Der er en første gang for alting, men for Flemming Thomsen blev den første jagtdag i Afrika en dag med tre store førstegangsoplevelser
Af Michael Sand
KLIK og deltag i konkurrence om jagtrejse til Afrika – udtrækkes meget snart
Werner Rogl kiggede spørgende på den danske jæger Flemming Thomsen i det samme, som en gammel impala snurrede omkring og med viftende hale forsvandt i krattet.
Vil du skyde?
Det var Flemmings første morgen i Afrika. Og med al respekt for hans jagtlige karriere var han kommet lidt sent i gang med sit jagtliv. Ses der bort fra en drivjagt i Polen var det første gang han stod ansigt til ansigt med storvildt.
Flemming kiggede lige så spørgende på Werner. Han sagde ingenting. En kommunikation uden ord var begyndt.
Og selv om jeg kun var beskuer, var jeg ikke tvivl om hvad det handlede om.
Nu var det pludselig nu. Øjeblikket havde indfundet sig, og der var spottet storvildt i den afrikanske bush. Det hele virkede overvældede. Dagen var ung og jagten kun lige startet.
-Impala er ikke på min liste, sagde Flemming endelig …
Inden afrejse havde han udarbejde en prioritet over de arter, han ønskede at skyde.
På listen var Oryx, springbok og en zebra … men der var ingen impala på den liste…
-Det er en helt special art for Namibia. Black-faced impala kan ikke jages andre steder.
KONKURRENCE AFSLUTTET
Johannes, der fungerede som medhjælper, blandede sig i kommunikationen.
-Det er et meget fint eksemplar, sagde han og tilføjede: -Meget gammel!
Han var den eneste, der nåede at få kikkert på den smukke impala med de mørke og karakteristiske markeringer i ansigtet inden den forsvundet.
Flemming var i syv sind. Det kunne jeg tydelig mærke.
Han var påvirket af situationen. Fornemmede at han stod overfor noget specielt. Men han vidste også, at den smukke impala skulle træde i stedet for en af de andre arter, som han drømte om. Turens jagtbudgettet var ikke uden grænser.
-Ok … sagde han endelig. Den sortmaskede impala havde fået en plads på listen. Men hvilken art, der røg ud af ønskelisten, nævnte han ikke noget om …
-Vil du have den hovedmonteret, spurgte Werner.
-Nej, det tror jeg ikke, svarede Flemming.
-Så syntes jeg ikke du skal skyde den.
Her blandende jeg mig i samtalen, selv om jeg egentlig havde besluttet at være fluen på væggen under de næste dagens jagt, hvor jeg kun var bevæbnet med kamera og skærpet iagttagelse.
-En impala kan du altid nedlægge. De findes over det meste af Afrika. Men en black–faced impala er kun her i Namibia. Det glimt jeg fik af bukken inden den forvandt, afslørede et meget fint trofæ. Et gammelt dyr med slidte hornspidser. Et toptrofæ. Men et trofæ, der kræver en montering, da den ellers er ukendelig fra den almindelige impala.
Werner og Flemming vendte tilbage til deres ordløse kommunikation og snart var vi på vej i retning af det flygtende dyr.
Bushen var grøn og tæt og græsset højt.
-Jeg tror det bliver svært. Ja grænsende til umuligt at finde impalaen igen, tænkte jeg, mens jeg forsøgte at finde balancepunktet på mit kamera, da jeg lagde det over nakken.
En nærværende due fra krattet slog taktfast rytmen an og i horisonten flammede bjergene i det røde morgenlys.
Det var som om selve livet væltede op over horisonten og bredte sig over landskabet i takt med at skyggerne blev kortere og det bløde morgenlys blev skarpere.
Pludselig bremsede Werner …
Langsomt gled kikkerten op foran hans ansigt, viftede sine følgere ind bag sig og foroverbøjet krøb vi ind i skyggen af en akacie busk …
Herfra tog Werner atter kikkerten frem. Længe studerede han dyret. Jeg havde begrænset udsyn bag de to og kunne ingenting se. Men turde heller ikke flytte mig. Fornemmede på det hele, at vi var ret tæt på. Sigtbarheden var kort og impala-bukken måtte være meget nær.
-Kan du se ham, hviskede han til Flemming.
