Beretning og billeder af Per Kauffmanns sorte buk, nedlagt i det nordlige Tyskland. Den sorte råbuk opnåede senere titlen verdensrekord
Sort buk som verdensrekord
Af Per Kauffmann, 14. juni 2012, sort råbuk, PER KAUFFMANN IN MEMORIAM
Jeg ruller ind i den lille tyske landsby et par minutter før min ven, der har valgt at køre i forvejen og skyde en omvej. Det er den 20. maj 2010 og allerede i aften skal vi jage sort råbuk.
Hele vejen herned har vejret været godt, tørt og solrigt, bortset fra den sidste halve time hvor det har stået ned i stænger. Det regnede skomagerdrenge og alt sejlede i mudder. Nu er regnen imidlertid holdt op og solen fremme igen. Alt dufter som det kun kan efter en sommerbyge.
Kim Jensen afhenter os i sin gamle firehjulstrækker og fører an til den gamle gård hvor vi skal bo de næste dage. Det er en stor gård beliggende i en klynge af tilsvarende ret store gårde. Et levn fra den tid hvor gårdene blev placeret i en klynge rundt om et stort torv og med markerne bagud.
Noget senere
Vi parkerer bilen og går op ad en smal betonvej og går op mod vinden. Til begge sider har vi store, flade marker med knæhøj hvede, afvekslet med dybe grøfter og levende hegn. Vi går en halv kilometer og Kim forklarer at den sorte seksender oftest holder til i et meget bredt levende hegn med hvede til den ene side og brak til den anden side.
Vi pürcher os forsigtigt frem til hegnet, så vi kan overskue både hvedemarken og brakmarken. To røde dyr, tilsyneladende råer, trækker i det samme ind i hegnet fra brakken. Vi sidder længe inden Kim får øje på det øverste af to ører der stikker op af græsset. Det er en ung rå, der rejser sig lidt senere.
Jeg er noget imponeret over at han får øje på de ører. På den anden side rager han mindst 15 centimer op over mig. Og mangler kun 32 bukke i at have skudt 1.000, så lidt erfaring har han vel rodet sig til.
Noget senere kommer der to dyr ud af hegnet, måske de to fra før. Det er en rå og en spinkel spidsbuk. Begge røde. Den sorte råbuk må være i nærheden og vi bruger alle kikkerterne flittigt.
Min ven sig min opmærksomhed med fingertegn og hvisker: “der går en sort rå dernede”. Både Kim og jeg får travlt med at stille ind på pletten, der er 400 meter fra os. “Det er en sort buk” siger så Kim mens han kigger videre. Kort efter stiger hans toneleje anelse da han siger “det er bukken vi leder efter”.
“Den er bedre end du tror”, siger han. En sætning han gentager et par gange de næste tyve minutter. Indtil jeg må give ham ret.
“Den er bedre end du tror”
Vinden har været ned mod hvor bukken står hele aftenen, men netop nu er den stilnet meget af og drejet en anelse. Et voldsomt held ser ud til at omklamre os i dag. Bukken bevæger sig meget langsomt op mod os i højre side af vejen. Spiser lidt, fejer lidt, går lidt, står lidt. Vi er på vej op mod ham, men er generet af ikke at have noget dække. Kim er forrest, så følger jeg lige i hælene på ham.
Den sorte råbuk er kommet ud af buskene på højre side og går på tværs af vejen over i venstre side, hvor han forsvinder i et stort buskads. Vi sætter fart på vores fremrykning og når efterhånden ind på et par hundrede meter. Så kommer bukken den modsatte vej. Først over vejen, så gennem læbæltet og tilsyneladende ned i grøften og ud på hvedemarken til højre for os. Vi avancerer hurtigt et halvt hundrede meter og Kim går forrest ud til grøften for at se efter ham. Intet at se, men vi bevæger os hurtigt tyve meter længere frem.
Kim kan nu ane ham ude på marken, hvor bukken fortsat er på vej længere væk fra vejen. Da jeg kigger på bukken i sigtekikkerten må jeg indse, at Kim har helt ret. Det er en rigtig god buk.
Halvanden hundrede meter er der ned til ham, hvilket er et langt skud stående. Vi skal tættere på, for det er trods alt kun den første aften. Kim er ikke helt glad for min tilbagemelding. Han vil helst have det afgjort her og nu. Vi krabber os baglæns tilbage til vejen og har nu nogenlunde skjul af de buske der gror langs vejen.
Kort efter finder vi et hul i vegetationen og kan komme ud på grøftekanten igen. Han er der stadig, nu kun omkring 80 meter fra os. Sekunder senere har jeg riflen på skydestokken. Han er nået et halvt hundrede meter ind i hvedemarken, men bevæger sig heldigvis på tværs af os med hele bredsiden til mens han nipper til kornet.
Så stopper han op, pludseligt. Løfter hovedet og kigger ned mod os. Hvad det end er han har set, så må jeg antage at han har fået øje på vores delegation. Om et par sekunder vil han springe i fuld fart ud over marken, uden at efterlade os en skudchance. Men sådan kommer det ikke til at gå. Snellen har været stukket adskillige sekunder og det hele er klar til afgang. Der er tydeligt kugleslag og han springer op og frem, præcis som teorien foreskriver ved et bladskud.
Tyve meter løber han, drejer 180 grader og stiller sig op igen. “Du skød forbi, forbi, skyd igen, hurtigt, hurtigt” siger Kim helt stakåndet. Jeg tøver, for jeg har set skudtegnet i modsætning til Kim der var gemt bag mig da skuddet faldt. Et par splitsekunder står han, vakler og falder forover i kornet. Halsen kommer kortvarigt op over kornet, men så er det forbi. Spændingen er stor da vi bevæger os over mod stedet hvor han faldt. Han ligger hvor han skal, stendød.
Jeg sagde jo at den var bedre end du troede
Det er en meget flot seksender med en smuk opsats. Regelmæssig med 8-9 centimeter lange forsprosser, en højde på et par og tyve centimeter og kraftig i bunden. Den er helt sikkert over 300 gram netto, måske nærmere 350.
Tre af spidserne har små ar efter kampe men den er helt fejet og tilmed fejet mørk. Selve bukken er 4-5 år men ligner mere et lam med en anslået vægt på 13 kilo brækket. En ganske spinkel krop, men det gælder for alt råvildt i området fortæller Kim, både det røde og det sorte. Der er simpelthen så meget råvildt at de ikke får nogen ordentlig størrelse, og en buk på 15 kilo anses for at være stor i kroppen.
Hovedet, halsen og boven er kulsort sommerpels, hvorimod ryggen, siderne og køllerne stadig har en del grå vinterhår. Det meste sidder dog løst og der er tilsyneladende en færdig sommerpels nedenunder.
Pelsen er ganske god til en skuldermontering, måske oven i købet en fuldmontering.
De kalder ham borgmesteren, hvilket han dog kun er af gavn, idet han styrer hele byen med hård hånd. Da vi ankommer, har han besøg af et par venner. De gratulerer alle og borgmesteren finder straks nogle øl frem. Det er mørkt men vejret er helt sydlandsk. Vi sidder en stund på terrassen mens mørket sænker sig om os.
PS: Den sorte råbuk, nedlagt af Per Kauffmann, fik senere status af verdensrekord.
