Af Danmarks Naturfredningsforening

Formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild efterlyste for nyligt muligheden for at gribe geværet og skyde ulve uden først at søge tilladelse. Politikerne stod hurtigt i kø for at efterkomme landbrugets krav. Et flertal i Folketinget med Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance, og Socialdemokratiet – vil se på udvidede muligheder for at skyde ulve. Danmarks Naturfredningsforenings præsident maner til besindighed i ulvedebatten:

– Det er forstemmende, når landbrugets formand nu forsøger at nære en gammel og ubegrundet urfrygt for ulve. Ulve angriber ikke mennesker. Der er i dag større risiko for at blive angrebet af en ko i naturen, mens den økonomiske er trussel mod landbruget er minimal. Tabet af husdyr er minimal og helt ude af proportion med at 24.000 pattegrise faktisk dør hver dag i danske stalde. Så før lad os nu lige holde fakta og følelser adskilt og tage den med ro, lyder det fra præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen.

Ulven i trygge hænder

Ulven er totalfredet i Europa og den er beskyttet af EU’s habitatdirektiv. Den beskyttelse betyder, at fredede arter som ulven ikke uden videre bare kan skydes, uden at der seriøst forinden er forsøgt afværgeforanstaltninger såsom hegn om fårefarme. Danmarks Naturfredningsforening har sammen med blandt andet landbruget været med til at udforme en forvaltningsplan, som sikrer landmænd økonomisk støtte til ulvehegn samt erstatning ved ulveangreb.

Lidt træls udtalelse

Landbrugets egen repræsentant i Vildtforvaltningsrådet holder også hovedet koldt. Henrik Bertelsen, der er næstformand i Familiebrugsektionen i Landbrug & Fødevarer siger til Ritzaus Bureau:

– Jeg synes, vi har lavet en fornuftig plan. Skal vi lave habitatdirektivet om, så venter der nok et sejt arbejde, siger Henrik Bertelsen og fortsætter:

– Derfor er det lidt træls, at både politikerne og min egen formand ikke sætter sig lidt mere ind i tingene, før de udtaler sig, siger han og afviser over for Ritzau, at ulven er en økonomisk trussel mod erhvervet:

– Der betyder kronvildt og bramgæs langt mere. Men der er mange følelser i ulven, siger han.

Over for Ritzaus Bureau fastholder Martin Merrild dog, at det kan blive nødvendigt at se på både forvaltningsplan og EU’s habitatdirektiv.

– Hvis ulvene bider sig fast, må vi se på, om reglerne er gode nok, siger han.

Vi skal beskytte vores natur

Danmarks Naturfredningsforening er helt uenig:

– Vi har alle en forpligtelse til at bevare klodens biodiversitet også den, vi har herhjemme, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, der kalder på en faktabaseret diskussion:

– Det skurrer fælt i mine ører, når landbruget nu – alene på grund af ubegrundet frygt – vil bestemme hvilken natur vi andre skal have og kræver at beskyttede arter, de ikke kan lide, skal kunne skydes af enhver. Men det er altså stærkt foruroligende, hvis vores politikere, der ellers taler for en rig og mangfoldig natur blindt følger trop på et emne, der alene baserer sig på frygt og ikke fakta. Her er det godt, at vi har EU som bagstopper for at følelserne ikke løber helt af med os, slutter Bisschop-Larsen.

Danmarks Naturfredningsforening har bedt EU Kommissionen svare på, om ulvene i Danmark kan skydes. Svaret er nej.

Men bestemmelserne i EU lovgivningen betyder på ingen måde, at landmænd er forsvarsløse overfor ulveangreb. Tværtimod giver den nuværende forvaltningsplan fra 2014 beskyttelse.

– Det betyder, at man kan søge tilskud til forbedret hegning før et angreb, i etablerede ulveområder. Alle fåreavlere i det nuværende yngleområde har fået dette tilbud individuelt, af ministeriet, siger Bo Håkansson, der er DN’s ulveekspert og fortsætter:

– Det betyder også, at man – hvis et angreb har fundet sted i et nyt ulveområde – kan få hjælp af ministeriet til “akut-hegning” og en indsats på længere sigt. Den køreplan fremgår af den gældende forvaltningsplan.

I svaret fra Kommissionen peges der også på, hvad landene omkring Danmark gør, og hvilke redskaber EU stiller til rådighed for EU-lande med ulve og andre rovdyr.

– Vi vil på det næste møde i miljø- og fødevareministeriets ulvegruppe bede om en drøftelse af EU Kommissionens opfordring til at tage udgangspunkt i erfaringerne fra andre EU-lande, siger Bo Håkansson.

Læs mere om ulve her her

Farligere ting i naturen end ulve

I Sverige har der været ulve i mange år, og nu er der ca. 350. I broderlandet har der ikke været nogen kontakt mellem mennesker og ulv – og naturligvis heller ikke nogen dødsfald.

Den svenske naturfredningsforening Naturskyddsföreningen opgjorde i 2014, hvad vi dør af i naturen:

Læs mere her

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version