Men Flemming kunne ikke se bukken.
Werner ledte os lidt længere frem i det tætte krat …
Her slog han skydestokken an og i det samme lagde Flemming riflen i anslag på de tre ben, der stod solidt plantet i den røde, med betonhårde jord.
-Ser du ham nu, hviskede Werner, der allerede havde sat fingerspidserne i ørene som beskyttende ørepropper.
Men Flemming kunne ikke se bukken.
Vi flyttede os atter. Endnu tættere på.
Nu kunne jeg også se bukken hen over ryggen på guiden og jægeren. I hvert fald kunne jeg se noget rødt i alt det grønne. Resonerede at dette må være bukken …
Men hvad der var hoved og hale kunne jeg ikke afgøre, selvom søgefeltet i mit kamera virkede en smule forstørrende …
Impalabukkens hals og hoved var gemt bag en mørk træstamme. Dette forklarede sandsynligvis, at vi kunne rykke frem i terrænet uden at den opdagede os.
-Jeg ser den, hviskede Flemming uden at fjerne fokus fra kikkertsigtet.
Kort tid efter bragede skuddet og først nu så vi bukkens horn, da det store dyr så at sige satte sig på halen og væltede livløst bagover.
Den opdagede aldrig, hvad der ramte den …
Stemningen virkede ærbødig, da vi gik frem mod dyret, som vi kunne se ligge livløst på jorden.
-Hørte du kugleslaget, spurgte jeg Flemming
Men det gjorde han ikke … jeg ved heller ikke om han hørte spørgsmålet. Hans øjne var fæstet på det sted, hvor han så impalaen falde omkuld.
Og der lå den …
-Tillykke, du har nedlagt en af Afrikas smukkeste antiloper, sagde jeg …
Impala er almindelig, men alligevel elegant og fuldendt som få. Impalaen foran os var dog tungere end nogen anden, jeg mindes at have set.
Werner satte et blad i munden på den nedlagte impala. Herefter rakte han Flemming en gren med et anslag af det røde blod, der flød fra dyret efter et perfekt vinklet skud forrets på dyret med udgang et stykke bag det modsatte forløb.
-Waidmannsheil! Sagde han og tilføjede: – Det er en tysk tradition.
-Waidmannsdank, svarede Flemming, mens han knælede ved bukken alt imens jeg skød et par billeder som dyret faldt – urørt af menneskehånd.
Man har en holdning, til man tager en ny, og her kan du lytte til hvordan det gik til, da Flemming Thomsen med ét ændrede planer, da han mødte en ældreblack-faced impala.
-Det er en gammel buk, forklarede Werner og pegede på opsatsens base. Mindst 9-10 år.
Han vurderede, at det var et trofæ til guldmedalje i forhold til de trofæ-vurderings-kriterier, som anvendes af de professionelle jægere i Namibia. Her krediteres dyrets alder, når trofæet skal have point og evt. medalje.
Der var ingen tvivl om at setuppet påvirkede Afrikadebutanten. Ikke mindst den respektfulde behandling af vildtet virkede til at gøre indtryk.
De tyske traditioner har overlevet i den afrikanske bush i generationer. Werner Rogls slægt stammer fra Tyskland og i generation efter generation har familien holdt fast i den tyske jagtkultur, selv om det er mere end 100 år siden deres forfædre vendte det europæiske kontinentet ryggen og startede en ny tilværelse i Namibia.
Johannes kørte tilbage med bukken og imens fortsatte vi jagten. Morgenen var endnu ung og vi havde nogle af døgnets bedste jagttimer lige foran os …
Den kølige morgenluft var varmet op. Solen brændte sig ind i ansigtet, da vi som én samlet organisme sneg os gennem terrænet. Werner med hunden Nicky og skydestokken gik forrest. Flemming med riflen var nummer to. Og undertegnede med kamera dannede bagtrop som nummer tre.
Ved en mindre lysning gjorde vi holdt … en flok springbukke havde sat sig i en eng med højt græs. Kun nogle gamle hunner stod vagt over flokken. Spørgsmålet var om der i skyggen af skoven måske gemte sig en gammel buk. Springbok stod på Flemmings ønskeliste …
En lille gruppe vortesvin nærmede sig bagfra. Dyrene ser ikke særlig godt. Det kan måske forklare hvorfor de har udviklet sig, som de har. Navnlig folk, der endnu ikke har oplevet vortesvinets karisma, bruger af og til skældsord om arten, der ikke har trukket det mest feterede udtryk i dyreriget.
