Publikum er ikke i tvivl: Hunbjørnen Grazer er vinder af konkurrencen Fat Bear Week

Hunbjørnen Grazer vinder Fat Bear Week

Tekst: Henning Kørvel

I Katmai National Park og reservat i det sydvestlige Alaska har man i over 10 år afviklet ”Fat Bear Week”, hvor onlineseere kan stemme på en af de nominerede bjørne. I år vandt hunbjørnen Grazer for andet år i træk. Hun mistede i sommer en af sine unger, der blev dræbt af den største hanbjørn, der fisker laks i floden Brooks River. Ingen bjørne vover at udfordre Chunk, men Grazer gjorde udfald imod den, men for sent, hendes unge døde af kvæstelserne. Publikum kan opleve bjørnene på livekameraer, som drives af Katmai Conservancy Explore.org, som publikum også kan donere penge til, for at man kan drive kameraerne.

For andet år i træk kunne publikum i ”Fat Beer Week” i år stemme på den brune bjørn i Katmai National Park og Reservat i det sydvestlige Alaska, som de mener, lever op til ugens titel, og for andet år i træk blev hunbjørnen ”Grazer” kronet som vinder, skriver Conservation Frontline.

Grazer, der officielt bærer nummer 128, slog endnu en gang en hanbjørn ved navn ”Chunk” i sidste runde i onlinekonkurrencen. Gracer vandt med en jordskredssejr og slog Chunk med mere end 40.000 stemmer.

Hunnen er den første vinder af Fat Beer Week, mens hun tager sig af sin unge. For mange af hendes menneskelige følgere føles sejren særligt triumferende i lyset af hendes tragiske historie med hanbjørnen Chunk.

Tidligere på sommeren angreb og dræbte Chunk en af Grazers to unger.

Fat Bear Week fejrer de brune bjørne i Katmai National Park og Reservat. Folk kan vælge imellem 12 bjørne, som der kan stemmes på.

Konkurrencen finder sted, mens bjørnene æder sockeye-laks i Brooks River forud for deres vinterdvale, altså med andre ord, mens de fedes op.

Publikum bliver bedt om at stemme på den brune bjørn, som de mener, bedst eksemplificerer fedme og dermed æde-succes.

Katmai National Park og Reservat er hjemsted for nogle af de største brune bjørne på planeten. Voksne hanner vejer 700-900 pund midt på sommeren, men i efteråret kan de have en vægt af over 1.200 pund. Det anslås, at bestanden i nationalparken, der strækker sig over mere end fire millioner hektar, tæller omkring 2.000 brune bjørne.

Fra juni til oktober samles bjørnene ved Brooks River for at fange sockeye-laks. Fiskene foretager en vanskelig rejse opstrøms til deres fødesteder, hvor de formerer sig og derefter dør. De sultne bjørne kan æde op mod 30 kg laks om dagen.

Chunk dræbte en af Grazers unger

Floden er en kilde til overflod og næring for bjørnene, men det kan somme tider være farligt for dem.

I juli forsøgte Grazers to unger at følge deres mor ud i floden, da de pludselig blev fanget af et vandfald og ført hen til et sted, hvor Chunk og andre tilsvarende store bjørne fiskede neden for. Chunk, som er den dominerende bjørn på floden, angreb og sårede en af ungerne. Grazer forsøgte at gribe ind, men for sent. Den sårede unge døde. Livestream-kameraer fangede den dramatiske scene.

”Hun kæmpede på en måde, som jeg tror, at meget få bjørne – for slet ikke at tale om hunbjørne – ville gøre”, siger Naomi Boak, kommunikationskonsulent hos Katmai Conservancy til Washington Post og tilføjer:

”Chunk er nok to-tre gange hendes størrelse, men der var alligevel ikke et øjebliks tøven fra hendes side”.

Senere på sommeren optog kameraerne en anden tragedie. Den 30. september angreb og dræbte en hanbjørn (nummer 469) en hun (nummer 402) ved flodens munding. Hannen trak derefter hunnens lig i land. Hændelsen førte til, at embedsmænd udsatte lanceringen af Fat Bear Week med en dag.

”Nationalparker som Katmai beskytter ikke kun naturens vidundere, men også de barske realiteter.

Hver bjørn, der ses på webkameraerne, konkurrerer med andre bjørne om at overleve”.

Dette års vinder af Fat Bear Week – Grazer – er vendt tilbage til Brooks siden 2005. Hun opfostrer sit tredje kuld unger og er kendt som en meget defensiv mor, ifølge hendes Fat Bear Week-biografi på Explore.org.

”Hendes frygtløse natur respekteres af andre bjørne, som ofte vælger at give hende plads i stedet for at risikere en konfrontation, ifølge hendes biografi. Dette hæver Grazers rang i bjørnehierakiet over næsten alle bjørne undtagen de største hanner”.

Ingen bjørne udfordrer Chunk

Hun er let at skelne fra andre bjørne, der fisker i floden, takket være hendes blonde ører. I sensommeren og efteråret bliver hendes pels gråhåret og lysebrun i farven.

Selv om hun mistede en unge i år, er hun ifølge Explore.org. stadig en af de mest formidable succesfulde og tilpasningsdygtige bjørne i parken. Hendes historie viser, at selv de mest dygtige og formidable bjørnemødre oplever modgang og tab.

Chunk er også en kraft, der skal regnes med. Med en vægt på potentielt mere end 1.200 pund, er han en af de største bjørne på floden, og den mest ærede.

”Ingen bjørn i floden, udfordrer Chunk med hensyn til fiskepladser. Bjørne, der var uforsigtige eller uheldige, blev truet, når han var i nærheden. Selv andre giganter som nummer 747 og 856 gav plads til ham”.

Chunks dominans betød, at han kunne fiske fra de bedste steder i floden. I løbet af en titimers periode talte online-seere, at han åd 42 laks, hvilket hjalp med at udfylde hans lavthængende mave og store bagdel.

En anden bjørn var bemærkelsesværdigt fraværende fra floden i år. Det drejer sig om Otis (nummer 480), som tidligere har vundet Fat Bear Week fire gange. Det er ikke klart, hvad der er sket med bjørnen, men det udelukkes ikke, at den kan være død, eller den simpelthen har fundet et andet sted at fiske laks.

I det årti, der er gået, siden Fat Bear Week debuterede, blev Otis berømt ikke kun for sine mange mesterskaber, men også for sin unikke tilgang til fiskeri. I stedet for at kæmpe med andre bjørne, sad han normalt ved siden af på det lave vand og ventede på, at laks skulle svømme hen til ham.

Fans af Otis og andre brune bjørne kan vise deres støtte ved at donere til Otis Fund, som gavner Katmai Conservancy Explore.org, som driver livekameraerne og hjalp med at skabe Fat Bear Week.

”Otis er næsten meditativ. Det er den måde, jeg vil beskrive ham på”, siger Ed MacKerrow, en videnskabsmand og naturfotograf, der har besøgt Katmai siden 2014.

”Han passer bare sine egne sager, og jeg tror, at mange mennesker har det fint med det, fordi han er et godt forbillede for os”.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version