Naturen skal kunne udvikle sig frit, men mennesket skal tage hensyn til sjældne og sårbare arter, siger Dansk Ornitologisk Forenings næstformand Egon Østergaard. I et svar til Jægerfornundets formand kalder han udsætning af opdrættede fugle til jagt for ‘kuvøse-natur’ …
Af Redaktionen
I et indlæg på Altinget kunne man forleden læse, at formanden for Danmarks Jægerforbund, Ole Roed, er modstander af, at man beskytter vores ynglende havørne ved at begrænse adgangen til redernes nærområder. Dette til trods for, at det netop er en afgørende årsag til, at disse majestæter igen er blevet et almindeligt syn i det danske landskab. Havørnene var almindelige i Danmark før år 1900, men blev i bogstaveligste forstand skudt ud af landet af Roeds interessefæller, der hadede alt med krumme kløer.
Et udtryk for et natursyn, som i dag er passé for de fleste, også jægere. Nu er ørnene heldigvis på vej tilbage af sig selv takket være en voksende bestand i bl.a. Østeuropa, og deres entre i den danske natur er et konkret eksempel på, at naturen er dynamisk, og at vi må forvalte herefter. Roed taler for at undgå ”kuvøse-natur”, og det lover rigtig godt, for det må jo betyde, at de utallige udsætninger af 100.000-vis af kuvøsefasaner, kuvøseagerhøns og kuvøsegråænder, som jægerne hvert år pumper ud i naturen, må stoppe.
Den udbredte aktivitet er ikke udtryk for et dynamisk natursyn, som Roed gør sig til talsmand for, men i stedet et stærkt manipulerende ”put and take”-natursyn. Tilsvarende gælder i øvrigt også for dådyr, der i disse år udsættes mange steder for på sigt at kunne få en ny jagtbar art på kornet. At de 25 par danske havørne får fred til at gennemføre deres yngel, ved at fredningsmyndighederne i visse tilfælde vælger at afspærre nogle få 100 m2 omkring redestedet, betragter Roed som et eksempel på kuvøsenatur. Men det er blot udtryk for almindelig hensynsfuldhed over for sjældne arter i modsætning til den massive manipulation, som jægernes udsætninger betyder. I diskussionen om, hvilken natur vi ønsker i Danmark, er det centralt, i hvor høj grad mennesket skal manipulere med arter, bestande eller enkeltindivider.
Vil vi have ”put and take-natur” eller den ægte vare, dvs. den, der kommer af sig selv? Et dynamisk natursyn er helt i overensstemmelse med det natursyn, som Dansk Ornitologisk Forening har formuleret, og som baserer sig på oprindelighed, autenticitet og dynamik. Vi vil have så mangfoldig en natur, som de naturgivne vilkår betinger, men det forudsætter, at vi mennesker giver plads til den mere sårbare del af faunaen. Kongeørnen, havørnen, tranen, skestorken og bramgåsen er eksempler på arter, der har fået fodfæste som danske ynglefugle de seneste år, og som vi byder velkommen ved at give dem gode levevilkår. Skal disse bestande kunne udvikle sig, kræver det en hensyntagen, som dansk lovgivning i stor udstrækning lægger op til. Naturbeskyttelsesloven og Lov om Jagt og Vildtforvaltning udstikker rammerne for, at en lang række dyre- og plantearter kan udvikle sig dynamisk. Der er heldigvis en udbredt forståelse for, at vi skal beskytte de arter, der nu en gang har valgt at yngle i Danmark. Det er jeg sikker på, at også langt hovedparten af jægerne glæder sig over.