Den lille gruppe vortesvin kom ganske tæt på og selv om jeg klikkede et par billeder tog de ikke notits af vores nærvær.
Pludselig rejste springbukkene sig. Nærmest én for én skød de op af det høje græs. Det var alle hundyr. Femals.
Vortesvinene havde også fornemmet et eller andet og begyndte at trække sig. Da de var nærmest, var de næppe længere væk end de kunne nedlægges med et skud meget store såkaldte dyrehagl.
Vi fortsatte …
En lille gruppe impalaer viste sig og satte fremmarchen i stå indtil de mistænksomme hundyr trak sig.
Passerede herefter vi en større slette uden træer men trak os hurtigt mod skyggen i bushen.
Solen stod nu højt. Det var varmt, men ikke ubehageligt. Cappens skygge dæmpede den brændende og stikkende fornemmelse i ansigtet.
-Skulle nok have anvendt sololie, tænkte jeg og sendte de blotlagte arme et bekymret blik.
En flok black wildebeest viste sig pludselig foran os. De stod på rad og række som soldater.
De havde set os længe før vi så dem og følte givetvis de havde situationen under kontrol. De havde endda mod til et par overskudsagtige spring, da de satte afsted for en kort bemærkning inden de atter indfandt sig i geledderne og nedstirrede os mens de hvide haler viftede frem og tilbage.
Men den hvidhalede og næsten sorte gnu var ikke på ønskelisten og denne gang fornemmede jeg ikke nogen form for ordløs kommunikation mellem Werner og Flemming.
Længere ude – bag de mørke dyr i solen – trak en lille gruppe oryx forbi … Og en Oryx eller Gemsbock var på listen og vist endda blandt de øverste …
Derfor undrede det mig, at vores lille selskab gik i den modsatte retning, da vi atter satte os i bevægelse …
-Så I ikke den lille gruppe oryx, der trak forbi, hviskede jeg, mens jeg anviste retningen.
Det er på afstand vanskeligt at kende en god oryx-tyr fra en yngre eller for den sags skyld fra et hundyr, som også bærer horn.
-Jeg kunne ikke vurdere om der var en jagtbar han i gruppen, men Werner besluttede sig for at optage forfølgelsen og ændrede kurs.
Vi fik ret hurtigt kontakt med dyrene. Men mistede også øjenkontakt igen med de vandrende dyr, der gik omtrent lige så hurtigt eller langsomt som vi gjorde.
Med et slog Werner dog bak … et eller andet havde fanget hans opmærksomhed. Også Flemming virkede fokuseret, men det varede lidt inden jeg fik øje på det sort, hvide dyr i alt det grønne.
Zebra var på ønskelisten og langsom blev skydestokken slået ud. Afstanden var næppe mere end 150 meter, vurderede jeg.
Zebraen var en del af en lille gruppe, der havde delt sig i to. De havde alle indstillet græsningen og hang nu ud under skyggen af høje træer. De flyttede sig stort set ikke.
-Det er den forreste, du skal tage, hviskede Werner. Men vent indtil der ikke er dyr bag den.
-Den besked kunne ikke misforstået og Flemming ventede.
Endelig trak dyret bag den udvalgte sig. Men kun for at blive afløst af et nyt dyr, der indtog dens plads. Ventetiden kunne fortsætte.
Pludselig var der dog frit udsyn bag zebraen, der virkede til at have indfundet sig med sin skæbne. Tæt på to årtier under Afrikas sol nærmede sig sin afslutning, da Flemming lagde sig ind til riflen og gjorde sig klar.
Han ville ikke bare være sikker, men helt sikker på sit skud og pludselig rungede skuddet og med et tydeligt bump slog den store blyfri-kugle i bringen på den flere hundrede kilo tunge zebra, der hårdt ramt forsvandt sammen med resten af flokken.
Den tvivl, der ofte hæfter sig til et riffelskud uanset hvor sikker man er, blev dog hurtigt afløst af en støvsky, der rejste sig bag flokken, der lod sig opsluge af krattet.
