I det samme som guiden havde fastslået, at den store moskusokse også havde sorte hornspidser, trykkede Henning Kørvel på aftrækkeren …
Kort efter at have hørt skud fra en anden jæger spottede Henning Kørvel og hans guide to flygtende moskustyre, der havde været sammen med den tyr, de formodede, lige var blevet nedlagt af den anden jæger. De stoppede op på skudhold, og da guiden havde fastslået, at den ene tyr havde sorte hornspidser, trykkede Henning Kørvel på aftrækkeren …
Tekst og foto: Henning Kørvel
Skuddet lyder ikke overvældende højt. Fjeldene, der er delvis sneklædte og pyntet med klippestykker af forskellig størrelse, drysset gavmildt ud over det arktiske landskab, tager toppen af det.
Alligevel bevidstgør den svage lyd af et skud, som René, min guide, der blot er 19 år gammel. og står i lære som fanger hos sin far, Henrik, og jeg, om, at Keld – som en halv time forinden havde indledt søgningen efter tre moskustyre sammen med Henrik – efter al sandsynlighed har afsjælet den ene af dem.
De tre moskustyre var søgt om bag et relativ højt fjeld, efter at have spottet os, fordi de vel sagtens følte sig truet.
Vi fulgte alle fire efter dem op over fjeldet. Og jeg skal hilse at sige, at den hurtige opstigning på fjeldsiden fik sveden til at springe frem på kroppen, så jeg i kraft af den varme grønlandske beklædning af sælskind fik følelsen af at befinde mig i en sauna.
Nået op på toppen af fjeldet går to sneharer ind på nethinden. De tager sig umiddelbart lidt mindre end europæiske brune harer, men er faktisk på samme størrelse.
Flygtige er de også, og mens de bringer sig uden for synsvidde, spotter Henrik nu de tre tyre nede i dalen. Mens Henrik og Keld, som det var aftalt, skal skyde først, fordi han skal rejse hjem én dag før ego, sætter efter de tre tyre, går René og jeg tilbage i den retning, vi var kommet fra for at se efter andre moskusokser.
Vi spotter snart fire tyre et godt stykke ude, men før vi når ind på skudhold af dem, søger tyrene op på fjeldet lige over for os uden at stoppe op, og de når hurtigt uden for skudhold.
René og jeg er dog umiddelbart indstillet på at følge efter dem, selv om odds ikke ser allerbedst ud i vores favør, men to tyre der nu gør entré på den højre side af fjeldet over for os, og angiveligt er de to, der er tilbage af trioen, efter Keld med stor sandsynlighed har decimeret den med en tyr, får os straks på andre tanker.
Et vue med håndkikkerterne afslører, at den ene af de to tyre, vi nu spotter, har sorte hornspidser, mens den anden har lidt kortere lyse hornspidser, fordi de sorte ditto er slidt af gennem mange års skraben i jorden med hornene. Sådanne tyre er almindeligvis fra 12-13 år og opefter.
Mens afstanden mellem de to tyre og os hurtigt bliver kortere og kortere, søger vi i dækning bag et par store klippestykker længere nede på fjeldsiden, således at vi forhåbentlig vil være på skudhold, hvis de fastholder kursen nedad til dalen mellem ”vores” og ”deres” fjeld. Og om ikke de gør det? Det går lige efter manualen.
Henning Kørvel med sin moskusoksetyr, der viste sig at være 12-13 år gammel, men alligevel ikke havde sort, men rødt kød. Den var derfor egnet til konsum for mennesker.
Skud tilkalder ravne
– Det ser lovende ud, hvisker jeg til René, der nikker, og mens jeg lægger riflen, min gamle, veltjente .30.06, an på et af de klippestykker, der skjuler os for moskusokserne, ”nærlæser” han tyrene med håndkikkerten.
– Den til højre har sorte hornspidser, hvisker han. Og da tyrene omsider stopper op, og afstanden mellem dem og René og jeg, nu er reduceret til blot cirka 130 meter, slipper jeg kuglen.
Tyren bliver stående oprejst på stedet, mens dens følgesvend finder det klogest at forlade stedet. Endnu et skud følger efter, og får tyren til at kollapse.
Og da vi kort efter når frem til den, kan vi konstatere, at tyren blot har sort spids på det ene horn og spidsen på det andet horn er lys uden dog at være rund, mens pandebrasken er bred og i brunsten i august utvivlsomt har afbødet i hundredvis af stød fra andre tyres pandebrask, når de drøner sammen mod hinanden i kampen om retten til at kurtisere parringsparate køer.
