Bæredygtig udsætning?

Læserbrev af Finn Watson, Formand/Karrebæksminde Strandjagtforening (Danmarks Jægerforbund)

At Netnatur til tider lægger spalteplads til markante synspunkter er godt og ikke nyt, men i tilfældet med Henning Kørvels artikel om udsætning er indholdet så provokerende, at det kalder på en reaktion.

  • Indledningsvis konstateres det, at ”samfundet accepterer udsætning af laks, havørreder og ål for at genoprette bestande”, mens det angiveligt ikke er tilfældet, når det gælder udsætning af fuglevildt til jagt. Mig bekendt skal antallet af skydefugle her i 2022 tælles i hundereder af tusinder, så helt uacceptabel for samfundet er udsætning vel ikke.

 

  • At udsætning af fuglevildt har betydning for nogle danske godsers økonomi vedkommer på ingen måde det, der i artiklen kaldes ”jagtsiden”. Godsers økonomi vedkommer ikke mig som jæger mere, end min økonomi vedkommer godser. Skæg for sig snot for sig.

 

  • Jagtsiden, som i Vildtforvaltningsrådet (VFR) er repræsenteret af Danmarks Jægerforbund, hævder, at jagten høster af naturens overskud. Dette hænger ikke sammen med udsætning og fodring. I en artikel i Danmarks Jægerforbunds magasin ’Jæger’ nr. 12, 2022, redegør formanden for VFR, Jan Eriksen, på udmærket vis for denne modsigelse, som, hvis den ikke korrigeres, vil koste forbundet respekt og indflydelse.

 

  • VFR’s rolle vil med tiden sandsynligvis blive stækket, idet Biodiversitetsrådet med sin rent videnskabelige sammensætning og tilgang forekommer mere troværdig end VFR, der alene består af interesseorganisationer. Det kan  anbefales at læse Biodiversitetsrådets første rapport, som i jagtmæssig henseende er interessant med sine anbefalinger af reguleringer af strand- og havjagten og et fuldstændigt forbud mod jagt i Natura 2000-områder. Det sidstnævnte bekymrer mig som formand for en strandjagtforening, men undrer mig ikke. Siden køkkenbordsforligets udmøntning i form af nye reservater har jagtsiden intet gjort for at vise strandjagtens bæredygtighed. Man burde have været langt mere indstillet på sammen med DOF og DN at finde veje til reduktion af jagttrykket i Natura 2000-områderne uden at udelukke jagten fuldstændigt. Nu kan vi vel kun afvente forbuddet.

 

  • At DOF, DN og ”venstrefløjen” udskammes er forventeligt. Personligt stemmer jeg til venstre for den såkaldte midte og er medlem af DOF, DN og Danmarks Jægerforbund. Mit natursyn er imidlertid mere på linje med DOF og DN’s end jægerforbundets aktuelle miskmask, som på samme tid tilstræber at tilgodese erhvervsinteresser og den almindelige jægers muligheder.

 

  • At ”Hr. og fru Danmark” sætter pris på at opleve fasaner er en personlig vurdering. Rigtigt mange mennesker finder dog udsætninger af skydefugle uetisk. Mht. fasanens plads i den danske natur er forlaget Biofolias udmærkede udgivelse, ’Danmarks fugle gennem to århundreder’, interessant. Her nævner forfatterne (s. 132), at der på øen Æbelø, hvor der i årtier havde fundet massive fasanudsætninger sted, i 1997 var en lille vildtlevende bestand efter stop for udsætning. I år 2000 var denne bestand forsvundet. Fasanen er en fremmed fugl.

At have jagt som fritidsinteresse er et politisk bestemt og derfor omskifteligt privilegium, der naturligt er under pres som følge af den naturforarmelse, vi som civilisation er ansvarlig for. Derfor må jagtmulighederne for den enkelte tilpasses og for nogle praksisformers vedkommende underlægges væsentligere formål.

Læserbreve, der ønskes optaget på Netnatur kan fremsendes til info@netnatur.dk

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version