Der er slet ingen tvivl om, at hvis vi som jagtrejseudbydere skal kunne se os selv i øjnene, så bliver vi nødt til at forholde os til den debat som kører i øjeblikket på bl.a. NetNatur.dk.
Af DJA
En debat som måske er den direkte følge af vores sidste møde afholdt i DJA regi i oktober måned, hvor Jens Kjær Knudsen på bedste vis redegjorde for Safariklubbens holdning til dåseløver, kæmpe og abnorme trofæer fra Ungarn og New Zealand fremelsket under hegn og senere udsat for nedskydning under bedøvelse eller med blot en dag på den frie vildtbane.
Efterhånden er vi vel alle vidende om, at der foregår ting i jagtrejsebranchen, som er særdeles uheldige for os, hvis vi ikke forholder os til dem, tager bladet fra munden, og for nogen kollegers vedkommende ændre adfærd og gør noget ved sagen.
Vi kan ganske enkelt ikke tåle at være formidlere af jagt på dyr opdrættet i fangenskab, kunstigt fodret med vitaminer osv. som udover at medføre unaturlige, enorme og abnorme trofæer også medfører adfærdsændringer og adfærdsbegrænsninger der gør, at dyrene på ingen måder er i stand til at leve og overleve i den vilde natur udenfor fangenskab og fodertrug.
Jeg synes godt, at jeg kan tillade mig at rejse denne debat i vores forening, da jeg selv i god tro og lykkelig uvidenhed har solgt enkelte eksemplarer af dåseløverne og senere har erkendt situationen og forholdt mig til den. På trods af at løverne stadig bliver billigere er denne forretning for Jelling Jagtrejsers vedkommende ophørt allerede i 2009, hvor jeg egenhændigt erfarede sammen med et par kunder, hvordan jagten foregik – det har jeg ganske enkelt intet med jagt at gøre, og jeg har hverken moral eller vilje til at fortsætte dette.
Jeg har igennem tre sæsoner jagtet en særlig buk i Sydengland, som min stalker og jeg har givet tilnavnet “the sleeping buck”. Bukken er stor, antagelig på over 700 gram netto. Bukken er gennem de senest tre sæsoner vendt tilbage til den samme skønne eng, når brunsten er på sit højeste omkring den 1. august.
Bukken er fuldstændig utilregnelig i forhold til hvor på engen han ligger sig til hvile i solen. Når min stalker og jeg pürscher os ind til engen, kan vi gøre det i læ af levende hegn og stengærer samt hække så tykke som kirkemurer. Alligevel er det denne fantastiske buk, der hver gang trækker det længste strå. Han rejser sig nærmest som skudt ud med katapult og springer over stok og sten med en sådan fart, at vi end ikke når at stille skydestokken op. En fantastisk jagt! Der er selvfølgelig en grund til at han, “my sleeping buck” er blevet så stor, han er agtpågivende og opmærksom, mere end hans mindre brødre, hvor trofæerne er mindre. Den snak om, at det er lige så svært og lige så sjovt at jage og skyde en lille buk som en stor holder jo ikke vand. Det er i hvert fald væsentligt sværere at pürsche en stor buk end en lille!
Det er klart at det ikke er muligt a nedlægge indtil mange bukke i medaljeklassen i en og samme biotop. Det er også 100 % sikkert, at det stærke trofæ kræver en mere forsigtig og dygtigere jæger end jagten end jagten på det lille trofæ.
Konklusionen på denne historie skal derfor være, at jeg vil opfordre mine kolleger i branchen til at forholde sig til den ædle vare. Hold jer væk fra dåseløverne og hold fingrene fra de bedøvede og udsatte bukke i Ungarn – og fortæl jeres kunder at I ikke markedsfører abnorme kornhjorte hverken i Ungarn eller på New Zealand, men at I kun sælger den rene vare.
Nogen har så sagt til mig, at der vel ikke er den store moralske forskel på den jagt der foregår på antiloper i hegnene i Afrika og på udsatte trofædyr i Ungarn eller New Zealand. En væsentlig forskel er, at dyrene ikke er bedøvede. De vokser for de flestes vedkommende op i hegnene, og den helt afgørende forskel for mig er, at dyrene vi jager i hegnene i Afrika kan klare sig selv, de kan overleve i naturen, og de har deres naturlige sanser og adfærd 100 % i behold.
Værdien af den enkelte jægers personlig jagtoplevelse kan der vel aldrig siges noget sikkert om. Det er jo i nogen grad op til den enkelte jæger at afgøre. De fleste danske jægere kan vel heller ikke se sig fri for at have deltaget i betalingsjagter på udsatte fugle, ligesom de fleste danske lystfiskere vel heller ikke kan se sig fri for at have haft smøreren ude i en “put and take sø”?
Hvor er det lige at moralens grænse skrider, hvad er ok og hvad er ikke ok? De fleste erfarne jægere husker stadig deres første jagttrofæ som en kæmpe stor, ja måske den største jagtoplevelse nogensinde, selvom der bare var tale om en “sølle” gaffelbuk en tidlig morgen i maj! Vi må som jagtrejseudbydere ikke lade begæret og pengene tage magten over os i forhold til etik og moral, så graver vi på sigt den gren over, vi sidder på. Trofæhysteriet er ind imellem ødelæggende for vores oplevelser og hysteriet er desværre for alt for mange jægere “det væsentlige”.
For os som udbydere af jagten et det desværre også nogen gange af betydning for dækningsbidraget på vores arbejde. Personligt skriver jeg i Jelling Jagtrejsers firmaprofil – og jeg citerer: “Jelling Jagtrejser formidler jagtlige oplevelser – ikke vildt og trofæer. Vejr, vind, din dygtighed som jæger, din egen evne til indlevelse og engagement og andre uforudsigelige forhold er vigtige faktorer som er udslags-givende for din jagtrejses succes“. Alt for ofte bliver vi målt på vores evne til at formidle det store, det stærke trofæ.
Måske skal der en holdningsændring til ikke bare blandt os der udbyder, men også hos vores kunder, derfor er det vigtigt, at vi blander os i debatten! Er det da ikke vigtigere for os som mennesker at være til en god fest end til en stor og fin fest?
Jeg håber meget, at mine medlemmer i DJA er enige med mig i mit syn på disse jagtoplevelser eller mangel på samme!
Knæk og bræk!