– Jeg tror, at den er 12-13 år, for med længere sorte hornspidser er alderen typisk mellem 10 og 12 år, siger René med kendermine, mens han via walkie-talkie giver sin far en briefing om, at jeg har skudt en gammel tyr.
Mens vi går i gang med at brække tyren op, hører vi en lyd, der bedst kan beskrives som prrok, der gentages flere gange, efterfulgt af et højt, nærmest metallisk klong. Ravn!
Vi ser den flyve ind over området fra venstre mod højre og cirkle over stedet som et rekognosceringsfly, før den forsvinder ligeså brat, som den dukkede op.
Jeg siger til René, at der ikke er tvivl, at den er blevet hidkaldt af skuddene og nu ved, at der er dækket op til festmiddag, når vi forlader stedet, for med usvigelig sikkerhed vil ravne så straks kaste sig over indvoldene med undtagelse af mavesækken. Den rører de ikke.
Uvægerligt mindes jeg, at jeg efter at have skudt ro renbukke på Rogner Gård i Østerdalen i Norge i 1991, efterlod dem på fjeldet i opbrækket stand for at gå tilbage til hytten tre-fire kilometer borte for at hente assistance til at få renerne bragt ned.
Forinden havde jeg viklet de to bukke ind i rød tape, som jeg havde fået udleveret til formålet, og som skulle holde ravne på afstand, men jeg lagde også et patronhylster på kroppen af hver af de to bukke, fordi ravne er bange for skinnende metal.
Da Dag Bagge, min hjælper og guide, og jeg, nogle få timer senere kom tilbage til stedet, sad der i fjeldbirkene nær de nedlagte renbukke 20-25 ravne og en kongeørn.
Alle indvoldene på nær mavesækkene var pist væk – ædt af ravnene, men renerne var ikke rørt. Spørg mig ikke, hvilken rolle, kongeørnen havde spillet, for det har jeg ikke noget bud på.
Dag blev imponeret over, at jeg havde lagt patronhylstre på renbukkene og spurgte, hvorfra jeg havde kendskab til dette kneb, som han fortalte mig, var samisk.
Jeg svarede, som sandt var, at jeg havde fået det ind under huden otte år tidligere på elgjagt i Sverige efter at have skudt min første elgtyr, og at det var oplagt at bruge det til renbukkene for at forhindre ravnene i at æde dem, mens jeg gik ned til hytten for at hente assistance.
Close-up af moskusoksens hoved. Den store pandebrask var godt arret efter sammenstød med analoge tyre i brunsttiden, men heldigvis var hornspidserne – sorte – intakte.
Den Lange Sø
Sted: Fjeldområdet cirka 35 kilometer sydøst for Kangerlussuaq, Grønland, nær indlandsisen og en sø, hvis navn er Den Lange Sø. Dato: Lørdag 15. marts 2014. Klokkeslæt: cirka 14.00.
Dagen forinden var jeg ankommet til Kangerlussuaq og blev i lufthavnen modtaget af outfitter Johanne Bechs mand, Jan Jørgensen, der også bød velkommen til Keld, som jeg allerede har nævnt oven for, og som jeg skulle jage sammen med.
Han havde, fortalte han, fået jagtrejsen til Grønland af sin kone i bryllupsgave for flere år siden, og ønskede nu at bruge den. Han havde kun to jagtdage til rådighed og skulle retur til Danmark mandag 17. marts, hvorimod jeg havde en dag mere til rådighed og først skulle hjemover dagen derpå.
Efter ankomsten, og vi begge var blevet indlogeret, ego på Hotel Kangerlussuaq i forbindelse med lufthavnen, byens metropol og sammen med Air Greenland dens største arbejdsplads, viste Jan os rundt i Kangerlussuaq, og da vi havde hilst på fruen, som Jan over for tredjemand ynder at betegne sin kone, Johanne. Hun var lige landet ved sin hundegård efter slædehundekørsel for turister, og vi kørte vi til deres domicil i Kangerlussuaq, der dog er improviseret, fordi de har fast bopæl i Sissimiut, for at drikke en kop kaffe og prøve det grønlandske tøj, som både Keld og jeg havde bestilt og skulle leje for at kunne holde varmen, fordi temperaturen lå på 17-19 Celcius-grader under frysepunktet.
