Bob Chisholm døde i Kirghizistan 13. marts 1992, efter at han som den første jæger i over 40 år havde nedlagt en yakokse
Tekst: Henning Kørvel. Fotos: ”The Weatherby”, Safari Press, 2004
Bob Chisholm, der havde nedlagt 206 trofæbærende vildtarter og modtog The Weatherby Hunting and Conservation Award i 1990, døde i Kirghizistan 13. marts 1992, efter at han som den første jæger i over 40 år havde nedlagt en yakokse. Vennen, Chris Klineburger, skriver i ”The Weatherby”, at han døde, mens han udøvede det, som han elskede mest: Jagt.
Jægere over hele verden er altid på udkig efter jagt på fremmede arter, som de ikke har jaget før, og det gjaldt også for Bob Chisholm (12. april 1931 – 13. marts 1992), der i 1990 modtog The Weatherby Hunting and Conservation Award.
Da han i 1991 var på jagt efter Marco Polo argali i Issyk-Kul-regionen i Kirghizistan, og han i Tian Shan bjergene spottede en flok vilde yakokser, spurgte han, om han kunne nedlægge en sådan.
”Bolotbek Moldokeev, leder af turismen i området, var positiv, og ifølge vores oplysninger, ville vores yakoksejagt blive den første i nyere tid”, fortæller Chris Klineburger, der i ”The Weatherby” (Safari Press, 2004) fortæller historien om de tre amerikanske jægeres jagt i Kirghizistan i marts 1992, under hvilken Bob Chisholm døde.
”Forinden havde jeg set yakokser i Hindu Kush-bjergene i Afghanistan sidst i 1960-erne under jagt på urial og ibex. Dengang havde jeg ikke licens til yakokse”.
Yakoksejagten i Kirghizistan var planlagt til begyndelsen af marts 1992 – kun fem måneder efter, at han og Bob havde jaget Marco Polo.
”Bolotbek var fløjet ind campen i Kakshaal-Too for at besøge mig, og han fortalte, at en satellitlejr var etableret i Sary Dzhaz-bjergene, der grænser op til Kina. Han fortalte, at ingen mennesker havde været i området i over 40 år, og at der foruden yakokse fandtes sneleopard og ibex på stedet”.
For over 40 år siden var der en grænsestrid her mellem Kina og USSR, og sovjetunionen opførte en grænsekontrol. Den blev dog forladt i løbet af nogen tid i bevidsthed om, at den var tåbelig, fordi ingen mennesker kunne komme her uden helikopter”.
Ung, men fin tyr
”I en stor MI-8 helikopter fløj vi op til campen i 15.181 fods højde. Stedet hed Maibash, hvilket betyder flad bjergtop. Campen lå lige op ad grænsen til Kina. Fra helikopteren så vi ibex i hundredvis og en lille rudel yakokser. Efter ankomsten til campen lykkedes det for mig at skyde en sibirisk ibex (Cabra siberica alaiana) med horn på 51½ inch., der er den andenstørste ibex af slagsen. Men jeg spottede nogle få bukke med endnu større horn”.
”De lokale indbyggere kaldte denne ibex for ”white-backed ibex” på grund af den lyse saddel til forskel fra ”black ibex” (Cabra s. formasani) i den vestlige ende af Tian Shan-bjergene”.
”Vi var ankommet med fly til den kirgisiske hovedstad, Frunze, der tidligere hed Pishpek hvor vi skulle videre med helikopter. Derfra fløj vi til Przhevalsk, tidligere Karakol på den østlige side af Lake Issyk-Kul. Helikopterturen tog os gennem det mest forbudte område, man kan forestille sig. Så langt øjet rakte, så vi sne- og isdækkede bjerge. På en bjergtop spottede vi fire yakokser, som vi muligvis kunne stalke til, når vi indledte jagten. De var alle tyre med smukt udviklede horn”.
Undervejs i helikopter på vej til campen i 15.181 fods højde. (”The Weatherby”, Safari Press, 2004)
”Campen talte medregnet mongolske yurts cirka 10 telte, der var komfortable med trægulve og ovne til træ- og kulfyring. Og der var et messetelt med et langt bord og bænke og stole til spisning. Maden blev tilberedt i et separat telt. Campen havde en stor stab af personale, og jeg kendte nogle af dem fra mit besøg her i oktober året før, inklusive Nikonor Gridnev, der var hovedguide på denne første jagt efter yakokse. Personalet gjorde deres yderste for, at vi skulle føle os godt til rette, og jeg og mine venner blev enige om, at dette var den bedste jagtcamp, vi havde set i mange år”.
Bob poserer her med sin yakokse, der var yngre end ventet, men han var alligevel tilfreds med den. (”The Weatherby”, Safari Press, 2004).
”Efter morgenmad næste morgen blev hestene, der var fløjet herop med helikopter, linet op, og det var allerede besluttet, at Bob skulle skyde den første yakokse, og Pete Papac skulle have chancen til den første ibex. Mens han og hans guide søgte opad efter ibex, blev Bob og jeg ført nedad efter yakokse. Efter at have redet af sted i nogle timer, spottede vi en rudel yakokser langt ude, men min guide, Bolotbeks bror, Marat, og Bob og jeg kravlede op på et højdepunkt, hvorfra vi skulle estimere tyrene”.
