De sidste ugers debat på de sociale medier omkring Hjortevildtforvaltningen har været rigtig trist læsning. Følelsen af at miste den “personlige frihed under ansvar” og “den lille mand mister sin jagt”, har været berørt i mange indlæg og en del ser det nuværende udkast som direkte grundlovsstridigt …
Af René Rask Bruun, Dansk Falkejagt Klub
Alle er vi naturligvis kede af at se et Jægerforbund i splid med deres egne medlemmer, simpelthen fordi de er blevet stillet en djævelsk opgave af Vildtforvaltningsrådet.
DN og DOF ser til fra sidelinjen imens Jægernes forhandlingsmandat stille og roligt undergraves af den farlige interne debat. De glæder sig til en fremtidig adaptiv forvaltning, hvor de kan samordne de data der underbygger deres ønsker og aktivt styre jagtudøvelsen.
De grønne er dygtige
De grønne organisationer har meget dygtigt gjort en dyd ud af at spænde hele den danske befolkning for deres vogn i ambitionen om tilsammen at tilkæmpe sig magten over dansk naturforvaltning.
Både DN´s tidligere jagtudspil med nye restriktioner og ønsker om jagtlag der skal styre forvaltningen, samt Friluftsrådets nye jagtpolitik har dette sigte. Almindelige naturbrugere skal have flere og større naturoplevelser. Alle skal kunne køre ud søndag eftermiddag og se en kapital kronhjort på bondens mark.
Det er den umulige vare man forlanger vi som vildtforvaltere i enighed skal leverer Det vi med rette kan spørge om er: Hvad kommer de selv til bordet med ?
Er de i virkeligheden ikke utrolig fodslæbende i deres egen politik, og stiller bare uafladeligt nye krav til jægerne med den åbenlyse sideeffekt at skabe splid?
Deres “store ønske” om at give de helt almindelige naturbrugere store og seværdige oplevelser i naturen stopper øjeblikkelig, når der ansøges om at genudsætte trærugende vandrefalke eller arbejdes med opformering af kirkeugler til udsætning. Det bliver stoppet.
Modvilje mod formidlingskorps
Mest iøjnefaldende er dog den overraskende modvilje imod Dansk Falkejagts Klubs forslag om at etablere et falkejagt formidlingskorps, der skal tage helt almindelige naturinteresserede med ud på jagt med en rovfugl og formidle jagtkultur, historie, natur og fugle i tæt favntag med naturen.
På trods af at falkejagten for længst er blåstemplet af Det Dyreetiske Råd og siden 2010 har været en UNESCO anerkendt verdenskulturarv, så modarbejder man helt bevidst dens bevarelse og disse folkeoplysende initiativer.
Vi taler om en jagtkultur der i resten af EU er lovliggjort og som Birdlife International anerkender som en bæredygtig jagtform, så vi kan med rette stille det spørgsmål: Hvorfor har DOF og DN ikke bare for længst rettet ind efter det og i stedet indledt et naturbevarende samarbejde med falkonererne ligesom i resten af verden?
DN og DOF er først på pletten når en landmand har pløjet for tæt på et af vores mange tusinde fortidsminder og kræver hårde straffe og erstatning.
Når det omvendt drejer sig om en 4.000 år gammel UNESCO anerkendt verdenskulturarv som falkejagten, så er det DN og DOF selv der alene styrer “traktoren” i forsøget på at pløje falkonererne og deres kulturarv ned.
Det er en beskæmmende adfærd overfor en minoritetsgruppe og vil forhåbentlig få anstændige politikere og fondsbestyrelser til at genoverveje deres gavmildhed overfor DOF og DN’s projekter.
Sidstnævnte har “patent” på at rejse fredningssager og er en organisation der rettelig burde forsvare en sjælden kulturarv med rødder i vores kulturlandskab. Hvor er de veluddannede, retskafne og rummelige medlemmer af DN ?
Derfor til slut en helhjertet opfordring til Jægerforbundet og dets medlemmer. Stå sammen – stå fast og kæmp for ALT jagt der er bæredygtigt, og gå aldrig af vejen for at stille berettigede krav til modparten i de grønne organisationer. Den debat der er om hjortevildtforvaltning lige nu er blot begyndelsen til en ny virkelighed.
Fagligheden bør råde
Hvis de grønne gerne vil have adaptiv forvaltning, så er det deres opgave forinden, at skabe tillid til, at den sunde fornuft og fagligheden omsider kommer til at råde.
Det sker alene ved at de for “egen regning” fjerner de ” tidsler” de har plantet i fortidens vildtforvaltning.
Her er falkejagtens bevarelse helt central for en fremtidig opfattelse af, at enhver bæredygtig jagtform stor eller lille har en berettiget plads i dansk naturforvaltning.
Vi er rigtig mange jægere der føler, at nu er det de grønnes tur til at bidrage med et offer til “enighedens alter” i Vildtforvaltningsrådet. Måske det er på tide at vise dem, at vetoretten kan gå begge veje?