Den digitale temperaturviser i hotellet/lufthavnen viser, at det fryser 19 grader, da jeg dagen derpå om morgenen klokken 8.40 hentes af Jan i sin firetrækker for – sammen med Keld, som han havde hentet først – at blive kørt ud til udkanten af Kangerlussuaq, hvor Henrik og René venter på os med to ATV, som det er meningen, vi skal bruge til den over 30 kilometer lange køretur mellem Kangerlussuaq og jagtområdet.
Begge køretøjer, som er på 1.000 kubikcentimeter, bugserer en slæde, som skal fragte det potentielle jagtudbytte tilbage til byen, i hvis sydlige udkant, Johanne og Jan har deres kødhus, hvor kød og jagttrofæer opbevares på køl, og kød skæres ud til såvel menneskeføde som føde til Jan og Johannes grønlandske hunde, som de har gående i hundegårde nær fjorden.
Det viser sig imidlertid, at der er noget i vejen med koblingen på den ene ATV, der ellers lige havde været hos mekanikeren. Med firetrækkeren bugserer vi den nu tilbage til mekanikeren, som Jan anmoder om at se på den endnu engang.
Da vi herefter kun har én ATV til rådighed, nødsages vi til at supplere denne med Jans firetrækker nummer to, som Henrik og jeg nu kører af sted i, mens René og Keld følger efter på den intakte ATV.
Turen tager en rum tid, men vejen ud mod indlandsisen og jagtområdet, anlagt af Folkevognsfabrikken i Tyskland til testning af nye VW i arktisk klima tæt på indlandsisen, er god at køre på.
Så tak for den, kære tyskere. Omsider kommer vi tæt på indlandsisen, hvor det bliver mærkbart koldere, før vi svinger mod syd og kører ud på Den Lange Sø, der med hundred procents garanti er bundfrosset.
Her parkeres firetrækkeren, hvorpå vi alle fortsætter på vores eneste ATV ind i, hvad Henrik betegner som moskusokseområdet. Klokken er nu 10.44.
Henrik ankommer på ATV, og vi kan begynde at læsse min nedlagte tyr på slæden, før vi fortsætter til den anden nedlagte tyr.
To tyre på slæden
Stilheden gør et dybt indtryk på mig. Her høres hverken støj fra biler eller fly, selv om det sidste nok er undtagelsesvis.
End ikke fuglestemmer høres. Med Henrik i førersædet kører vi nu længere ind i området og har ikke kørt i ret lang tid, før vi spotter seks moskusokser på skråningen af et fjeld, der er så lavt, at det har mere karakter af en tue end et fjeld.
Men da de er for langt ude til, at vi med håndkikkert kan afgøre, om der er tyre imellem, og hvordan deres horn ser ud, så træffer Henrik en hurtig beslutning om at lade dem være i fred indtil videre, mens vi ser os om efter andre tyre, der er tættere på.
Vi spotter snart fire-fem moskusokser tæt på et fjeld og fortsætter til fods op over det fjeld, de står i nærheden af, for derved at forsøge at komme på skudhold oven fra.
Henrik anser det nemlig for sandsynligt, at vi har lettere ved at komme til dem oppe fra end nede fra i niveau med moskusokserne. Oppe på fjeldet kan vi også bedre skjule os bag klippestykker og klippefremspring, fremhæver han.
Da vi når op på toppen af fjeldet, går Henrik forsigtigt frem til kanten og ser, at moskusokserne stadig står tæt på fjeldet, hvor vi spottede dem før opstigningen.
Han vinker Keld frem til sig. René og jeg holder os lidt i baggrunden. Få minutter efter, at vi har bragt os i position, træder moskusokserne nu frem på scenen.
To af dem står med bredsiden til på kun 60 meters afstand. Men af grunde, som jeg ikke umiddelbart forstår, skyder Keld ikke.
Fra min position et par meter højere oppe end Keld og Henrik kunne jeg mageligt have afgivet skud, nu da han ikke udnyttede chancen, men da jeg ikke skulle skyde først, ville det naturligvis ikke have været korrekt af mig at skyde en tyr for næsen af ham.
Jeg har, skal jeg dog indrømme, kendskab til jagtudøvere, der ikke ville have tøvet med at have afgivet skud i en situation som denne her, men jeg har den holdning, at når det på forhånd er aftalt og accepteret af mig, at Keld skal have første skudchance, så skal det være sådan, hvilket ikke er til diskussion.
Vel nede fra fjeldet er det så efter nogen tid, at vi spotter de tre moskusokser, som vi sætter efter ved en strabadserende opstigning på det relative høje fjeld.
