For 37 år siden nedlagde Henning Kørvel tre elgtyre og en stor råbuk på en jagttur til Sverige. Et held han mener, aldrig gentages …
Af Henning Kørvel
Med mindre udsving kan nogle jagtoplevelser fås igen og igen. Men der findes til gengæld også jagtoplevelser, som aldrig nogen sinde kan gentages. Dertil er de for storslåede eller omstændighederne for specielle. Til sidstnævnte kategori hører det jagtheld, jeg blev forundt at opleve i Sverige i oktober for 25 år siden, hvor jeg over tre jagtdage nedlage tre elgtyre og en stor råbuk.
Elgtyrene blev både de første og indtil videre sidste for min hånd. Jeg havde været på drivjagt efter elg i Småland i 1978 og 1979 uden at have skuet andre elge end de, der blev nedlagt af svenskere. De lunser elgkød, jeg fik med hjem, smagte udmærket, men jeg var ikke tændt på jagtformen, fordi drevet var langvarigt, og jeg nogle få gange kun skuede ravn, tjur, et rødt egern og et stykke råvildt. Jeg kedede mig kort og godt, og jeg svor, at jeg i fremtiden aldrig nogen sinde ville stille op til elgdrivjagt igen.
I 1983 ringede en bekendt så og spurgte, om jeg ville med på elgjagt i Sverige? Min umiddelbare reaktion var negativ, men jeg lod mig overtale, fordi jagtreviret var et gods i Södermannlands Län med over 50 elge på licens. Da jeg sprang til, nåede den danske gruppe op på ni mand, og vi måtte tilsammen skyde 11 elge. Før og efter tre dages elgdrivjagt måtte vi på anviste pladser desuden jage dåhjort og råbuk.
Vi kørte til Sverige i en minibus. Og da vi blev anvist den hytte ude i skoven, hvor vi skulle bo, passerede vi forbi en elgtyr, der fouragerede i skulderhøje graner.
Jeg havde indtil da kun skuet levende elg i zoo. Så bare det at skue en levende Alces a. alces i Guds frie natur, var et fremskridt, der tegnede lovende. Om aftenen skød den kammerat, der havde fået mig med på turen, en råbuk. Næste dags morgen skød en anden en ung dåhjort. Efter forudgående parole af godsejeren himself tog drivjagten på elg så sin begyndelse.
På dagens andet drev skuede jeg fra min post på et gammelt slæbespor efter en halv times tid elgko med kalv, der stoppede få meter fra mig. I samme sekund, de følte noget, ikke var, som det burde være, og satte i løb bagud af såten, kom ”monstret” – tyren – frem på arenaen, og da den satte efter koen og kalven, lod jeg min .300 Winchester Magnum blande sig, og da jeg havde sat kugle nummer tre på bladet og set, tyren var ”fuldesyg”, da den forsvandt i fyrrerne bag mig, kendte jeg resultatet: Jeg havde skudt min første elg. Senere viste den sig at være en ret stor femtakker, der lå forendt cirka 60 meter borte.
Vi skal frem til dagens sidste drev. Jeg får anvist en sidepost på en lille forhøjning og ser efter nogen tid ”noget” bevæge sig inde i såten. Kort efter kommer en ko med kalv til syne, springer over sporet og stopper et halvt hundrede meter ud for min post. Da vi kun må skyde en kalv, hvis en ko har to med, vil jeg, fordi jeg er afskåret fra at skyde en kalv, tage et foto og stikker nu hånden ned i min rygsækstol for at få fat på telen til kameraet. Da jeg har fundet den, sat den på og igen kigger op for at tage billedet, er de to elge nu blevet til tre. Da den tredje, der er kommet til i det ene minut, mit blik har været fraværende, drejer hovedet, ser jeg, den er en pindtyr.
Jeg lægger kameraet og stikker den en kugle på bladet, så endnu en, og efter få meters flugt står den på hovedet i tæppet af lyng og tyttebær. Forendt for den kugle, jeg brugte dengang: Remington Core lokt (180 grain), der for cirka 14 år siden blev afløst af RWS TUG. Efter såten skynder vi os nu til anstandsjagtpladserne, der går på tur. Jeg sidder i et tårn med udsigt til et lucerneareal op til skovkant.
Efter nogen tid kommer fem stykker dåvildt ud … dåer og kalve. Jeg har ikke lyst til at skyde, for reglen er den, at man har pligt til at aftage kødet, når man afskyder ikke-trofæbærende dyr, og da fryseren hjemme i Danmark i forvejen er fuld af vildtkød, føler jeg mig ikke fristet til at afgive skud. Mørket kommer hurtigt, og da det er blevet så mørkt, at jeg ikke længere kan se, hvad der sker i omgivelserne, beslutter jeg mig for at pakke sammen og stige ned fra tårnet. Men inden jeg gør alvor af det, og jeg en sidste gang skuer ud over lucernestykket, ser jeg en mørk skygge, jeg ikke havde set for et øjeblik siden.
Da jeg betragter skyggen gennem min 1½-6×42 Swarovski sigtekikkert, går det op for mig, at det ikke blot er et stykke råvildt, men en voksen buk. Afstanden er godt 100 meter. Jeg slipper kuglen, og få minutter senere er jeg fremme ved bukken, en ældre seksender med 27,5 cm høje stænger.
Andensidste jagtdag skyder jeg den tredje elgtyr: En stor gaffel. Inden sidste jagtdag er omme, er jagtudbyttet totalt set nået op på syv elge, tre råbukke og en dåhjort. Og ud af totalt set ni jægere tegner syv det nedlagte vildt. To havde uheldigvis ikke skudt noget som helst, og jeg tegnede som ukronet jagtkonge tre elgtyre og en råbuk. Totalt set havde jeg over de tre jages elgjagt skuet 11 elge.
Selv om jeg gerne havde set, at alle i gruppen havde fået udbytte, så ved enhver med jagterfaring, at jagt ikke egner sig til demokrati, og der her ikke er nogen ligelig fordeling. Vi ser det på klapjagt, andetræk, gåsetræk, kragetræk, trykjagt og pyrschjagt. Men jeg skal ikke gøre mig klog på Dianas kriterier for uligheden – blot konstatere, at den er en faktor, som der skal kalkuleres med, ikke blot i jagten, men også i den.
Jeg har ikke været på elgjagt siden Dianas gavmildhed over for mig for 37 år siden. Det er ikke, fordi jeg har noget imod elgjagt. Jeg har blot følt trang til at jage andre vildtarter i andre lande end elge i Sverige. Desuden synes jeg her 37 år efter stadigvæk ikke, jeg har noget til gode, når det gælder elgjagt.
Jeg skulle dog være et skarn, hvis jeg postulerede, at jeg ikke har den fjerneste lyst til at fælde en mega skovltyr. For naturligvis har jeg det. Men noget holder mig tilbage fra at prøve at fuldføre det på chancebetonet jagt som drivjagt: Min jagtooplevelse for 37 år siden, som jeg ved, aldrig nogen sinde bliver gentaget. Dertil er den for enestående.
Jeg vælger derfor at lade billedet blivende stående. Måske også, fordi jeg gruer for at få en jagtoplevelse, der til evig tid vil stå i skyggen af den fra oktober 1983. Håber, du forstår …?
