Aalborg Kommune og Danmarks Naturfredningsforening (DN) har netop rejst fredningssag for 165 hektar i det naturskønne og stærkt kuperede Hammer Bakker lige nord for Vodskov i Aalborg kommune …

Af DN

Området har været fredet siden 1961, men den eksisterende fredning er utidssvarende og skal erstattes af en ny fredning, der tager højde for moderne problemstillinger, mener DN og Aalborg Kommune

Da Statens Åndssvageforsorg i 1961 frivilligt lod deres ejendom frede, var det med det formål, at bevare den landskabelige skønhed – dog uden at forhindre yderligere institutionsbyggeri.

Gennem årene har der været mange dispensationsansøgninger om nyt institutionsbyggeri i den sydlige del af området. Fredningsnævnet har haft en restriktiv praksis og sikret, at institutionerne blev holdt inden for et afgrænset område. Derfor ligger størsteparten af bygningsmassen i dag samlet i fredningens sydlige del og med et bygningsmæssigt og landskabeligt harmonisk præg. Det nye fredningsforslag lægger op til at fortsætte samme linje, siger rådmand Mariann Nørgaard, medlem af Aalborg Byråd:

– Samarbejdet mellem DN og Aalborg Kommune om fredningsforslaget har været præget af stor åbenhed over for hinandens synspunkter. Vi har haft et fælles ønske om at samle de gode ideer i et nyt og tidssvarende fredningsforslag, der skal sikre områdets store naturværdier og rekreative interesser nu og for fremtiden. Præsident for DN, Ella Maria Bisschop-Larsen er enig og har fokus på at styrke naturindholdet i området:

Samtidig er hensigten med en ny fredning at bevare og sikre større udbredelse af områdets lysåbne naturtyper samt at sikre diffuse overgange mellem gammel skov og lysåben natur. På den måde kan man forbedre artsrigdommen og områdets store landskabelige kvaliteter. Fredningen skal samtidig sikre grundlag for en mere målrettet og ambitiøs pleje med mulighed for at konvertere nåletræskulturer, som de oprindelige ejere plantede efter den tids natursyn, til lysåbne naturarealer, som igennem de sidste mange år gradvist er forsvundet.

Områdets store natur- og landskabsværdier rummer potentialer, som i dag ikke realiseres fuldt ud, og på denne baggrund er der indarbejdet retningslinjer for den fremtidige pleje, som sikrer at naturindholdet i området styrkes.

Nye tendenser kalder på en fredning

I foråret 2010 viste to nye sager, at der er ændret på denne restriktive praksis, da Naturklagenævnet omgjorde Fredningsnævnets afslag på byggeri, og i stedet meddelte dispensationer, idet Naturklagenævnet henviste til, at der ikke kunne meddeles afslag med hjemmel i den eksisterende kendelse. Med de seneste dispensationer er der åbnet for en ny linje med en mere flydende grænse imellem natur og bygninger, såfremt der kan argumenteres for et behov.

Fredningsforslaget lægger derfor op til en entydig grænse imellem institutionsområde og natur, så institutionerne og deres nære omgivelser ikke skal indgå i fredningen og fremover i stedet skal reguleres efter en lokalplan.

Offentligheden er fortsat velkommen

Endelig lægger fredningsforslaget op til, at den nuværende offentlige adgang – uanset ejerforhold – forbliver den samme, således at offentligheden som udgangspunkt kan færdes frit overalt i området. Det betyder blandt andet, at såfremt området sælges til private engang i fremtiden, vil der fortsat være fri fladefærdsel overalt, eksisterende stier kan ikke nedlægges, og nye stier kan etableres i begrænset omfang efter fredningsnævnets godkendelse.

KORT om fredningen

Samlet er formålet med en revision af den eksisterende fredning fra 1961 således at sikre, at der er en entydig og klar grænse imellem bebyggelse og landskab/natur, at udbrede forekomsten af områdets lysåbne naturområder og bevarer en mosaik imellem skov og krat, og heder og overdrev, med diffuse overgange imellem hinanden, og at sikre at den offentlige adgang i området bevares uanset ejerforhold.
Med fredningsforslaget lægger Aalborg Kommune og DN op til at give området et naturmæssigt løft, at der fremover ikke vil kunne bygges i området og at området i al evighed vil være tilgængeligt for offentligheden overalt, uanset om det en dag skulle blive solgt til private. Samtidig udtages alle bygninger af fredningen, således at byggeri uden for fredningen fremover reguleres af en lokalplan for området.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version