, hvordan en jæger kan betale for at dræbe en næsehorn og at de så ikke må. Det er også helt forståeligt. De har ikke den grundlæggende forståelse for, at en art kan blive udslettet. De er hovedsageligt uuddannede og fattige.
Jeg håber nu, at du bedre kan gennemskue de komplekse spørgsmål. Vi er nødt til at finde løsninger der virker, og i stedet for at protestere, så må vi arbejde på løsninger, som kan bringe virkelige forandringer, der vil medvirke til at udrydde krybskytteriet, som er det virkelige problem, der skal løses.
** Et vigtigt punkt at bemærke: Animal Rights er en gruppe af mennesker, der mener at ingen dyr bør anvendes til nogen som helst formål. Ikke som et kæledyr, fødevarer eller i laboratorier. De har deres egen dagsorden og bruger vores følelser som våben og forsøger at så tvivl om alt, der ikke passer ind i deres dagsorden. De bruger dyrebeskyttelsesgrupper til at fremme deres egen sag.
