Er edderfuglebestandens frie fald et udtryk for en naturlig og måske ligefrem positiv miljøudvikling? Uanset fortolkning er årsagen kompleks og bunder efter meget af dømme i en lang række vidt forskellige forhold
Af Michael Sand
Man kan ikke komme uden om, at bestanden af edderfuglene har taget et gevaldigt dyk over de sidste årtier. Faktisk har bestanden været i frit fald siden bestanden i nyere tid toppede i 80’erne.
Dengang nedlagde de danske pram- og motorbådsjægere op mod 180.000 edderfugle i de bedste sæsoner.
I dag er udbyttet faldet til omkring 20.000.
Hvis udbyttet afspejler udviklingen i bestanden, ser det skidt ud for den danske og skandinaviske bestand af edderfugle.
KILDE: DCE
Årsagen til nedgangen er endnu ikke fuldt klarlagt og det er vanskeligt at finde en fællesnævner, men ifølge Claus Smedegaard, der er kendt for at mandsopdække den danske strandjagt, samler forklaringen sig i flere overordnede forhold:
Der udledes ikke så mange næringsstoffer til havmiljøet, som der gjorde i edderfuglenes storhedstid. Færre næringsstoffer betyder færre muslinger, som er den store dykands primære fødekilde.
Der har været fuglekolera i flere af edderfuglenes yngleområderne, samt parasitter i flere kolonier.
Der er sket en voldsom opblomstring af mårhunde og mink i flere af de vigtige ynglepladser i Østersøområdet.
Der er blevet langt flere havørne i det nordlige Skandinavien og prædation på ynglede og rugende edderfuglehunner kan spille en stor rolle på bestandens størrelse. I Sverige er bestanden af edderfugle faldet fra 315.000 par i år 2000 til 59.000 par de seneste år. I 1920érne var der kun 20 havørnepar. I dag er bestanden oppe på 1500 havørne i Sverige.
De store havmåger, hvor arterne er blevet fredet, dog er sølvmågen jagtbar igen, søger så at sige nye græsgange. Fiskerihavnene, de åbne lossepladser og pelsdyrfarme er lukket ned i de seneste år og især sølvmågerne slår sig derfor på andre fødekilder – herunder æg og unger fra edderfugle.
Miljøgifte og varmere klima fører til lavt indhold af B1-vitamin også kaldet thiamin i muslingerne og derefter i edderfuglene, hvilket kan føre til mindre kuld og golde æg og skulle gøre ællingerne mindre udviklede og sky overfor f.eks. angreb fra luften i form af navnlig måger.
Varmere vintre ændrer også på mængden af tanglopper, som er ællingernes primære føderessource.
Overfiskeri af muslinger bankerne, samt bundskrab og opsætning af havvindmøller, samt flere fritidsinteresser på havet spiller også en rolle i det samlede billede.
Ifølge Claus Smedegaard skal man dog ikke tage den danske vinterbestand som endegyldigt indikator for udviklingen i bestanden.
Vinterbestanden i de danske farvande kan nemlig svinge meget fra år til år og især vinteren spiller en rolle for hvor mange fugle, der presses ned mod det åbne hav og det milde kystklima i Danmark. Nogle år er vinteren så mild, at edderfuglene ikke har behov for og trække syd på.
– I sæsonen 2020-21 var der i den danske del af Vadehavet f.eks. rigtig mange edderfugle. Nogle af sæsonens bedste jagtdage mindede faktisk om det vi kunne opleve i de gode gamle dage i 80’erne-90érne, oplyser Smedegaard.
Udviklingen i udbytte af edderfugle frygter flere strand- og havjægere, som Netnatur.dk har været i kontakt med, vil blive anvendt politisk. Underforstået at nedgangen vil blive brugt som løftestang for endnu flere fredninger og restriktioner.
I forhold til firserne er det i dag kun tilladt at nedlægger hanner ligesom en del af de hav- og fjordområderne, som edderfuglene anvender som raste- og fødeområde, er blevet fritaget for jagt. Salg af dykænder er stoppet og der er sket et stort frafald blandt strand- og havjægerne.
Alt i alt mener Claus Smedegaard, at edderfuglejagt anno 2020 på flere måder er usammenlignelig med edderfuglejagt i firserne og halvfemserne.
Han påpeger dog også samtidig, at det er indiskutabelt, at der var langt flere edderfugle i de danske farvande dengang. Men de store mængder fugle medførte også, at der var langt flere edderfuglejægere.
Dermed kan udviklingen i udbyttet minde om den situation, som man oplever med udbyttet af harer og måske også råvildt.
Spørgsmålet er om de store dykænder i virkeligheden blot er ved at finde sin naturlige størrelse i et miljø præget af voldsomme forandringer?
Når en bestand er i tilbagegang, falder jagttrykket. Jægerne holder igen med afskydningen og det kan betyde, at nedgangen i bestanden kan komme til at virke større end den rent faktisk er.
Udviklingen i jagtudbyttet bliver så selvforstærkende.
– Der er ingen tvivl om, at jægerne i almindelighed tilgår jagten på en anden måde end de gjorde tidligere, siger Claus Smedegaard, der oplever, at antallet af fugle ikke er en succesparameter for en dejlig jagtdag, men jægerne skyder til egen gryde og der klart sket en holdningsændring, forklarer han.
Jagten anser han ikke for at være ”sørgelig”. men den er tilpasset bestanden. De strandjægere, der holder ved, kan stædig få nogle af de største jagtoplevelser, man kan opnå i Danmark på saltevand, samt nogle af de bedste spisefugle.
– Edderfuglen vandt jo årets jagtret sidste gang og i min omgangskreds er edderfuglen en værdsat spisefugl om den er røget, grillet eller lavet i gryderetter, så er det fornemt ”vildt”, som man ikke kan købe i brugsen, slutter Claus Smedegaad.
