Finalebukken

Når enden er god, er alting godt, lyder ordspillet, der passer til Henning Kørvels brunstbukkejagt i Tjekkiet i uge 32.

Af Henning Kørvel (august 2008)

Sted: Kacóv cirka 60 kilometer syd for Tjekkiets hovedstad, Prag. Dato: 7. august 2008.

Klokken er cirka 5.00, da Rafa’, min spanske jagtkammerat gennem 28 år, hans søn, Rafa’ Junior og jeg, møder vores guider, Jaroslav, Bozik og Frantisek, uden for hotellet på torvet i Kacóv, som i den sløve gadebelysning ligger øde hen på denne tid af døgnet. Rafa’ Junior skal guides af Frantisek. Og da hans riffel og skydestok er lagt på plads i Frantiseks Subaru, og de har ønsket „knæk og bræk”, ruller de ud af Kacóv.

Få sekunder senere følger vi fire resterende efter med Jaroslav ved rattet i hans gamle militærjeep, som har set bedre tider, men desuagtet stadig funker. Målet er jagtforeningsreviret uden for byen. Foreningen råder her over 2.600 hektar, fordelt på skov og landbrugsjord i den smukt kuperede struktur, som kendetegner Tjekkiet. Jagtforeningen har 25 medlemmer, hvoraf kun cirka 10 er aktive jægere. Og da her maksimum afskydes 25 bukke om året, er her for trofæjægere altid mulighed for at skyde nogle gode bukke.

Selv skyder medlemmerne af jagtforeningen uden undtagelse kun selektive bukke (afskudsbukke) med hovedvægten på yngre årgange, som har sat svagt/abnormt op eller er kropsligt underudviklede. Efter seks-syv minutters kørsel stopper Jaroslav ved en landbrugsejendom og gør tegn til, at her skal Bozik og jeg stige af.

Bozik forklarer, at vi skal følge en markvej frem til terrænet, hvor fem-seks ældre bukkes territorier mødes, og hvor muligheden for at fravriste en af disse sin skalp således er optimal.

Da vi har lagt gården bag os, sætter jeg en patron i min 30 år gamle .30.06, og folder den tobenede teleskopskydestok ud. I lommen ligger „nøglen” til at udfordre den elskovssyge modne buk: Råpiben.

Jeg veksler normalt mellem tre råpiber til brunstbukkejagt, men har lånt de to andre – begge tjekkiske – ud til 2xRafa’. Kommet lidt længere forbi gården skifter omgivelserne karakter.

Til højre for os går en kofold og til venstre et engareal over i lucerne. Men hvor der til højre er frit udsyn ud over lucernen, som er ved at modnes, findes på vores venstre side et levende hegn mellem markvejen og lucernen. Til venstre støder det ikke særligt bredde lucerneareal op til en stubmark, der stadig er fuld af runde halmballer.

Markarealet ender brat ved kanten af en dyb dal, og på den anden side af denne breder granskoven sig ud, så langt øjet rækker. Uden forvarsel af nogen art suser en ung buk, iført sommerens rødbrune dragt, nu over markvejen cirka 100 meter længere fremme. Den stopper et stykke inde i lucernen og ser sig tilbage, som om den forfølges. Intet er dog at se på marken til venstre. Men når sandheden skal frem, så reducerer et stort træ udsynet, og i samme sekund, vi har passeret fordi det, går dyret på grænsen mellem lucernen og stubmarken ind på nethinden.

Afstanden mellem det og Bozik og jeg er omkring 150 meter. I det dagslys, der er til rådighed klokken 5.15, er det på så stor afstand med det blotte øje ikke muligt at afgøre, om det er en rå eller buk, men da dyret fanges af linserne i min 10×56 Zeiss Victory håndkikkert, får jeg det knivskarpe signalement af en ældre, afskudsbar stærk seksender i smuk rødbrun sommerdragt ind på nethinden.

Skydestokken foldes ud, riflen lægges til rette i det v-formede hak med remmen som underlag. Og da trådkorset med 6x forstørrelse står fastlåst på bladet, slipper jeg kuglen og ser i sigtekikkerten bukken gå ned i knaldet.

Pr. instinkt repeterer jeg en ny patron i kammeret og lader riflen blive i sit leje i skydestokken. Bozik kvitterer med et klap på min skulder, tænder en smøg og mumler, at han vil ryge den, før vi fortsætter til bukken. Jeg nikker. Har ingen indvendinger mod at vente en „smøgs tid”, før bukken skues. Jeg under ham gerne smøgen … holdt selv op med at ryge for godt 10 år siden og har ingen intention om at blive ryger igen. Da han har taget det sidste sug af det, der efter cirka fem minutter er tilbage af cigaretten, fortsætter vi vores vandring ned af markvejen og fortsætter til stubmarken der, hvor grøften er lavest og nemmest at passerer over. Snart står vi ved bukken, som vi ud fra tandsliddet og helhedsindtrykket vurderer til seks år.

Og under alle omstændigheder: En god buk. Bukken i Kacóv blev den perfekte afslutning på fem dages brunstbukkejagt, som vi indledte i Prcice-Sedlec søndag 3. august om aftenen. Her skød 2xRafa’ og jeg den aften hver især en stærk buk. Min – en fem-seks-årig seksender – kaldte jeg frem med råpiben. Desuden var indledningen nogen lunde ligeså kortvarig som afslutningen i Kacóv.

Søndag aften havde min guide og jeg nemlig indledt pyrschen klokken 18.30. Kun 40 minutter senere skød den jeg den elskovslystne modne buk, som lod sig lokke frem af råpiben, med hvilken jeg prøvede at efterligne den pibende stemme, råben anvender, når den føler sig klar til at blive kurtiseret af en buk.

Jeg skylder at oplyse, at jeg for 10 år siden lærte håndteringen af råpibe af Tjekkiets fremmeste imitator af dyrestemmer, Vacláv Sloboda, der også er præsident for det tjekkiske falkonérselskab.

Mellem Prcice-Sedlec og Kacóv jagede vi på et militærareal i Horni Planá i Sydbøhmen ikke langt fra grænsen til Østrig. Her oplevede vi hver især en perlerække af brunstscener og alle de aspekter, der kendetegner bukkejagt i spektret fra nemme over svære bukke til bukke, der ikke lod sig se igen og til bukke, som var for langt ude, ikke var afskudsbare, eller det bare ikke lykkedes at få frem på scenen i den rette position.

Samlet set blev det til fem forrygende jagtdage, der gav 10 gode skalpe fra modne bukke i sommerens rødbrune dragt. Desuden var vejret med os. Kun én dag regnede det. Resten af tiden var det drønvarmt, hvilket er et typisk sommerfænomen i Bøhmen. Til gengæld er vintrene kolde og strenge – også for vildtet. Endvidere var stemningen superb fra starten til afslutningen. 2xRafa’ og jeg fik derfor med os i vores personlige bagage endnu et vellykket projekt, der i enhver henseende går op i en højere enhed. Mere kan ikke forlange af en jagttur. Vi gør det i det mindste ikke.