”Vi var 400 yards fra dem, men selv om vi ikke havde noget at sammenligne med, så mente vi, at to af dem så acceptable ud. Da Bob skød, hørte vi kugleslaget og vidste således, at han ramte, men fordi den begyndte at gå op ad bjerget, skød han igen, og den rullede ned i dalen. Tyren var ung og slet ikke i den størrelse, som vi havde set fra helikopteren dagen forinden. Bob var dog lykkelig for den, og den var den første yaktyr, der var skudt her i moderne tid”.
”Da vi begyndte at gå nedad, var det svært at holde balancen på det glatte dække af is og sne, og Bob faldt derfor og kvæstede en muskel i lysken. Og det var både vanskeligt og pinefuldt for ham at fortsætte, men en af hjælperne hentede heldigvis en hest, hvis sko var beregnet til at kunne stå fast på den glatte overflade. Uden specielle sko ville hesten have haft de samme vanskeligheder som os mennesker med at holde balancen, men uden yderligere problemer nåede vi tilbage til campen”.
Da Pete ankom, fortalte han, at han havde haft en fantastisk dag og havde spottet to store stenbukke på lang afstand, men fordi vinden vendte, så de fik fært af jægerne, trak de endnu længere væk. Men han ville se efter dem igen i morgen, mens Bob og jeg ville blive i campen for at få ordne yaktrofæet.
Campen bestod af cirka 10 komfortable telte og yurts med trægulve og blev opvarmet med ovne til brænde og kul. (”The Weatherby”, Safari Press, 2004).
Asken strøet ud over floden
”Omkring midnat kom personalet ind i teltet for at fylde kul på kakkelovnen. Jeg hørte Bob udstøde en raspende lyd og spurgte, om han var OK? Men han svarede ikke. Bob har sukkersyge, og da han kunne have fået et insulinchok, prøvede jeg at give ham noget æblesaft, men opdagede nu, at hans åndedræt var stoppet. Campens læge forsøgte genoplivning, men forgæves. Gud havde kaldt Bob hjem. Han havde jaget på seks kontinenter, og vi følte alle, at han fik den afsked, som han ønskede, nemlig under udøvelse af det, som han elskede allermest: Jagt.
Fordi det på forhånd var planlagt, at vi kunne kontakte Przhevalsk på radio om aftenen, havde vi en hel dag til jagt, og Pete skød en yakokse. Om aftenen, da vi fik kontakt med Bolotbek på radioen, bad jeg ham om at kontakte den forholdsvis nyetablerede amerikanske ambassade i Frunze, og jeg bad ham endvidere om at kontakte Bobs businesspartner i Pepsi Cola Company og hans kone. Efter tilbagekomsten til Przhevalsk talte jeg på telefon med Bobs kone og søn. De var enige i, at Bob skulle kremeres, og hans aske skulle spredes ud i Koyu Kup River.
Jægere, der i fremtiden kommer til Kirghizistan, vil måske høre ekkoet af refrainet: ”Oh come along boys and listen to my tale. I’ll tell you all my troubles on the Ol’ Chisholm Trail. Come a ti-yi-yippy-yippy-ye …
Patrick Duffy (yderst til højre) overrakte prisen til Bob Chisholm, som står ved siden af ham. Yderst til venstre ses Ed Weatherby, og overrækkelsen fandt sted på The Beverly Hilton Hotel, Californien. (”The Weatherby”, Safari Press, 2004).
Bob Chisholm
Venner over hele verden kaldte ham Bob, mens hans rigtige navn var Robert K. Chisholm. Han var født 12. april 1931 og hans passion var jagt i bjerge i Asien. Da han i 1990 fik The Weatherby Hunting and Conservation Award, havde han jaget på seks kontinenter og havde nedlagt 206 vildtarter, hvoraf 138 var optaget i rekordbøger.
Hans trofæer inkluderede ”The Big Five”, alle fire varianter af lechwe, fire geografiske varianter af afrikansk bøffel og alle seks varianter af kudu. Hans trofæsamling omfattede også 15 vildtarter fra Stillehavsområdet, såvel som han havde nedlagt alle de nordamerikanske katte, bjørne, vildfår, geder og caribou.
Chisholm var den første vestlige jæger, som jagede wapiti, blue sheep i Kina (nummer to i SCI) og Gansu argali, og han var den første udenlandske jæger, som jagede Ovis ammon poli, sibirisk snefår og caspian urial i Sovjetunionen. Andre af hans bemærkelsesværdige jagttrofæer var abyssinsk og shoan bushbuck, Marco Polo argali, Weyns duiker, alpin ibex og South Paicfic white.-tail deer. Han modtog mange udmærkelser for sin jagt og beskyttelsesinitiativer. Han var medlem af SCI Hall of Frame, Shikar-Safari Club, Wzuri Wildlife Foundation, Game Conservation International and Ducks Unlimited, og han var formand for the Wichita chapter i SCI.