-Waidmannsheil Flemming, lød det fra Werner, der næsten altid bar smil i øjnene …
Den gamle zebra havde sparket for sidste gang og snart lagde støvet sig over dyret.
-Jeg er glad for den måde, som jagten foregår på: At man gør sig umage med at finde de helt rigtige dyr. Men jeg er ikke sikker på min hesteglade datter vil elske mig for dette, sagde Flemming, efter afslutning af de respektfulde, tyske ritualer, der helt naturligt knyttede sig til nedlæggelsen af de smukke dyr …
-Skindet er helt perfekt, Flemming, konstaterede Werner.
– Er naturen ikke forunderlig, fortsatte han og pegede på striberne, der delte sig fra rygsøjlen og ned over siderne på dyret. Det er næsten som et spejl. Denne ene side identisk med den anden, konstaterede han.
Han bad mig skynde mig med billederne. Det var varmt og han ville gerne have kød og skind tilbage i campens afkølede slagtehus så hurtigt som muligt …
Kort tid efter sprang vi ombord på jeepen …
-Sikke en morgen. Det, som du har oplevet i dag, er ikke helt typisk for jagt i Afrika, følte jeg mig kaldet til at oplyse.
Jeg nævnte jagtdage under Afrikas sol, hvor vi stort set ikke havde set jagtbart vildt.
Han kiggede lidt vantro på mig, men vi havde kendt hinanden i mere end tredive år og jeg tror han tog mit ord for gode vare. Måske havde jeg endda lidt lære-elev-autoritet tilbage. Flemming tog nemlig jagttegn hos mig, da jeg som ung sendte et ganske betydeligt antal unge og lidt ældre mennesker ind i jagtmiljøet.
-Hvornår skal vi ud igen spurgte Flemming, da vi sammen med Werner og Sandra Rogl satte os omkring middagsbordet og gjorde os klar til dagens ret med kød fra bushen.
-Vi må lige se hvordan vejret arter sig, svarede Werner, der oplyste, at dagens middag var baseret på kød fra oryx …
Flemming levede efter uret. Ikke efter sol, skyer og regnbyger. Han efterlyste et eksakt tidspunkt, men affandt sig med svaret, mens skyerne trak sig sammen i horisonten.
Sidst på eftermiddagen kravlede vi atter på plads bag cockpittet på jeepen. Horisonten var blygrå og de mange blomster, der voksede omkring campens store palæbolig på kanten af de røde bjerge, fik ekstra farver under den skyggeløse himmel.
En gruppe kuduer trak sig, da vi trillede ud i jagtområdet, der startede et stenkast fra jagtlejren.
-Den ene var god, svarede Johannes, der sad bagerst og højest i gruppen. Herfra havde han et bedre udblik.
Jeg kunne give ham ret, da jeg zoomede ind på det digitale bagstykke og så nærmere på det foto, jeg nåede at få … Det var en meget flot kudu.
På modsatte side af bilen eksponerede en Steenbock sig. Den var rød som en europæisk sommerbuk og selv om vi passerede den på kort afstand, holdt den hovedet koldt og blev, hvor den var …
Det var tydeligt, at dyrene i området ikke havde negative oplevelser med biler.
-Vi foretrækker altid ”spot and stalk”, havde Werner tidligere forklaret.
-Jager vi med ældre jægere eller en jæger, der af andre årsager måske er dårligt gående, har vi dog jagttårne rundt omkring i terrænet, der kan tages i anvendelse.
Pludselig faldt de første regndråber. I begyndelsen blot nogle få dryp. Men det var blot fortroppen. Jeg slog regnslaget omkring mit fotoudstyr og forberedte mig på en skyller
-Vi bliver vel hurtig tørre igen, blev vi enige om, men da Werner tilbød plads i bilen, sagde vi dog ja tak, og mens regnen trommede på biltaget, krøb vi i ly på bagsædet.
Det blev ved en kortvarige byge … ikke noget, der for alvor ændrede noget som helst for vegetationen i det tørre, vandhungrende landskab. Der skal meget mere til.
