Den asiatiske fasan kom oprindeligt til Danmark omkring 1562, hvor enken efter Christian III, Dronning Dorothea, importerede nogle fugle til sin dyrehave. I dag er den én af landets mest betydningsfulde vildtarter
Fasan i Danmark – fra burfugl til fri ynglefugl
Af Redaktionen
Fasanen stammer oprindeligt fra Asien, men blev holdt som prydfugle ved flere hoffer rundt om i Europa.
Omkring 1570 forærer Dronning Dorothea sin søn, Frederik den II, et fasanpar. Kongen etablere i den forbindelse et lille fasaneri på Frederiksborg Slot. Her blev fasanerne dog i første omgang holdt som prydfugle, men indgik også senere i husholdningen hos den jagtglade konge.
I 1680 begynder tingene imidlertid at tage mere fart, da Fredrik den IV kommer til. Han bygger et fasaneri ved Frederiksberg Slot – faktisk dér hvor udgangen til Søndre Fasanvej er i dag.
Gennem årene udbygges det hele med flere dyrearter, og det er da også hele dette anlæg, der har dannet grundlaget for det senere Københavns Zoo.
Vi skal dog helt frem til begyndelsen af 1800-tallet, hvor fasanen begynder at blive et jagtbytte. Starten går på Jægerspris slot, hvor kongehuset udsætter fugle i naturen i 1828. Dette projekt ender dog ret “vingeskudt”, da fuglene mistrives i området, trods massiv bekæmpelse af både rovdyr og rovfugle.
Efter dette mislykkede forsøg lykkedes det så efterfølgende for hofjægermester Løvenskjold at overbevise kongen om, at Kongelunden var langt bedre til udsætning, da området her var langt mere egnet for fasanerne, da det var af en mere sumpet karakter.
Så selv om historien om fasanen går langt tilbage i Danmarkshistorien, så har fasanerne ikke kunne færdes i den fri natur mere end i knapt et par hundrede år.
Hvad er en fasan for en størrelse?
Fasanen (Phasianus colchicus) er en stor hønsefugl med lang spids hale. Længden er mellem 53 og 89 centimeter, vingefanget 80 til 90 cm og vægten ligger mellem 900 og 1.400 gram.
Hannen (kokken) er størst, og har karakteristisk metalskinnende grøn- violetsort hals og hoved med et rødt fjerløst ansigtsparti omkring øjnene. Kroppen er kobberrød/rustfarvet med sorte aftegninger. Hunnen (hønen) er bedre kamufleret i lyse gråbrune farver med sorte tegninger, og den har en lidt kortere hale.
Udbredelse
Fasan er i dag en almindelig yngle- og standfugl over hele landet.
Fasanjagt drives som en forretning på mange godser, hvor der opdrættes mange fugle årligt med henblik på udsætning.
I de områder, hvor der er stor tradition for fasanjagt, opretholdes bestanden ofte ved hjælp af fodring og plejetiltag i kulturlandet. Bestanden af fasaner er tættest i det østlige Danmark.
Fasanens levevis
Fasaner trives bedst i åbent kulturlandskab, hvor marker veksler med læhegn, lunde, moser eller åbne naturtyper, men de er også at finde i skove, parker og haver. Et must for fasanen er dog, at der er nem adgang til vand.
De befinder sig mest på jorden, hvor de søger efter føde, og de flyver som regel kun, hvis de bliver presset til det. Om aftenen flyver de dog op i et træ eller lignende for at overnatte.
“I sidste halvdel af 1800-tallet indførte man den mere hårdføre race kinesisk ringfasan i jagtøjemed, som sidenhen har etableret en levedygtig bestand.”
I foråret bliver hannerne territoriale, og hønerne besøger flere forskellige territorier for at finde den mest attraktive han. Hannen samler flere hunner i et harem. Reden bygges på jorden i skjul af tæt lav vegetation, og der lægges 8-15 æg. Kyllingerne forlader reden sammen med hunnen få timer efter klækningen, for at finde insekter, som de kan spise.
Føden består primært af planter som friske grønne skud, frø, korn og bog, men suppleres med insekter, snegle og andre smådyr. Kyllingerne lever i den første tid udelukkende af animalsk føde.
Når fasaner bliver forstyrret eller jaget, flygter de oftest ved at løbe, indtil de finder tæt vegetation, hvor de kan gemme sig. Her trykker de sig, til faren er drevet over, eller indtil at man kommer meget tæt på, hvor de så vil flyve larmende op i en ny flugt.