Resten af forløbet kender du allerede, og som det fremgår af min beretning, så tog afskydningen og gøremålene efter nedlæggelse af to fine trofætyre tre timer og ét kvarter.
Heri er der ikke noget usædvanligt, fordi forberedelserne til en jagtrejse ofte lægger beslag på mere tid end selve jagten. Og det samme gælder efter skuddet.
I den konkrete situation er begge tyre allerede brækket op og læsses nu på slæden, som bugseres af ATV-en.
Selv om slæden umiddelbart set ikke er overvældende bred, så viser det sig, at den sagtens kan tage de to tyre, der lægges op på den med hovederne hver sin vej og surres fast med tovværk.
– Vi har endda haft tre nedlagte tyre på en slæde, og når vi fangere selv skyder moskusokser op til seks år og 150 kg, så kører vi med seks-syv stykker på slæden ad gangen, griner Henrik, da han begynder at køre nedad med tyrene på slæden.
Jeg sidder på bagsædet, og René og Keld oven på tyrene på slæden. Turen er dog en blandet fornøjelse, men jeg beundrer Henriks evner til at køre ATV, selv om terrænet er ujævnt og stejlt. Pludselig ramler slæden ind i baghjulene på ATV-en, så de letter fra fjeldsiden, og jeg der sidder på bagsædet, gruer for, at den vil vælte forover, hvilket dog ikke sker.
René havde ellers brugt ”bremsen”, et kraftigt stykke tovværk, som lægges ind foran meden i den ene side af slæden, men uden den ønskede virkning.
Jeg anmoder alligevel Henrik om at stoppe, hvorpå jeg stiger af for at gøre den sidste del af nedstigningen til fods. Henrik griner, da han gasser op og fortsætter turen nedefter.
Da vi når ned til mere fladt terræn, fortæller Keld mig, at nogle jagtudøvere, der havde hørt, at han skulle til Grønland for at jage moskusokse, havde fortalt ham, at her er der så mange af dem, at jagten ville blive som en tur i zoologisk have.
Efter at have oplevet virkeligheden på sin egen krop, mener han naturligvis ikke, at det skudsmål holder så meget som en meter, fordi moskusokser her jo ikke står skulder ved skulder og byder sig til alle steder, men er spredt ud over et gigantisk areal, hvor vi på én jagtdag spottede cirka 30 stykker.
Jeg erklærer mig et hundred procent enig, og ser med glæde tilbage på min jagtoplevelse i Grønlands betagende arktiske natur, som jeg genså i 2015 og stadig drømmer om at se endnu en gang, fordi jeg elsker den og mangler en polarræv til ”The Five Arctic”. For resten også en ravn.
Den sidste moskusoksetyr læsses på slæden. Der kan fint ligge to store tyre på slæden ad gangen, og med en AYV med 1.000 kubikmotor er det ikke et problem et trække den.
Fakta om jagten
Revir: Kangerlussuaq, Grønland
Dato: 15. marts 2014
Jagtagent: Kasper Andersen, Jelling Jagtrejser
Outfitter: Johanne Bech (stoppede som outfitter i 2014)
Skudafstand: Cirka 130 meter
Kaliber: .30.06
Kugle: 11,7 grams RWS H-Mantel
Sigtekikkert: Swarovski 1,5-6×42
Håndkikkert: Zeiss Victory 10×56
Jagttid, trofæjagt: 1.3.-10.4. og 1.7.-15.10.
Bestanden af moskusokser: Tæt
Fakta om moskusokse
Moskusokse (Ovibos moschatus) findes i tre geografiske varianter fra arktisk Canada og Alaska over Grønland til arktisk Rusland, og er udsat på Svalbard og i Sverige (Härjedalen).
Voksne tyre vejer 300-400 kg. Kropslængden er indtil to meter, og skulderhøjden cirka 1,5 meter.
I Grønland, hvortil moskusokser indvandrede fra Nordøstamerika for cirka 4.000 år siden, findes to bestande i Østgrønland, to bestande i Nordøstgrønland og fem bestande i Vestgrønland med den sydligste i Kangerlussuaq-området.
Bestanden i Vestgrønland blev til på basis af 27 etårige moskusokser fra Østgrønland, der via Zoologisk Have i København som karantænestation blev udsat her i 1962 og 1965 af biolog Christian Vibe.
Grundet god fødetilgang i form af græs og polarpil var vækstbetingelserne i top, og i 1991 blev bestanden anslået til 3.500.
