Hvor god er hunden til ” til at regne den ud” og tænke sig til hvordan dens handling kan påvirke den situation, den befinder sig i?
Af Michael Sand
DEN TOBENEDE HUND
Mennesket har fire ting, vi kan forholde os til, når vi står overfor en opgave, der skal løses. Hunden har kun to. I de to første artikel blev der set nærmere på hundens brug af instinkter, erfaringer og logik
I denne artikel gælder hundens forståelse for dens handlinger.
Læs: Den tobenede hund
Når hunden står over for nye og ukendte situationer, vil den ofte udvise stor beslutsomhed. Som om den kan se gennem komplekse problemstillinger. Men det kan den ikke.
Forklaringen er, at lugte, lyde eller billeder vil prikke til et eller andet, som hunden er bekendt med.
Disse sanseindtryk udløser ganske bestemte forventninger, og ud fra disse indtryk reagerer den.
Det er altså ikke fordi, den tænker sig om eller har forståelse for, hvordan dens handling vil påvirke situationen.
Som eksempel derpå kan nævnes den apporterende hund, som sætter af sted i samme øjeblik, skuddet falder. Også når der skydes forbi.
Braget forbindes med byttefangst, selv om hunden både så og hørte, at der intet vildt faldt i skuddet. Men jo flere oplevelser, hunden har, jo bedre vil den være i stand til at se nuancerne i hver skudsituation. Og de mest brugte apportører lærer med tiden at se og høre, hvornår vildtet rammes. Først da sætter de af sted.
Andre hunde venter, indtil føreren mener, han ramte.
Men møder hunden noget, den forbinder med smerte, angst eller usikkerhed, kan det virke som om, den helt mister sin hundefornuft.
Hvor én hund kan isolere en ubehagelig oplevelse til kun at gælde under særlige omstændigheder – og ikke under andre, – ja så kan en anden hund gå den modsatte vej, og en skræmmende oplevelse kan sprede sig som en virus i hele hundens styresystem.
Elektrisk stød fra sammenstød med et elhegn under jagt efter kat etc. vil måske ikke kun forbindes med flygtende katte, men også med flygtende harer, fuglevildt eller blot et stykke papir, som flagrer af sted i vinden.
Eftersom stærkt ubehagelige oplevelser huskes langt bedre end tilsvarende positive, betyder det, at en selvstændig og selvsikker hund er langt bedre til at overføre løsninger fra en situation til en anden. Noget som en nervøs og angst hund kan have yderst vanskeligt ved.
Evnen til at klare selv komplicerede opgaver, som ikke minder om lignende oplevelser, skyldes altså ikke, at hunden så at sige kan regne den ud. Men de til opgaven knyttede lugte, lyde og billeder giver associationer, som hunden handler ud fra.
Nogle gange går det galt. Andre gange giver det pote. Og det er i sidstnævnte tilfælde, at vi ofte overvurderer hundens intelligens. Har hunden held med en enkelt kompliceret opgave, glemmer vi ofte de foregående ni gange, hvor den handlede helt hen i skoven.
Alligevel er hundens intelligensniveau nærmest en trossag. I det mindste indtil vi opnår fuld klarhed over, hvad vi forstår ved begrebet intelligens.
Vi kan dog prise os lykkelige over, at det fortsat er os, der undersøger hundens intelligensniveau og ikke omvendt.
Tænk sig, hvis vores hunde skulle afklare vores placering i dyreverdenens intellektuelle hierarki.
Jeg vil gætte på, at lugtesansen i så fald vil blive tillagt lige så stor betydning, som vi tillægger logikken og vores forståelse for vores handlinger. Lad os derfor slutte diskussionen med, at intelligens heldigvis afhænger af øjnene, som ser.