Vi lod bilen bag os og satte os atter i bevægelse …
Duften fra den våde jord mindede mig om min allerførste tur til Afrika for efterhånden ganske mange år siden. Men særlig langt nående jeg ikke i min erindringsrejse, da Werner pludselig hev i bremsen …
Denne gang fornemmede jeg ingen kommunikation mellem guide og jæger. Det var som om de to havde fundet deres egen frekvens og selv om den store klump i det høje græs ikke var på ønskelisten var Flemming med det samme synkroniseret med guidens idé.
Flemming skulle ikke bruge betænkning og mellemregninger … Han havde erfaret, at chancer skal udnyttes, når de opstår og imens den store orne blottede sine lange tænder, mens den langsomt trak væk fra os, gjorde han sig klar. Afstanden fra riffelmunding til den tykvommede gris var vel 15-20 meter.
Jeg glædede mig over, at min gamle elev og studiekammerat fra Universitetet i Aalborg allerede havde forstået, at ønskelister er og bliver ønsker. De kan ikke fungere som bestillingslister.
Den store gris foran os var stadig våd efter regnskyllet og glinsede i aftenlyset alt imens den trissede gennem det fugtige græs og fyldte den allerede udspilede vom.
Ingen tvivl om, at det var en meget fin orne. Trofæmæssigt i den rigtige gode ende og da grisen blottede bladet, faldt skuddet øjeblikkeligt. Hurtig og resolut …
Reaktionen udeblev ikke. Grisen satte i et spring og nærmest kurrende på bagenden trak den sig forbi os i imponerende høj hast …
-Genlad, genlad sagde sig, da jeg nødig ville se grisen bruge sine sidste kræfter på at tromle en af os ned.
Og til lyden af et nyt projektil, der lagde sig til rette i riflen, kunne vi høre grisen forende i en temperamentsfuld dødskrampe. Sekunder efter den blev ramt som lyn fra den regntunge himmel var det hele forbi.
Flemming kunne modtage sit tredje Waidmannsheil.
Jagtlykke i Namibia. Såfremt du har lyst til at opleve noget lignende, er der mulighed for at vinde en jagtrejse sponsoreret af Otjuruze Safaris.
-Nu kan du også bære vores logo, grinede Werner, da han satte en lysegrøn gren i hatten på den camouflerede cap med det påmonterede navn Otjiruze Safaris.
-Vores logo er jo et vortesvin og du har netop skudt et rigtig fint eksemplar.
Werner vurderede, at grisen var til guld og dermed kunne den debuterende afrikajæger føje endnu et toptrofæ til sin liste.
Medaljetrofæer stod bestemt ikke på hans ønskeliste… faktisk var hans forventninger holdt på det beskedne. Det var den totale oplevelse, han var rejst efter. Det havde han udtrykt igen og igen. Både før afrejse og under den lange tur fra Danmarks til lufthavnen lidt uden for Windhock …
Og en total oplevelse havde han fået …
Jeg kunne kun gentage mig selv.
-Det her er ikke normalt. Du har haft en usædvanlig god begyndelse. Første dag i Afrika og allerede tre store oplevelser at se tilbage på.
-Jeg tror jeg vil slutte dagen med en Gin og Tonic under stjernerne, sagde Flemming, da vi efter middagen rejste os og takkede for en enestående begyndelse på vores safari.
Og mens isterningerne langsomt gik i opløsning under universet, snakkede vi ordløst om dagen, der var gået og glæden ved bare at være til …
GALLERY
Small Waterberg lodge (Okawaka) er beliggende ved foden af Small Waterberg med oversigt over Omaheke-regionen.
Jagten hos Otjiruze er basereret på jagt til fods, men enkelte steder er der også mulighed for at drive jagt fra velplacerede jagttårne.
Inden jagten begyndte var den danske jæger Flemming thomsen på skydebanen, hvor han testede riffel og ammunition, som han lejede af Werner Rogl
Werner og Sandra Rogl – begge uddannede dyrlæger – driver sammen med Werners tre brødre i alt tre jagtfarme under logoet Otjiruze Safaris Namibia.
https://www.otjiruze.com/en/homepage-en.html
En stor leopard – anslået til omkring 75 kilo, vurderet ud fra optagelser på vildtkamera, – havde efterladt sit aftryk i den røde jord på toppen af den bjergkæde, der rejser sig over jagtområdet