For Grønland som helhed estimeres moskusoksebestanden i dag til cirka 15.000, svarende til cirka halvdelen af verdensbestanden på 25.000-30.000.
Størsteparten af jagtudbyttet af moskusokser i Grønland udgøres af ungdyr op til seks år og 150 kg, der tegnes af registrerede fangere, som foretager den erhvervsbetonede kødjagt i tiden fra 1. januar til 20. februar.
Trofæjagt for tilrejsende jægere, falder senere under guidning af godkendte operatører.
Moskusokser kan blive op til 25 år gamle, og fordi jagtudbyttet af unge dyr er højest, og jagttrykket mindst på voksne tyre, bliver et stort antal af disse gamle.
Det er karakteristisk, at gamle tyre ofte færdes alene. Moskuskoen føder almindeligvis en kalv, men i Kangerlussuaq ses ifølge Johanne Bech, som havde sin sidste sæson som outfitter i 2014, hvert år, at køer føder tvillinger.
Jagt på fjeldryper
Dagen før min hjemrejse til Danmark var blank, og Jan Jørgensen foreslog derfor, at jeg skulle jage fjeldryper sammen med René.
Efter morgenmaden kører vi så af sted på hans ATV med kurs mod indlandsisen, men svinger ind i fjeldet til venstre efter nogen tids kørsel og kommer nu til at køre i en dal med fjeld på begge sider.
Snart spotter vi en lille flok fjeldryper, der letter for at lande efter at have fløjet 300-400 meter. René fortsætter kørslen og holder lige ud for dem, og vi står af.
Han tager salonriflen fra stativet foran og giver mig nogle patroner, og da en patron er sat i kammeret, og de hvide fjeldryper stadig går rundt på sneen cirka 70 meter fra os, holder jeg til den nærmeste og trykker på aftrækkeren og ser fuglen falde om, og resten af flokken letter for at flyve endnu 300-400 meter for at sætte sig igen.
De første ryper er skudt og ligger på ATV-en.
Da René har hentet den skudte fjeldrype, fortsætter vi og holder igen ud for flokken, og det samme gentager sig, indtil den sidste fugl i flokken er skudt.
Da jeg efter nogen tid har skudt seks fjeldryper, bliver det Renés tur, og da vi igen får øje på fjeldryper, undrer det mig, at han sigter i lang tid, før skuddet går. Da han kommer tilbage med rypen, får jeg forklaringen. Han har skudt den i hovedet.
”Jeg får så 85 kroner for den af restauranten i Kangerlusuaq, når der ikke er skudhul i brystkødet”, siger René, der leverer flere ryper med hovedskud.
Da han har skudt fem, og vi således har 11 styk, går turen tilbage til Kangerlusuaq, hvor Jan Jørgensen tager tre fjeldryper til side og lægger dem sammen med moskusoksetrofæet til konservatoren, så jeg kan få en af dem udstoppet samtidig med, at moskusoksetyren bliver skuldermonteret. God ide, og i dag er jeg glad for at have fjeldrypen stående i en montre nede under den skuldermonterede moskusoksetyr.
Men jeg stod tilbage med spørgsmålet, om det altid er så let at skyde fjeldryper?
Uden for slagtehuset i Kangerlussuaq lå disse moskusoksehuder med salt på. De lægges ud til tørre, og ravne gør arbejdet gratis ved at fjerne de sidste kød- og talgrester uden at hakke hul i skindet.
René afviste det og tilføjede, at de sommetider er svære at komme på skudhold af, hvad der også kan udledes af, at Jan Jørgensen oplyser, at når man skyder fjeldryper fra hundeslæde, så hænges de kun op på slæden ril offentligt skue, når der er skudt 25 styk.
Antal derunder på dage, hvor de er svære at komme til, skilter man normalt ikke med, med mindre man altså kører på ATV, som kun det kun er tilladt at bruge i fjeldet i Grønland om vinteren, hvor de kun efterlader spor i is og sne, der forsvinder når frosten giver op, og varmegrader tager over.
Johanne Bech foran sin hundegård ved havnen. Hun kørte med turister på hundeslæde og havde hyret Henrik og René til at guide os på moskusoksejagt. Vi fik også en tur på hundeslæde og kan hilse at sige, at det var en fin oplevelse.
“Min skuldermonterede moskusoksetyr. Nede under den står en udstoppet fjeldrype i vitrineboks. Begge fine trofæer.”
